Doug og Melanie Pritchard forventede sig en almindelig graviditet. Og det meste gik som planlagt i månederne, hvor Melanie bar på barnet, men da hun ankom til fødegangen blev alt forandret.
Melanie signalerede tidligt til jordemoderen, at noget var galt, da hun skulle føde sin lille pige. Hun følte sig svimmel og havde kvalme. Lægerne gjorde, hvad de kunne for at finde ud af, hvad der var galt, men de kunne ikke se, at noget var galt med de indre organer. Derefter gik alting meget hurtigt. Melanies helbred gik helt ned og alle monitorer og skærme i rummet begyndte at bippe. Melanie trak ikke længere vejret og hendes hjerte stoppede med at slå.
Moren var ramt af noget meget usædvanligt, som kaldes fostervandsemboli. Det sker cirka 1 gang ud af 80.000 fødsler. Man tror, at tilstanden skyldes, at fostervandet under fødslen kommer ind i morens blodkar og blodcirkulation. Fostervandet indeholder mange proteiner og partikler, som menes at forårsage den hurtige og pludselige reaktion, som det skete for Melanie.
Lægerne opererede Melanie akut og lykkedes at redde hendes lille baby ud ved kejsersnit. Men Melanie klarede den ikke, hun var klinisk død og familiemedlemmerne blev bedt om at tage afsked med deres elskede mor, hustru og datter. Men 24 timer senere skete noget, som chokerede alle.
Doug og Melanie Pritchard havde været lykkeligt gift i tre år, da de ventede en familieforøgelse. Det var ren lykke og alt gik godt under graviditeten.
Men under fødslen gik det galt. Melanie blev ramt af fostervandsemboli og stoppede med at trække vejret. Trods lægernes hurtige reaktion på operationsbordet, fik de ikke liv i Melanie.
Hendes hjerte gik i stå og hun blev erklæret klinisk død. Lægerne fortalte, at Melanie skulle have en akut hjerte- eller lungetransplantation, og selv hvis hun overlevede, ville hun formodentlig have neurologiske problemer resten af livet. De lykkedes til slut at genoplive Melanie og få gang i hjertet, men fremtiden så udelukkende dyster ud.
”Min hustru var klinisk død, da min datter blev født,” siger manden Doug og fortsætter: “Min første tanke var, at jeg ville blive enkemand.”
Lægerne bad Doug om at forberede sig på at tage afsked med sin hustru. Han lænede sig ind over sin kone og gav hende en sidste hilsen.
“Hvis du har noget kampgejst tilbage i kroppen, så kæmp videre!,” hviskede han til Melanie.
Og det virker som om, at de små ord på en måde gav Melanie styrken, som hun behøvede. Næsten 24 timer efter at Melanie var sovet ind, slog hun øjnene op igen. Doug viste hende et foto af deres datter, Gabriella, som mod alle odds havde overlevet det hurtige kejsersnit, mens Melanie kæmpede for livet. Og lykken, som parret må have følt, er umulig at beskrive.
Nogle timer efter opvågningen kunne Melanie trække vejret på egen hånd igen. Stik mod lægernes forudsigelse, behøvede hun ingen transplantation af nogen art. Hun klarede sig til og med helt uden medicinering. Efter blot en uge kunne hun mirakuløst vende hjem til sin familie og nyfødte datter.
”Hendes tilbagevenden er et mirakel. At hun lever er et mirakel,” siger Doug.
Det er helt utroligt, at Melanie overlevede dette. Og vi må huske at hylde lægepersonalet, som gjorde deres yderste for denne dejlige mor. De var med til at sørge for, at hun ikke skulle tage afsked med sin familie og livet i en alt for tidlig alder.
Del gerne, hvis du tror, at mirakler sker for dem, som tror på dem! Al held og lykke i livet til denne dejlige familie!
