Denne dreng hedder Dima Kalekin og kommer fra Ukraine.
Han husker ikke sine biologiske forældre.
Ved fødslen fik Dima konstateret vand i hovedet – og da hans forældre så ham første gang, tog de et hjerteløst valg.
De forlod sygehuset uden Dima – og kom aldrig tilbage. Dima måtte begynde sit liv på et børnehjem for handicappede børn i Krematorsk i det østlige Ukraine, skriver den ukrainske avis Fakty i Kommentarii.
Fire år senere kan Dima ikke spise med bestik eller gå. På børnehjemmet begyndte personalet at miste håbet om, at den lille dreng ville udvikle sig normalt fremover. De var overraskede over, at han kunne tale – og at han havde overlevet så længe.
Og til trods for, at Dima havde oddsene imod sig, kom han til at overraske verden yderligere.
Da konflikten og krigen i det østlige Ukraine brød ud i begyndelsen af 2014, var Dima pludselig i en helt anden knibe. Sammen med tusindvis af civile og andre forældreløse børn måtte de finde sikre steder i Krematorsk.
Børnehjemmet lå midt i det område, parterne kæmpede om – og ingen af siderne ville tage ansvar og evakuere det.
I løbet af en hel uge måtte børnene og personalet flygte fra sted til sted – uden vand, mad eller medicin. Til sidst bemærkede en gruppe separatister, hvor tæt på døden nogle af børnene var kommet. Så begyndte de ukrainske myndigheder at tage hånd om dem.
Børnene kom på et sygehus i Kharkiv, landets næststørste by. Da en læge første gang så Dima, løb tårerne. Flugten fra krigsscenerne i landet havde taget meget hårdt på ham.
Lægerne troede ikke, at Dima ville overleve i det krigsramte land. Personalet på sygehuset var så desperate, at de kontaktede en præst, som kunne bede for Dima, skriver Hefty.
Og lykken skulle vende for Dima. Til sidst kom han og hans venner på et nyt børnehjem – og få uger senere fik de besøg af et par. Ernest og Ruth Chaves kom fra Vermont i USA og var interesserede i adoption. Fordi de havde hørt om krigen og hvordan den påvirkede landet, ville de adoptere et barn fra netop denne region.
Da de så Dima, vidste de straks, hvad de måtte gøre.
De ville adoptere ham. Da Dima hørte deres stemmer, blev hans liv igen forandret.
Denne gang til det bedre.
Nu skulle Dima endda få søskende.
Ernest og Ruth havde nemlig tidligere adopteret syv børn, så de var ganske vant til forældrerollen. Desuden havde de masser af erfaring med det nødvendige papirarbejde, og det gjorde, at Dima relativt hurtigt kunne flytte.
To måneder efter at de første gang mødtes, kunne Dima følge med sine nye forældre hjem til sit nye hjemland og en stor, ivrigt ventende familie.
Her fik han også sit nye navn, Zebadiah Chaves. Han gjorde straks fremskridt i sin udvikling. Bare nogle dage efter at være kommet til sit nye hjem opdagede forældrene, at han nu kunne spise med en ske!
Et år senere var drengen, som forlod Ukraine døende, som et helt nyt menneske.
Nu kunne Zebediah tale! Han forstod samtidig både sit modersmål og engelsk og havde lært at gå.
Fantastiske fremskridt!
Lægerne havde også undersøgt drengens hjerne og var overbeviste om, at den ikke havde taget stor skade efter sygdommen. De giver ham desuden gode chancer for at kunne udvikle sig på normal vis.
Sikke en inspirerende lille fighter! Zebediah har måske nok lang vej igen og kommer til at skulle gennem flere operationer. Men han har jo allerede vist hele verden sin styrke og at viljen til at leve er uovervindelig! Desuden har han sin elskede familie, der støtter ham.
Jeg tror, at han kommer til at få det godt fremover og ønsker familien held og lykke! Del gerne, hvis du også gør det!
