Andrea West mødte sin kommende mand det sidste år på universitet. De blev hurtigt forelskede og flyttede hjem til Andreas hjemby. Det varede ikke længe, før de var forlovede og ventede deres første barn. Andrea var lykkelig.
Men bare elleve uger senere blev lykken byttet ud med sorg.
Andrea havde fået en spontan abort.
Sådan her skrev Andrea på Facebook-siden Love What Matters:
“Jeg var et vrag.Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, hvem jeg kunne tale med, hvad der var okay at tale om eller hvem som kunne hjælpe mig. Dengang vidste jeg ikke, at en ud af fire kvinder får en spontan abort, da ingen taler om det. Jeg vidste ikke, om jeg nogensinde skulle klare at være gravid igen“.
Efter et stykke tid lagde Andreas frygt sig, især takket været hendes støttende mand, og de blev gravide igen.
Den her gang lovede hun sig selv at gøre alting rigtigt. Hun opgav sine elskede light sodavand, stoppede med at spise råt kød, upasteuriserede oste og sushi.
Hun læste alt om graviditeter, den her gang skulle det gå godt.
Og tiden gik helt uden komplikationer. Og som på klokkeslættet kom veerne. De kommende forældre kørte ind til sygehuset, hvor en venlig jordemoder tog imod dem.
Andrea som kun havde plukveer skulle lige til at sendes hjem igen, da jordemoderen tænkte, at det måske var godt at tage en ultralydsscanning.
Var nødt til at sætte veerne i gang
Testen viste, at der næsten ikke fandtes noget fostervand tilbage i fosterhinden. De var nødt til at sætte fødslen i gang med det samme.
Fødslen gik godt og inden aftenen var ovre, havde Andrea født en lille søn, Adam.
Men Andreas mand fik ikke lov til at klippe navlestrengen som det egentligt var meningen.
Adam blev straks revet fra de nybagte forældre og de forstod ikke, hvad der skete. Til sidst gik Andreas mand frem til lægerne som samlede sig rundt om Adam for at få et glemt af sin søn. Så snart han havde set Adam vendte han sig mod Andrea og sagde de hjerteskærende ord: “Jeg tror der er noget galt med Adams ben”.
20 personer samlede sig omkring Adam og jo længere tid der gik, desto mere steg frygten hos de nybagte forældre.
Andreas mor gik ud for at lede efter flere familiemedlemmer og hendes mand gik ud for at finde sine forældre. Pludseligt lå Andreas alene tilbage på fødestuen og vidste ikke, hvad hun skulle tage sig til. Ingen havde fortalt hende, hvad der var galt med hendes søn.
Den højre side af maven og hele det højre ben var dækket af en lilla-blå marmorering.
Cutis marmorata telangiectatica congenita
Til sidst blev Adam diagnostiseret med Cutis marmorata telangiectatica congenita, CMTC, en sjælden misdannelse.
Andrea og hendes mand vidste ikke, hvordan de skulle reagere på den information. Da deres søn blev født, fandtes der kun 500 rapporterede tilfælde i hele verden.
Adam gennemgik mange forskellige tests, hvilket han heldigvis klarede godt. Andrea brugte så meget tid sammen som hun kunne sammen med sin søn, inden han kunne udskrives. Han kom hjem, men med en del restriktioner.
Men jo længere tid der gik, jo tydeligere blev det, at Adam var klar til at kæmpe.
I dag er han en glad dreng som elsker mad og at spille skak. Han har sågar afprøvet et par sportsgrene, selvom hans misdannelse gør ham svag i det ramte ben.
Men selvom han er en speciel dreng, ser han ikke sit handicap som en forhindring.
Trods en hård start på livet er familien West en lykkelig lille familie. Hvilket held at Adam kæmper så hårdt.
Del artiklen med dine venner på Facebook, så flere kan lære af familien Wests historie!
