Tweet about this on Twitter Pin on Pinterest Share on Facebook

Mor får et chok, da teenagedatteren erkender hun er gravid – men så sker dette

Lykken er, når man ser sine børn vokse op og blive gode mennesker. 

Men gud skal vide, at det ikke altid er en dans på roser – mine teenagepiger ved præcis, hvilke knapper de skal trykke på for at gøre mig arrig. 

Vi havde ikke altid den luksus at kunne tage på dyre ferier. Vi havde vores tilbageslag i familien, selvom jeg aldrig behøvede at have samme samtale som moderen i historien nedenunder. 

Det er ikke let som forældre at få at vide, at din unge datter er gravid, og derfor rørte denne historie fra nettet mig utrolig meget. 

Alt begynder med at moderen bliver kaldt til samtale med sin datter hos skolenrådgiveren, og så får hun sit livs chok. 

Men læs endelig til sidste linje – den efterlod mig i tårer. 

Sådan her skriver moderen:

“Jeg tog telefonen på mit kontor. Det var min ældste datter, Heidi, som ringede. “Hej mor, kan du mødes med mig og Barbara i eftermiddag?”, spurgte hun. 

Barbara arbejder som rådgiver på mine døtres skole og jeg har mødt hende mange gange gennem årene, ofte for at tale om familiens problemer. Der har været en stor konflik mellem pigernes far og jeg – vi blev skilt for mange år siden. Så da Heidi ville have, at vi skulle mødes hos Barbara, tænkte jeg ikke, at det var mærkeligt. 

Da jeg ankom, sad Heidi i sofaen. Barbara sad i sin stol, vendt imod Heidi, og jeg slog mig ned i en stol ved siden af sofaen. Barbara gik lige til sagen og spurgte Heidi, “Hvorfor er vi her i dag?”. 

© Shutterstock

Jeg kiggede på Heidi. Hendes ansigt rødmede, hun sukkede dybt og en tåre trillede ned ad hendes kind. “Jeg har noget at fortælle mor, men jeg er bange for at gøre det alene”. 

I det øjeblik vidste jeg det. Jeg var på vej til at høre det som mange forældre frygter, når de har en teenagedatter. Jeg gled frem på stolen til min datter og spurgte: “Er du gravid?”

Min lille Heidi blev født nytårsaften, hun var den eneste pige på afdelingen den aften. Hun var født til at optræde – hun elskede at synge, danse og spille teater – alt som indebar at hun kunne underholde mennesker. Hun var en meget speciel, sød pige som havde mange venner, da hun voksede op. Hun udmærkede sig altid i skolen og Heidi drømte om at blive skuespiller. 

Men da hun fyldte 17 år begyndte hun at pjække fra skolen, hun droppede sine venner og begyndte at hænge ud med en masse unge jeg ikke kunne lide. Min fine og charmerende pige blev tilbagetrukket, deprimeret og lukkede sig om sig selv. Jeg blev både vred og trist over denne pludselige forandring og fandt den svær at håndtere.  

Som enlig mor var det svært for mig at opfostre tre smukke piger, men den her fase i Heidis liv viste sig at være mere udmattende end noget andet jeg havde været med til. Når en ny teenagefyr kom ind i hendes liv, vidste jeg med det samme, at det ville betyde problemer. Og da jeg sad der hos rådgiveren om eftermiddagen vidste jeg, at jeg blot havde et par millisekunder til at sige og gøre det rigtige for at få min datter tilbage.  

Heidi brød i gråd i sofaen. Tårerne kom, da hun nikkede og erkendte, at hun var gravid. Jeg lagde armen rundt om hende, kiggede hende direkte i øjnene og sagde: “Jeg er her for dig og gør alt, hvad du beder mig om at gøre. Det er det, jeg er her for”. 

Eftersom at Heidi var så ung, blev vi enige om, at det var bedst at bortadoptere barnet, så barnet kunne vokse op med to kærlige forældre. Det var en hård beslutning, men det virkede som det rigtige at gøre. 

