Julen står for døren, og vi ser alle frem til at fejre den sammen med vores familier. Som følge af at jeg nu er kommet i julehumør, kom jeg i tanke om denne gamle historie, som muligvis har et par år på bagen, men som stadig er lige så aktuel i dag, som da den blev skrevet.
Jeg har fundet frem til, at det er en vandrehistorie, men det gør den ikke mindre god. Historien har nemlig til formål at minde os alle om, hvad der virkelig betyder noget her i løbet af julen. Læs videre og du vil forstå, hvad jeg mener. Den er virkelig god.
I 1949 havde vi ikke et juletræ til jul. Min far var lige så stolt som enhver anden på denne tid, så han erkendte aldrig, at vi ikke havde råd til et juletræ.
Da jeg nævnte det, sagde min mor, at vi ikke skulle have et i år, nu hvor vi ikke havde råd, og selvom vi havde råd, ville det være spild af penge at bruge det på et dødt træ. Men jeg ville virkelig gerne have et juletræ, og tænkte på min egen naive måde, at hvis vi havde et juletræ, så ville vi alle blive lykkeligere.
Cirka tre dage før juleaften var jeg ude og indsamle penge på min avisrute. Det var meget sent, langt efter mørkets frembrud, og det sneede og var koldt. Jeg gik hen til til et lejlighedskompleks for at forsøge at finde en kunde, som ikke havde betalt mig i flere måneder, hun skyldte mig flere kroner. Til min store overraskelse var hun hjemme. Hun inviterede mig ind, og ikke nok med at hun betalte mig, hun gav mig også lidt drikkepenge! Det reddede virkelig min dag, og nu havde jeg hele 80 kroner.
Hvad der så skete var bestemt ikke planlagt. På vejen hjem gik jeg forbi en juletræsælger og fik en idé. Udvalget var ikke specielt imponerende i betragtning af, at det var så tæt på jul, men der var trods alt et par virkelig smukke træer tilbage. Der stod et meget dyrt juletræ, og ingen havde købt det endnu. Nu hvor juleaften var lige om hjørnet, var sælgeren bange for, at ingen ville købe det.
Han forlangte 100 kroner for træet, men da jeg med mit uskyldige blik sagde, at jeg kun havde 80 kroner, lod han mig købe det til den pris. Selvom jeg egentlig ikke ville bruge alle mine penge på juletræet, var det så smukt, at jeg var nødt til at købe det. Herefter slæbte jeg det hele vejen hjem, flere kilometer tror jeg, og jeg gjorde mit bedste for, at det ikke skulle blive ødelagt.
Sneen hjalp til med at beskytte træet, og det var stadig i ganske god stand, da jeg endelig kom hjem. Du kan aldrig forestille dig, hvor stolt og spændt jeg var. Jeg stillede det op mod rækværket på vores terasse, og gik ind i huset.
Mit hjerte bankede, da jeg fortalte, at jeg havde en overraskelse. Jeg bad både min mor og far om at komme hen til døren, hvorefter jeg tændte lyset ude på terassen.
“Hvor har du fået det træ fra?”, udbrød min mor.
Men der var ingen glæde at spore i hendes stemme.
“Jeg købte det oppe på gågaden. Er det ikke det smukkeste juletræ, du nogensinde har set?”, forsøgte jeg.
“Hvor har du fået pengene fra?”, fortsatte min mor med en anklagende stemme, og det begyndte at gå op for mig, at dette ikke ville få den lykkelige slutning, som jeg ellers havde forestillet mig.
“Fra min avisrute”, fortalte jeg.
“Og du har brugt alle pengene på at købe det der juletræ?!?”
Hun fortsatte med en lang tirade om, hvor dumt det var at bruge alle mine penge på et dumt træ, som blot skulle smides ud og bruges som brænde om et par dage.
Hun forklarede, hvor uansvarlig jeg var, og hvordan jeg var ligesom min far med alle de dumme, latterlige, romantiske handlinger, der syntes taget ud af et eventyr. Hun sagde, at det var på tide, at jeg blev voksen og lærte noget om, hvad der er vigtigt i livet og værne om penge og bruge dem på noget, man har brug for i stedet for latterlige ting som netop det juletræ.
Hun sagde, at jeg ville ende på fattiggården, hvis jeg blev ved med at bruge penge på idiotiske ting som juletræer, eftersom de ikke betød noget. Jeg stod bare og tog imod. Min mor havde aldrig talt til mig på denne måde, og jeg kunne næsten ikke tro, hvad jeg hørte.
Jeg følte mig ubrugelig og begyndte at græde. Endelig rakte hun sin hånd ud og slukkede lyset på terrassen. “Lad det stå derude, lad det der værdiløse træ stå der indtil det begynder at rådne, så hver gang vi ser det, kan vi blive mindet om, hvor dumme mændene i denne familie er”, sagde hun.
