For nogle af os kan det tage år med planlægning og forsøg at blive gravid. For andre kan det ske uventet på et øjeblik.
Et af livets undere er, at det er så uforudsigeligt: vi ved bare aldrig, hvornår nogen af vores familiemedlemmer eller venner bliver gravide.
Hollie Walls forventede ikke at få et barn. Da lægerne havde fortalt hende, at hun ville behøve fertilitetsbehandling for at blive gravid, blev hun chokeret over at få at vide, at hun var gravid.
Hollie havde gennemgået to operationer året før for at fjerne en stor masse fra hendes livmoder, hvilket gjorde hende skeptisk i forhold til hendes chancer for at blive gravid.
Hollie havde allerede to sønner fra et tidligere ægteskab, men hun og hendes nuværende mand ønskede en familieforøgelse.
”Jeg blev gravid næsten med det samme, og selvom jeg var meget bevidst om, at vi foretog handlinger, som kunne føre til et barn, var jeg stadig chokeret over at finde ud af, at jeg faktisk var gravid”, fortæller Hollie til Love What Matters.
“Jeg kan huske, at jeg så to streger på graviditetstesten og tænkte: “Der må være noget galt med testen, der er ingen chance for, at jeg kan blive gravid naturligt”. Jeg ville ikke engang fortælle det til min mand, fordi jeg var sikker på, at det ville blive endnu en skuffelse, og vi havde allerede været igennem for mange”, siger hun.
Hollies graviditet var helt som forventet frem til uge 39.
Hver ultralyd og hvert lægebesøg havde været perfekt indtil da, men nu ændrede alt sig.
Morens bekymring da hun nærmede sig uge 41
Hendes termin kom og gik, men hun var ikke bekymret, fordi begge hendes børn var blevet født sent.
“Da jeg var i uge 41, tog jeg til mit sidste lægebesøg for at beslutte, hvornår jeg skulle sættes i gang, fordi det virkede som om, at mit barn ikke ville komme på egen hånd,” forklarede Hollie ifølge Love What Matters.
“Lægerne tog mit blodtryk, tjekkede min urin og gav mig en hurtig ultralyd på klinikken for at tjekke, at alt stadig så godt ud. ”Da det var tid til ultralyden kunne jeg se på hans ansigt, at det ikke var gode nyheder.
“Jeg kan ikke finde noget fostervand,” sagde lægen. Mit hjerte sank. Jeg havde ingen tegn på, at noget var galt, så jeg var helt chokeret”, siger hun.
Opdagelsen på ultralyden
Hollie fik snart at vide, at hendes baby havde fået diagnosen Oligohydramnios, en tilstand, som hun aldrig havde hørt om før.
Hun sagde: ”Jeg forlod lægens kontor og tog straks på sygehuset (det var en fredag), og de gennemførte en masse prøver, og jeg fik endnu en ultralyd. Den anden ultralyd viste, at jeg havde meget lidt fostervand, men de kunne finde nogle væskelommer, hvilket var sådan en lettelse”, fortæller Hollie.
“Barnet var rigtig friskt på skærmen og havde et stærkt hjerteslag, og jeg oplevede en masse bevægelse, så jeg blev booket til at blive sat i gang næste mandag.
”Jeg vågnede søndag morgen og noget føltes ikke godt. Barnet bevægede sig, men bevægelserne føltes anderledes, som om de var langsommere. Selv i dag kan jeg ikke forklare det. Jeg vidste bare, at jeg var nødt til at tage på sygehuset hurtigt. Jeg ringede til min doula (person, som giver emotionel støtte under fødslen), og hun sagde, at hun ville møde mig der inden for en time. Jeg ville være glad for at møde min baby, men jeg var så bekymret”, fortæller Hollie.
Da Hollie ankom til sygehuset, blev hun straks ført til en stue.
Lægen slog alarm – måtte få akut kejsersnit
Hun lå på en seng, mens hun kunne høre en sygeplejerske forsøge at småsnakke, men hun kunne mærke bekymringen i lokalet.
”Mennesker kom ind og ud af lokalet og spurgte ind til graviditeten, bevægelserne jeg mærkede og så videre. I næste øjeblik kunne jeg se en sygeplejerske, som trykkede på nødknappen, og en alarm begyndte, og inden jeg kunne fatte hvad der skete, var omkring ti personer i lokalet hos mig”.
“Barnets hjertefrekvens faldt og accelererede så, og det blev besluttet, at et kejsersnit var den eneste sikre måde at få hende ud, og det skulle ske NU. Nu begyndte flere personer at forsøge at få mig i en position for at få hendes hjertefrekvens til at stabiliseres”.
“Til sidst kom en jordemoder ind for at tale med mig om risikoen for, at mit barn kunne være hjernedødt på grund af hendes hjernefrekvens, og hvad jeg kunne forvente mig af et kejsersnit. De fik barnets hjertefrekvens tilbage til det normale. Jeg havde ikke tid til at tale med min mand – jeg var så bange. “
Morens første glimt af sin datter
Da Hollies barn blev bragt til verden via kejsersnit, kunne hun høre sin datters gråd.
“Alt jeg kunne tænke var,” Hun er så lille. “Jeg husker, at jeg kiggede på hende og tænkte, at jeg aldrig havde set et barn så lille, men gudskelov var hun frisk!” .
”Da vi var kommet tilbage og vente tilbage til vores hospitalsstue holdt jeg bare Winter foran mig og stirrede på hende. Selvom hun var perfekt, kunne jeg ikke lade være med at grine, fordi hun så så vred ud.
”Hvis jeg skulle gætte, hvad hun tænkte på netop det tidspunkt, ville det have været,” Jeg var tilpas der. Sæt mig tilbage! ”Alle, som så hende, sagde præcis det samme. “Hun ser så vred ud!” Da min mand og mine sønner kom ind for at møde hende, stirrede hun bare på dem med hævede øjenbryn, som viste, at hun var utroligt generet af os. ”
To uger efter fødslen – morens frygtelige opdagelse
Det var først to uger efter, at Winter blev født, at Hollie indså, hvor farlig hendes diagnose Oligohydramnios kan være.
Da hun ledte efter en fotograf, som tager billeder af nyfødte babyer, talte hun med en frivillig, som også tog på sygehuset for at tage billeder af børn, som desværre har mistet livet.
Hollie fortalte hende, at Winter blev født uden fostervand, og fotografen svarede, at mange af de børn, som hun mødte, var gået bort af samme årsag.
Winter kan se ud som om, hun altid er vred, men der er ingen tvivl om, at hun er en speciel baby.
Vi er glade for, at mor og baby har det godt og er glade efter det, som må have været en hård tid.
