Denne historie stammer oprindeligt fra en amerikansk bog og handler om noget, som desværre er alt for almindeligt i mange familier. Nemlig voldelige og alkohol-afhængige mænd. Mænd, der helt synes at mangle varme og følelser for deres elskede familier, men i stedet finder lykken i bunden af en flaske.
Moderen i denne historie kæmper en brav kamp for at beskytte sin datter fra hendes vrede far, men til sidst kan hun ikke holde det ud længere. Og så tager hun en beslutning, som datteren stadig taler om, 17 år senere.
Jeg ved ikke, om historien er sand eller ej, men emnet er så utroligt vigtigt, at jeg følte mig tvunget til at dele den med jer alligevel.
Mange kender nogen, som er eller har været udsat for noget lignende som denne mor, derfor må du hjertens gerne dele historien videre for at vise, at der er håb om en bedre fremtid.
Den dag hvor jeg blev mor var ikke dagen, min datter blev født – men syv år senere. Frem til den dag havde jeg haft travlt med at forsøge at overleve mit voldelige ægteskab. Jeg havde lagt al min energi i at forsøge at skabe et “perfekt” hjem, som skulle kunne klare en inspektion hver aften, og jeg ænsede slet ikke, at min baby var blevet en lille pige.
Jeg havde løbende forsøgt at tilfredsstille nogen, som aldrig ville blive tilfreds, og pludselig indså jeg, at årene var gået og de ville aldrig komme igen.
Selvfølgelig udførte jeg alle de sædvanlige moderlige pligter såsom at køre min datter til ballet, dans og gymnastik. Jeg så alle hendes teaterstykker og koncerter i skolen. Forældremøder og åbent hus – helt alene uden min alkoholiseret mand.
Jeg kastede mig imellem, når min mand fik sine vredesudbrud over noget så simpelt, som at min datter havde spildt på køkkenbordet, og jeg sagde til hende, at “det hele skal nok gå skat, far er ikke rigtig vred på dig.”
Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at hun ikke skulle høre hans frygtelige skrig og ondsindede beskyldninger, når han kom hjem efter sine aftener på baren.
En uge efter hans seneste vredesudbrud gjorde jeg til sidst det bedste jeg kunne for min datter og mig. Jeg sørgede for, at vi flyttede ud af et hjem, som egentlig ikke var så meget et hjem, når det kom til stykket.
Dagen hvor jeg blev mor var dagen, hvor min datter og jeg sad i vores nye hjem og havde en rolig, stille middag, ligesom jeg altid havde ønsket, hun skulle få mulighed for at opleve.
Vi talte om, hvad hun havde lavet i skolen, og pludselig strakte hun sin lille hånd ud og væltede glasset, så der var kakaomælk over hele bordet.
Mens jeg iagttog, hvordan den hvide dug og den lige så hvide væg blev mørkebrun af al chokoladen, kiggede jeg på min datters lille ansigt. Det var skrækslagent, eftersom hun vidste, hvad dette uheld ville have betydet for blot et par uger siden, da vi stadig boede med hendes vrede far.
Da jeg så hendes ansigtsudtryk og kiggede på chokolademælken, som løb ned af væggen, begyndte jeg at grine. Jeg er sikker på, at min datter troede, at jeg var blevet skør. Men senere indså hun nok, at jeg blot tænkte; “det er godt, at din far ikke er her!”.
Hun begyndte at grine sammen med mig, og vi grinte indtil vi græd. Det var tårer af glæde og lykke, og det var de første tårer af mange, vi græd sammen. Det var den dag vi indså, at vi nok skulle klare det.
Selv i dag, 17 år senere, siger min datter altid det samme, når nogen af os spilder noget: “Kan du huske den dag, hvor jeg spildte kakaomælk? Det var den dag, jeg indså, at du havde taget den rigtige beslutning for os, og jeg glemmer det aldrig.”
Det var den dag, jeg blev mor. Jeg indstå, at være mor ikke blot handler om at køre til ballet, dans og gymnastik eller at tage til forældermøde eller åbent hus. Det handler ikke om at sørge for, at hjemmet er pletfrit eller tilberede fantastiske middagsretter hver aften. Og det handler bestemt ikke om at foregive, at alt er normalt, selv når det ikke er tilfældet.
For mig, indså jeg, hvad det betyder at være mor den dag, hvor jeg kunne grine over et glas spildt mælk.
Mener du også, at moderen tog den rigtige beslutning ved at flytte fra sit voldelige hjem for at beskytte sig selv og datteren? Så må du hjertens gerne dele historien med dine venner.
