Ægte kærlighed er stærkere end alt siges det, måske er det derfor man sværger at være der for hinanden og være loyale “til døden skiller os ad”, når man gifter sig. Ikke alle holder deres løfte, men det gjorde Michael Banks, hvis historie har rørt tusinder dybt.
“Jeg har et stort hul i mit hjerte, og jeg frygter, at det aldrig vil blive fyldt”, siger manden ifølge siden Love What Matters, som har delt hans stærke fortælling.
Første gang Michael Banks så Laurin var på en datingside på internettet. Billederne viste en smilende kvinde uden hår på hovedet, da hun lige havde gennemgået kræftbehandling, som hun var kommet sig over.
Til Love What Matters fortæller Michael, at han først scrollede forbi Laurins billeder, men da hun fortsatte med at dukke op i hans feed, så kunne han ikke undgå at blive fascineret af kvinden han så.
“Jeg blev imponeret af hendes mod, at hun turde blotte sig sådan. Efter et stykke tid, besluttede jeg mig for at sende en besked til hende”, fortæller Michael.
Den besked skulle blive begyndelsen på noget stort. Laurin og Michael begyndte at blive glade for hinanden gennem mange, lange samtaler. Alt føltes naturligt, fortæller Michael, og han vidste tidligt, at han ville være sammen med Laurin resten af deres liv.
Friede på en rejse
I årene der fulgte oplevede Michael og Laurin mange ting sammen. Forelskede rejste de rundt og så verden sammen, og på en tur til Niagara Falls besluttede Michael sig for at fri.
Laurins svar blev et soleklart “ja”, men kort efter de havde forlovet sig kom kræften tilbage. Denne gang kunne den ikke behandles.
Gav døende hustru hendes drømmebryllup
Fra den dag Laurin havde fået den triste besked, vidste Michael, at det var et spørgsmål om tid, inden han kunne miste hende. Han indså, at de ikke havde nogen tid at spilde og fremskyndte brylluppet, så Laurin ville opleve det inden det var for sent.
Vielsen og den store fest blev som Laurin havde drømt om i hele sit liv, og alt blev foreviget i billeder, som nu har rørt tusinder.
Bare nogle måneder efter brylluppet sov Laurin ind i sin mands arme, en aften i deres fælles hjem.
Sådan skriver Michael:
“Vi vidste, at vores tid var kort, men vi troede, at vi havde måneder tilbage, ikke timer. Laurin kunne ikke være tilpas nogen steder. Jeg tilbragte aftenen med at hjælpe så meget jeg kunne – vi fortsatte med at give hende morfin hvert 15. minut, hvilket ikke engang syntes at hjælpe. Til sidst løftede jeg hende op og bar hende til vores seng. Inden for nogle minutter var hun gået bort”, fortæller Michael.
Når han kigger tilbage på sin tid med Laurin føler han sig taknemmelig, fortæller han.
“Jeg har et stort hul i mit hjerte, og jeg er bange for, at det aldrig vil blive fyldt. Men jeg har så mange fantastiske minder fra vores tid sammen. Til vi ses igen, min elskede”, afsluttede Michael.
