Den russiske by Jaroslavl er blevet forbundet med store tragedier.
Byen kom først og fremmest på kortet i forbindelse med en grim flyulykke i 2011 i Jaroslav, som tog livet af 37 af spillerne og lederne på ishockeyholdet Lokomotiv. En af de omkomne var den folkekære svenske målmand Stefan Liv.
Men for over 10 år siden skete noget der igen noget forfærdeligt i byen, som ikke alle kender til.
Indbyggerne i Jaroslavl vil dog aldrig glemme det frygtelige, som udspillede sig her for lidt over 10 år siden.
For lidt over 10 år siden hørte en nabo skrig fra et hus længere nede ad gaden. Det lød som en baby, men små børn græder jo ofte, så naboen tænkte ikke så meget over det.
Som ugen gik, blev han dog ved med at høre en baby græde højt, og det gik hurtigt op for ham, at noget ikke stod rigtigt til.
Huset, hvor lyden kom fra, virkede øde, der var ingen lamper tændt og intet bevægede sig derinde.
Naboerne ringede til politiet, som kom til stedet for at undersøge de mystiske lyde.
Da politiet kom ind i huset, var det sjusket og tomt: De mennesker, som havde boet der tidligere, havde åbenbart taget alle deres ting, ryddet huset og var forsvundet.
Det eneste, som stadig var i huset, var deres eget lille barn. Babyen lå helt alene i en mørk stue mellem snavs.
Politiet vurderede, at den lille pige var 1 år gammel. De tog hende straks op fra det kolde gulv, ingen vidste, hvor længe, hun havde ligget der!
De sociale myndigheder tog hurtigt over og startede en udredning. De opdagede, at barnet hed Liza Verbitskaya. Men hendes forældre var forsvundet sporløst. Ingen vidste, hvor de befandt sig.
Lille Liza blev taget til en læge og modtog behandling på sygehuset gennem flere måneder. Lægerne konstaterede, at hun havde et brud på hoften, at hun var underernæret og stærkt dehydreret. Den stakkels pige havde formentlig ligget alene i huset en hel uge.
Det var langt fra sikkert, at hun stod til at redde, men hun begyndte så småt at få det bedre, og snart påbegyndte hun sin lange rejse mod genoprejsning.
Tanken var, at Liza skulle bringes på et børnehjem og senere bortadopteres, efter sin tid på sygehuset.
Men mens hun stadig var på sygehuset, kom en kvinde, som hedder Inna Nika forbi. Hun var på sygehuset dag og nat, for at våge over sin syge søn.
En dag hørte hun et skrig fra stuen ved siden af og kiggede ind af nysgerrighed og bekymring. Der lå Liza og Inna følte straks sit moderhjerte begynde at slå for den lille pige.
Fra og med den dag begyndte Inna at besøge Liza hver dag. Kvinden havde altid nyt tøj, mad og legetøj med til hende.
Dette stod på i et stykke tid, men en dag, hvor Inna skulle besøge Liza, var den lille pige væk. Hvorfor var Liza der ikke, var hun forsvundet?
Inna fandt hurtigt ud af, at den lille pige var blevet vurderet til at være stærk nok til at forlade sygehuset. Hun var kommet på et børnehjem i nærheden.
Inna havde allerede to sønner og havde aldrig overvejet adoption. Men den dag, hvor Liza forlod sygehuset, indså Inna, at hun ikke kunne leve uden hende.
“Jeg bad om adressen til det sted, de havde bragt hende til, og så tog jeg derhen så hurtigt, som jeg kunne. Jeg kan ikke engang huske, hvordan det gik til, fortæller Inna.
Inna startede hurtigt adoptionsprocessen og efter meget papirarbejde, fik Liza tilladelse til at bo hos Inna og hendes familie, hvor hun var elsket fra første øjeblik.
Men problemerne var langt fra ovre, bare fordi, at Liza fik et trygt hjem. Liza var allerede to år gammel, da hun kom hjem til Inna, og hun kunne stadig ikke spise fast føde. Liza var også ekstremt bange for høje lyde.
Et år senere kunne hun stadig ikke gå ordentligt. Men Inna var mere beslutsom end nogensinde, hun ville give sin lille pige al støtte og kærlighed, også gennem de mørke tider.
Inna besluttede sig for at melde Liza til danseundervisning i håbet om, at musikken kunne hjælpe og inspirere hende til at udvikle sig både fysisk og psykisk.
Og det fungerede. Takket være dansen, kombineret med sin adoptivmors kærlighed og omsorg, blomstrede Liza op til et sundere og lykkeligere barn.
Da hun begyndte i skole, kunne ingen tro, at det var den samme pige, som var blevet forladt og opgivet af sine forældre i et tomt og efterladt hus.
Fordi hendes udseende var “eksotisk” for mange omkring hende, tiltrak hun stor opmærksomhed. Visse børn i skolen drillede hende og kaldte hende “sigøjner” og chokoladeansigt”.
Men Liza tog sig ikke af blikkene eller de nedsættende ord.
”Hun skammer sig ikke over, hvem hun er. Da hun var lille, sagde jeg til hende: “Mennesker vil altid stirre på dig – vær forberedt på det!”, siger Inna.
Inna sagde altid til sin datter, at hun aldrig skulle lytte til andre, fordi de bare var misundelige.
Liza, som nu er teenager, har nu vundet talentkonkurrencer og priser ved skønhedskonkurrencer. Hun har også fået job som teenagemodel!
Sikke en fantastisk kontrast til den måde, som hendes liv begyndte på!
Eftersom hendes modelkarriere og utrolige rejse har gjort hende til noget af en kendis i Rusland, var der mange, som så hende i nyhederne på tv og aviser.
Lizas biologiske mor hørte tale om hende, og ville naturligvis kontakte sin datter. Men Liza ville virkelig ikke have kontakt med den mor, som opgav hende og efterlod hende til art dø.
Den biologiske mor insisterede dog og anså det som sin ret at se sit barn igen, men hun blev nægtet adgang til datteren.
Moderen kunne jo ikke begynde at forklare, hvorfor hun havde efterladt sin baby i et hus og aldrig var vendt tilbage. Hun havde mistet al sin ret til at kontakte hende, mente mange.
Kærlighed reddede virkelig dette barn.
Det er helt utroligt hvad kærlighed og omsorg kan gøre for at forvandle et liv, der begyndte så svært til en stor succes!
Jeg er glad for, at Lizas liv tog denne drejning, og at hun har fået sådan en kærlig familie.
Lad os dele denne fantastiske og inspirerende historie, for at sprede positivitet til alle andre derude.
Kan Liza overleve dette, kan vi alle prøve at gøre, hvad vi kan for en bedre hverdag.
