Tweet about this on Twitter Pin on Pinterest Share on Facebook

Manden forlanger at blive skilt, men konens uventede svar chokerer ham

Jeg har efterhånden læst denne historie et par gange, og jeg må indrømme, at jeg græder hver gang. Det er en stærk metafor for kærlighed, som jeg synes, alle bør læse. Den er meget sørgelig, men fortæller noget vigtigt om kærlighed og parforhold.

Teksten, skrevet af manden, har cirkuleret rundt på nettet i cirka ti år. Jeg ved ikke, om det er en sand historie eller ej, men uanset hvad, så følte jeg mig næsten tvunget til at dele den med jer, eftersom budskabet er så vigtigt.

Jeg kom hjem en aften, og maden stod klar. Min kone var kommet tidligt hjem fra arbejde, og havde lavet mad. Da vi satte os til bords, tog jeg hendes hånd, og sagde: “Jeg vil skilles”.

Hun reagerede næsten ikke, og hun virkede ikke engang irriteret. Hun spurgte mig i stedet hvorfor. Jeg undlod at svare. Så blev hun vred, og begyndte at kaste med bestikket og råbte: “Du er ikke en rigtig mand!”. Vi talte ikke mere den aften. Hun var ked af det. Jeg kunne godt forstå, hvorfor hun ønskede at finde ud af, hvad der var sket med vores forhold. Men jeg kunne ikke give hende et godt svar. Jeg var blevet forelsket i en anden. Jeg elsker ikke min kone længere. Jeg havde meget ondt af hende.

Med en stor følelse af skyld, skrev jeg en aftale for skilsmissen. Hun fik lov til at beholde huset, bilen og 30 procent af min virksomhed. Hun granskede dokumentet, og rev papiret i stykker. Kvinden, jeg havde tilbragt 10 år af mit liv med, var blevet stærkere. Jeg blev ked af tanken om, at hun havde spildt tid, ressourcer og energi på mig, men jeg kunne ikke tage det tilbage, som jeg havde sagt ved middagsbordet. Til sidst græd hun højlydt foran mig, hvilket var det, jeg havde forventet fra starten. Og da hun gjorde det, føltes det så ægte… vi skulle skilles.

Dagen efter kom jeg sent hjem fra arbejde, og hun sad ved spisebordet og skrev noget. Jeg spiste ikke aftensmad. Jeg gik i seng med det samme, og faldt i søvn.

Om morgenen havde hun nedskrevet sine betingelser for en skilsmisse: Hun ønskede ikke noget, men anmodede om, at vi den næste måned skulle prøve at leve et så normalt liv som muligt. Årsagen var simpel: Vores søn skulle have sin første eksamen i løbet af næste måned, og hun ønskede ikke at forstyrre ham i forberedelserne.

Hun bad mig også om at huske på, hvordan jeg på vores bryllupsdag havde båret hende over tærsklen i soveværelset, og ville nu have mig til at bære hende fra soveværelset til hoveddøren hver morgen – i en måned. Jeg blev forvirret, og vidste ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til det. Jeg troede, at hun var ved at blive skør. Men eftersom jeg ønskede, at vi skulle skilles på den bedst mulige måde, accepterede jeg hendes mildt sagt anderledes betingelser.

Vi var begge meget klodsede, da jeg skulle bære hende for første gang, siden vi blev gift. Men vores søn var glad, og klappede i hænderne, mens han sang: “Far bærer mor i sine arme”.

Hans ord ramte mig som en kniv i brystet. Jeg bar hende fra soveværelset, gennem stuen til hoveddøren. Hun lukkede øjnene, og sagde: “Du skal ikke fortælle ham om skilsmissen.” Jeg nikkede, og satte hende ned.

Vi var ikke lige så klodsede dagen efter. Hun puttede sig mod mit bryst, og jeg kunne dufte hendes parfume. Jeg indså, at det var meget længe siden, jeg havde bemærket denne kvinde. Hun var ikke ung længere. Hun havde rynker, og hendes hår var begyndt at blive gråt. Vores forhold havde tæret på kræfterne. I et kort øjeblik tænkte jeg på, hvad jeg havde gjort ved hende.

Da jeg på fjerdedagen løftede hende på, kunne jeg mærke hvordan mine følelser for hende begyndte at komme tilbage. Den der unikke følelse af nærhed. Dette var kvinden, der havde givet mig ti år af sit liv. Den femte og sjette dag indså jeg, hvordan disse følelser blot fortsatte med at vokse. Det blev meget nemmere at bære hende, i takt med at måneden var ved at slutte, og jeg lagde mærke til, at hun var blevet tyndere og tyndere.

En dag slog det mig, hvor meget smerte og sorg hun bar rundt på. Og uden at tænke over det, strøg jeg fingrene gennem hendes hår. Vores søn kom ind af døren, grinede og sagde: “Far, du skal bære mor nu!”.

For ham var det blevet en vigtig del af den daglige rutine. Min kone kaldte på vores søn, og krammede ham hårdt. Jeg vendte mig om, fordi jeg var bange for, at jeg havde skiftet mening angående skilsmissen. Jeg bar hende i mine arme. Jeg holdt hendes krop i et fast greb. Ligesom på vores bryllupsdag …

Da jeg for sidste gang i denne måned bar hende, kunne jeg næsten ikke bevæge mig. Jeg vidste, hvad jeg var nødt til at gøre. Jeg kørte over til Jane, som var den nye kvinde i mit liv, og fortalte hende om mine følelser: “Jeg er ked af det, men jeg vil ikke skille fra min kone længere”.

Alt nu stod klart. Jeg havde båret min kone ind i vores hus på vores bryllupsdag, og havde sagt til hende “indtil døden os skiller”.

På vej hjem fra arbejde den dag købte jeg blomster, og pigen ved kassen spurgte mig, om jeg ville have et kort, jeg smilede og sagde at hun skulle skrive “Jeg vil bære dig hver morgen – indtil døden os skiller”.

Jeg kom hjem med blomsterne i hånden og et stort smil på læberne. Jeg kaldte på min kone, men fik intet svar. Et par skridt ind i soveværelset senere så jeg, at hun lå i vores seng – livløs. Hun var død, mens hun sov, da jeg var på arbejde. Det viste sig, at hun i flere måneder havde haft kræft, men jeg havde så travlt med min ny kvinde, at jeg ikke vidste, at min kone var syg. Hun vidste, at hun var ved at dø, men ville skåne mig fra vores søns reaktion (hvis vi gennemførte skilsmissen).

I vores søns øjne ville jeg stadig være en trofast, kærlig og omsorgsfuld far og ægtemand.

De små ting i vores liv, som jeg oprindeligt troede var kedelige og ligegyldige, er det ting, der virkelig tæller. Ikke hvor stort dit hus er, ikke hvilken slags bil du har, og ikke personlige ejendele eller penge i banken. Disse ting kan helt sikkert skabe gode betingelserne for at blive lykkelig, men den reelle værdi af disse ting kan aldrig skabe ægte lykke.

Så tag dig god tid, og bliv din ægtefælles bedste ven, og gør de små ting for hinanden, der kan defineres som ægte kærlighed.

Mange mennesker forstår ikke, hvor lidt der skal til for at være lykkelig, og giver op for tidligt. 

Du må hjertens gerne dele denne historie med dine venner på Facebook, hvis du mener, at budskabet er vigtigt at dele videre!