I slutningen af sit liv havde Ronald fået en ny ven, Daniel Sharp. Daniel var en håndværker, der arbejdede i nærheden af Ronald.
I seks år hjalp han Ronald med at klare ting i den aldrende pensionists hus. For eksempel hjalp Daniel med at rense tagrender og nedløbsrør hos Ronald.
Daniel nægtede at tage mod betaling. Den fine gestus havde gjort indtryk på Ronald, og de to så en del til hinanden i årene, der fulgte.
Ingen i familien så meget til Ronald – da han døde, gik der næsten to måneder, før nogen fandt ham.
De pårørende såede tvivl om testamentet, hvor der stod, at alt, hvad Ronald ejede, skulle gå til Daniel.
Familien satte spørgsmålstegn ved, om Ronald virkelig havde været ved sine fulde fem, da han skrev testamentet, selvom der ikke var noget, at tydede på, at han skulle have været mentalt ustabil før sin død.
Daniel, som havde mest kontakt med Ronald, var sikker på, at hans ven havde fuld kontrol over sin beslutning.
Det faktum, at Daniel beskrev Ronald som en ensom mand, og at det tog så længe for de pårørende at finde ham, gjorde, at domstolen troede på Daniel.
“Han fandt en ven i hr. Sharp. Det var en, han kunne tale med. De havde en fælles interesse for byggeri, og Ronald kunne lide hr. Sharp fortælle om sin søn”, forklarede Daniels advokat.
Efter en langtrukket juridisk proces valgte dommeren at konkludere, at Daniel talte sandt, og at arven skulle tilfalde ham.
Daniel, som ikke anede, hvor meget Ronald ejede, eller at manden havde testamenteret hele sin formue til ham, var chokeret.
Måske var det så enkelt, at Ronalt ikke ville have noget at gøre med sin familie, fordi de tydeligvis var ligeglade med ham.
Du kan ikke altid vælge din familie, men du kan vælge dine venner.
Hva synes du? Fortjente Daniel arven? Del gerne din holdning i kommentarfeltet og del artiklen videre, hvis du synes, at Ronald gjorde det helt rigtige!