Selvom der var flere måneder tilbage af graviditeten og mange sandsynligvis havde valgt at afslutte den tidligere, spurgte Keri, om hun kunne beholde Eva og føde hende, når tiden var inde. Og der var en vældigt særlig grund til dette. En grund, der var lige så smuk som uselvisk.
Og Royce var så imponeret over sin kone midt i dette mørke, at han valgte at dele historien på de sociale medier.
Indlægget er langt, men så læsværdigt
”For nogle aftener siden, inden skulle jeg til New Orleans, kiggede jeg på min smukke kone, som sov stille på sofaen.
Jeg så på hende, mens hun lå der, hendes store mave med vores datter, som sparkede, en datter, som ikke kommer til at leve i mere end nogle dage, og det blev så overvældende, hvor utrolig den her kvinde er. Jeg er forfatter, så når jeg føler noget, plejer jeg at skrive det ned.
Så jeg tog min telefon frem og begyndte at skrive det, som jeg tænkte på. Og jeg indså, at i aften, når jeg sidder flere hundrede mil borte på mit hotelværelse (særligt efter, jeg har mødt en sej dreng, som hedder Jarius, som var til All-star-weekenden, som har brug for en ny lever) at i stedet for bare at holde dette for mig selv, som jeg plejer, vil jeg fortælle alle præcis, hvor fantastisk Keri Young er. (Jeg savner hende også fem sekunder efter, jeg forlader huset for en rejse, og jeg tænker på hende hvert sekund, jeg er borte”.
”Jeg tænkte tilbage på det øjeblik, hvor vi fik at vide, at Eva ikke var perfekt, og på hvordan Keri 30 sekunder efter lægerne sagde, at vores baby ikke har en hjerne, kiggede op på lægen gennem tårerne og spurgte, ‘om hun kunne bære hende tiden ud, og om vi kunne donere hendes organer?’ Jeg husker, hvordan lægen lagde en hånd på hendes skulder og sagde “Lille ven, hvor modigt af dig at sige sådan. Det er sødt, men kom igen”.
”Men Keri mente det. Der sad jeg, modløs og fortvivlet, men for et øjeblik opløftet af respekt for hende. Jeg var en tilskuer til mit eget liv og kiggede på en superhelt, som fik sine superkræfter. I det, som var det mørkeste øjeblik i hendes liv, da hun fik at vide, at hendes baby skulle dø.
Det tog hende mindre end et minut at begynde at tænke på andre og på hvordan, hun kunne hjælpe. Det er en af de stærkeste ting, jeg nogensinde har bevidnet. I løbet af de otte år, jeg har været gift, (og femten år som par) har jeg oplevet mange øjeblikke, som har fået mig til at stoppe op og tænke, “Herregud, jeg er gift med hende, heldige mig.’
Men dette var noget andet. Det slog mig, at jeg ikke bare var gift med min bedste ven, men med et meget bemærkelsesværdigt og særligt menneske.”
“Hele processen har været hård, jeg siger det som om, at jeg sad på tilskuerbænken, som resten af jer. Keri har hele tiden været midt i det, mærket hvert et spark, hvert et hik, hver en vending. Hvert sekund, hver dag, bliver hun mindet om, at hun bærer et barn, som kommer til at dø.
Hendes ryg gør ondt. Hendes fødder er ømme. Hun gennemlever alt det, som en graviditet medfører. Men lyset ved slutningen af hendes ni måneder lange tunnel vil blive til et mørke, som hun aldrig har kendt til, bare et par timer eller dage efter, at Eva er blevet født.
Hun er den, som bliver nødt til at forholde sig til alt, der hører med til at få en baby. Hendes mælk vil komme, helingsprocessen med mere. Men uden en hyggelig, blød og smuk baby at kigge på, for at mindes, at det var det hele værd.”
”Vi valgte at bære Eva tiden ud af en del årsager, men den vigtigste var at donere hendes organer.
Vi siger det ikke, for at forsøge at lyde som gode mennesker eller noget. Det var bare en praktisk løsning, som slog os, inden det gik op for os, at Eva lever og fortjener at møde sin mor og far. Det gav mening for os at fortsætte.
At donere slog Keri bare sekunder efter, at vi fik det at vide. Og følelsen af at holde og kramme vores datter er noget, som vi kommer til at mindes for altid. Men gaverne, hun har i sin krop, er det som virkelig betyder noget. Og Keri sagde det næsten med det samme. Drengen, Jarrius, bar en trøje, hvor der stod: ‘Det kræver liv at redde liv’. Jeg kunne ikke slippe det hele dagen.”
“Der findes en anden familie derude, som håber på et mirakel for deres baby, med visheden om, at nogen andens baby er nødt til at dø først. Eva kan blive det mirakel.
Vi nærmer os målstregen, og selvom det bliver fantastisk at krydse båndet og møde Eva, kommer det med en pris. Vi tager på sygehuset for at føde, men vi kommer hjem uden en baby.
Mennesker siger ting som, ‘Jeg ville ikke ændre noget efter sådan en prøvelse, men jeg kommer ikke til at sige det. Jeg ville ændre det, hvis jeg kunne. Jeg vil have, at min datter er perfekt.
Jeg vil, at hun skal puste lysene ud på sin første fødselsdag.
Jeg vil se hende slå hovedet mod sofabordet, når hun prøver at lære at gå.
Jeg vil se hendes dyre telefonregning, efter at have sms’et med drenge
Jeg vil følge hende ned ad kirkegulvet
Jeg vil så utroligt gerne ændre alt. Men jeg kan ikke. Det her er virkelighed. Og der er intet, som kan ændre det”.
“Hver gang Harrison har det skidt eller skal have et plaster af, plejer Keri at spørge ham, ‘Er du sej? Er du modig? Og vores lille dreng nikker og siger, ‘Jeg er sej! Jeg er modig!’
Jeg kigger på Keri nu, og jeg behøver slet ikke spørge. Hun er SEJ. Hun er MODIG. Hun er utrolig. Hun er bemærkelsesværdig. Hun er skabt af et andet stof, som kombinerer viden, skønhed, mod, dårskab, karakter og integritet til en helt spektakulær kvinde. Og på en eller anden måde, blev hun til min kone.
Ikke fordi, jeg behøver en frygtelig situation som denne, for at se det, men det gav mig lyst til at fortælle det til alle.”
Eva blev født og døde den 17. april 2017.
Jeg kan ikke gøre andet end at fælde en tåre for Royce, Keri og deres skæbne. Og jeg beundrer dem virkelig for at være så stærke og uselviske i en mørk tid som denne.
Del gerne Royces fine indlæg for at ære Keri og hendes styrke.
Hvil i fred Eva.