26-årige Holly Gerlach fra Edmonton i Canada kunne ikke have været lykkeligere, da hun blev gravid med sit første barn.
Hun havde drømt om at blive mor, siden hun var en lille pige. Fødslen forløb uden komplikationer, og Holly lyste af glæde, da hun blev udskrevet fra hospitalet med sin lille datter, Casey.
Men hun var ikke klar over, at hendes lykkelige liv blot få uger efter fødslen ville tage en dramatisk drejning.
Det hele begyndte med, at Holly en dag pludselig følte store smerter i nakken og svaghed i benene.
Chokbeskeden
Hendes tilstand forværredes hurtigt, og for at få afklaring på sine symptomer valgte hun at tage på skadestuen.
Men her gav lægerne hende chokbeskeden: Hun var ved at blive lam fra halsen og ned.
Lægerne sendte straks Holly til behandling på intensivafdelingen i håb om at redde hendes førlighed.
Efter utallige undersøgelser kunne lægerne endelig konstatere, at Holly havde den meget sjældne sygdom Guillain-Barré syndrom (GBS), som kommer til udtryk som lammelse i arme og ben, der tager til i styrke i løbet af nogle dage eller uger.
Lægerne forklarede Holly og familien, at det formentlig var fødslen, der havde sat sygdommen i gang hos Holly.
I Danmark bliver mellem 50 og 100 personer ramt af sygdommen i Danmark hvert år, skriver Sundhed.dk.
Sygdommen kan gå over af sig selv, men i de fleste tilfælde bliver der givet behandling, og i særlige situationer er der brug for intensiv pleje.
Holly kunne ikke bevæge sig, og hun behøvede en respirator for at få ilt. Sygeplejersker og familie kunne bare vente på, at hun skulle få det bedre – men Holly havde meget store smerter.
Hun prøvede på et tidspunt at kommunikere noget til en sygeplejerske, som bøjede sig ned og hørte, hvordan Holly hviskede i hendes øre: “Jeg har så ondt” – og det gjorde lægerne meget bekymrede.
Nægtede at give op
Lykkeligvis var der noget, som gav Holly styrke til at blive ved med at kæmpe – hendes nyfødte barn.
Hun gjorde sit bedste for at se sit barn hver dag, selvom det indebar store fysiske udfordringer.
Men selvom sygdommen havde lammet enhver muskel i hendes krop, nægtede Holly at give op. Med hjælp fra en lift kunne hun komme op fra sengen og sidde i en stol.
Hun kunne stort set ikke tale, men måtte til familien og hospitalspersonalet for at kommunikere.
Holly så sin datter hver dag, selvom hendes hjerte var knust ved tanken om, at hun ikke kunne være den mor, som hun vidste, at datteren fortjente.
Holly var heldigvis i bedring, og bedre tider ventede forude. Efter flere ugers intens træning i at trække vejret gennem en særlig vejrtrækningsventil skete noget ekstraordinært, som gav Holly det håb, hun desperat havde ledt efter. Hun lærte at trække vejret selv uden hjælp fra en respirator.
Få uger senere begyndte lammelsen også at aftage, og hun kunne så småt begynde sin genoptræning.
Vendepunktet
Efter 70 lange dage kunne Holly endelig forlade intensivafdelingen – nu kunne hun igen tale og bevæge sig rundt i en kørestol.
Holly blev stærkere for hver dag, og efter 78 dages indlæggelse begyndte hun sin genoptræning, hvor det vigtigste var at træne benene. Og på dag 87 kom et vigtigt vendepunkt i Hollys bedring, hun tog sine første skridt i tre måneder!
Herefter havde Holly fokus på at træne finmotorikken og musklerne i armene, indtil hun var stærk nok til at holde og made sin elskede datter, som nu var blevet fire måneder gammel.
Efter 94 dage på hospitalet kunne Holly endelig gå uden hjælpemidler, og efter 126 dage fik hun endelig lov til at komme hjem til sin familie.
Derhjemme var det dog ikke en dans på roser, da hun i forbindelse med sin genoptræning stadig skulle lære alt på ny, inklusiv at børste håret og tænderne, skrive, spise med bestik og gå ture.
Nu lever Holly sit liv til fulde, hvilket hun har lovet sig selv, efter at sygdommen lammede hendes krop.
Holly overvandt sygdommen, der næsten kostede hende livet, med viljestyrke og kampgejst samt et brændende ønske om at holde sin datter i sine arme.
Historien havde muligvis ikke fået en lykkelig slutning, his det ikke havde været for morens kærlighed til sin datter og støtten fra familie og venner.
Hospitalspersonalet fortjener også en stor ros. For uden dem havde det kke været muligt for Holly at være der, hvor hun er i dag.
Man kan ikke undgå at blive imponeret af denne mor, som kæmpede sig igennem en sjælden sygdom for at komme stærkere ud på den anden side.
Nu kan man håbe på, at Holly får mange sygdomsfrie år sammen med sin datter og familie. Tøv ikke med at trykke på del-knappen for at ønske familien alt det bedste fremover!