Derefter stormede hun op ad trappen til soveværelset, og vi så hende ikke indtil den næste dag. Far og jeg tog træet ind i huset. Han tog alt julepynten frem, og sammen begyndte vi at pynte træet, så godt vi nu kunne. Men det var ikke det samme uden mor. Der lå julegaver under træet juleaften – selvom jeg ikke kan huske nogen af dem – men mor ville ikke have noget med dem at gøre.
Det var den værste juleaften i mit liv.
Vi springer hurtigt frem til i dag. Min kone og jeg blev gift i august 1963, og min far døde i oktober samme år. I løbet af de kommende år boede vi mange forskellige steder. Mor delte året op ved at bo halvdelen af året hos mig og den anden halvdel af året hos min søster.
I 1971 var min ældste søn syv år, den mellemste tre år og den mindste nyfødt. Mor boede hos os i løbet af julen. Juleaften var jeg vågen til meget sent om natten. jeg var helt alene med mine tanker, og de pendlede mellem glæde og melankoli, og jeg begyndte at tænke tilbage til min avisrute, juletræet og hvad min mor havde sagt til mig, og hvordan min far ihærdigt forsøgte at gøre det hele meget bedre.
Pludselig hørte jeg lyde fra køkkenet og opdagede, at det var mor. Hun kunne heller ikke sove, og var stået op for at lave en kop varm te til sig selv, hvilket var hendes løsning på alle livets problemer. Mens hun ventede på at vandet skulle koge, gik hun ind i stuen og fik øje på mig. Hun så, at jeg sad med en bibel og spurgte, hvad jeg læste. Da jeg fortalte hende, hvad jeg læste, bad hun mig læse højt for hende, hvilket jeg gjorde.
Da hendes vand begyndte at koge, gik hun ud i køkkenet og lavede sin te. Herefter kom hun tilbage, og vi begyndte at snakke. Jeg fortalte hende, hvor glad jeg var over, at hun holdt jul hos os, og hvor meget jeg ønskede at far stadig var i live, så han kunne møde sine børnebørn og nyde julen, en højtid han virkelig elskede. Der blev stille et øjeblik, og så sagde hun: “Kan du huske den gang du købte et juletræ for alle dine penge, du havde tjent på din avisrute?”.
“Ja, jeg sad netop og tænkte på det”, svarede jeg.
Hun tøvede et langt øjeblik, som om hun ledte efter noget, som var så dybt begravet i hende, at kun en kirurg kunne få det ud. Endelig begyndte tårerne at strømme ned ad hendes kinder, og hun græd: “Åh min søn, tilgiv mig”.
“Den tid og den jul har været en byrde, jeg har båret i mit hjerte i 25 år. Jeg ville ønske, at din far stadig var her, så jeg kunne fortælle ham, hvor ked af det jeg er for det, jeg sagde den gang. Din far var en god mand, og det smerter mig så meget, at han forlod dette liv uden at høre mig sige, hvor ked af det jeg er over min opførsel den aften. Intet kan nogensinde tage det tilbage, jeg sagde den aften, men du skal vide, at din far aldrig brugte sine penge specielt fornuftigt (hvilket var sandt).”
“Vi skændtes hele tiden, selvom vi sjældent gjorde det foran dig. Vi var to måneder bagud med huslånet, vi havde ingen penge til mad, og din far talte om at flytte tilbage til sin hjemby. Juletræet var dråben, som fik bægeret til at flyde over. Jeg lod det hele gå ud over dig. Det gør ikke, at hvad jeg gjorde, var rigtigt, men jeg håber, at du en dag, når du bliver ældre, kan forstå, hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde. Jeg har villet sige noget i så mange år, og jeg er så glad for, at jeg endelig har samlet mod nok til at fortælle det til dig.”
Vi græd begge et øjeblik og holdt om hinanden, og jeg sagde, at jeg tilgav hende – hvilket ikke var særlig svært.
Herefter snakkede vi længe, og jeg forstod mange ting, jeg ikke havde forstået før, og bitterheden og sorgen, som havde bygget sig op inde i mig i så mange år, forsvandt helt.
Det var så simpelt.
De største gaver i løbet af julen – eller i løbet af hvilken som helst højtid – ligger ikke under et træ, du kan ikke bære dem, spise dem eller lege med dem. Vi bruger så meget tid på ligegylde gaver som legetøj, tøj, smykker, mad og andet, og så lidt tid på de gaver, som rent faktisk betyder noget: forståelse, glæde, fred og tilgivelse. Det er ikke mærkeligt, at højtiderne efterlader os med en følelse af tomhed, eftersom når julen er overstået, er der kun beskidte tallerkener og regninger, der skal betales i januar.
Det, som virkelig betyder noget, og der forbliver for evigt, er dette: elsk dem, du holder af, og brug julen til at vise, hvor meget de betyder for dig.
Hvis du er enig med historiens budskab, så er du velkommen til at dele den med dine venner på Facebook.