Hundredevis af kilometer fra os boede et vidunderligt par som ville adoptere Heidis ufødte søn. Da min datter var i syvende måned flyttede hun hen for at være i nærheden af adoptivfamilien. Mit hjerte var knust over ikke at kunne se mit første barnebarn vokse på, og over at min datter nu var så langt væk. 

Flere uger senere ringede Heidi til mig efter et lægebesøg. Hun forklarede, at hun kunne føde når som helst og at hun ville have mig med på sygehuset. Jeg hoppede på et fly den næste dag og mødte adoptivfamilien. 

De virkede meget behagelige og deres lille datter var en rigtig charmetrold. Men noget føltes stadig forkert. Jeg kunne ikke sætte fingeren på det, men jeg havde en mærkelig følelse i kroppen efter mødet. 

Næste morgen ringede telefonen igen. Heidi svarede og nogle sekunder efter havde hun mistet al farve i ansigtet. Hun lagde på og kastede sig på sengen, da hun begyndte at stortude. Hendes lange hår klistrede sig rundt om ansigtet, der var fuldstændigt dækket af tårer. 

I sidste time havde adoptivfamilien valgt at springe fra. Måske så de, hvordan mit hjerte blev knust dagen før, måske ville de ikke fratage mig muligheden for at blive mormor. Måske blev de overvældet ved tanken om at tage sig af endnu et barn. Vi kommer aldrig til at få den rigtige årsag.  

© Shutterstock

Jeg tog håret væk fra min datters ansigt, og spurgte Heidi, hvad hun ville gøre. Mellem gråden og tårerne sagde Heidi: 

“Mor, jeg vil ikke give mit barn bort. Jeg elsker ham. Men jeg har ikke råd til at opfostre ham”. 

En gang i mellem er livet så fantastisk, at man skulle tro, at der var en gudkommelig indgriben. Tiden, hvor jeg skulle kæmpe for at sørge for et tag over min families hoved, sørge for at regningerne blev betalt og forsøge at finde penge til spejder, danseundervisning og fødselsdag… Alt dette for at sikre mine piger et lykkeligt liv virkede næsten ubetydeligt, da det gik op for mig, hvad der virkelig betød noget: Kærlighed. Helt enkelt. Og jeg vidste da, at der fandtes en mening med alt som var sket.   

Jeg rejste mig op op: “Heidi! Jeg opfostrede dig og dine to søstre med praktisk taget ingenting. Jeg fandt ud af det, og det kommer du også til. Se rejs dig op fra den ækle seng, så går vi ud og køber børnetøj til dit barn!” 

Heidi har vist sig at være en vidunderlig mor… Hun er begyndt at studere igen og håber på at blive skuespiller. Tyler, mit livs solstråle og barnebarn, er elsket af sine mostre og vores venner. Han har givet os meget mere kærlighed end vi nogensinde havde forestillet os. Han er sød, rolig og en rigtig stjerne – født til at underholde, præcis som sin mor.  

Han er også vældig klog. En dag da han var fire år havde jeg en ekstra hård eftermiddag. Tyler kom ind på mit værelse, kiggede op på mig og sagde: “Hvad er der i vejen, mormor?”

Jeg svarede: “Mormor er lidt ked af det i dag, min skat. Jeg ville ønske, jeg kunne blive gladere”. 

Præcis som den dag for flere år siden, da jeg sad på rådgiverens kontor ved siden af Heidi, forsøgte jeg at finde de rigtige ord. 

Men så lagde Tyler armene rundt om mig, kiggede mig i øjnene og sagde: “Jeg skal nok gøre dig glad mormor, det er derfor jeg er her”. 

© Shutterstock

Kilde: Newslinq

Selvom historien er fortalt af en anonym kvinde, og det kan være svært at verificere den, er moralen så fin, at man slet ikke kan lade være med at blive rørt.  

Del gerne denne beretning på Facebook, hvis den også varmede dit hjerte og du vil give dine venner en chance for også at blive rørt over den!

 
 

Læs mere om...