Cindy og Derek farer ned ad korridoren på UC Davis Medical Center. De venter på, at Derek skal have taget en benmarvsprøve for at se, om han kan få en transplantation.
Med al den tid de bruger på sygehuset, kan de virkelig godt bruge lidt distraktion.
Cindy forsøger desperat at trøste sin søn efter indgrebet, som har gjort ekstremt ond. Han skriger og slår ud, da han vågner op efter indgrebet.
Dereks mor massere ømt sin søn under en rolig stund. Kræften har angrebet både organ og ben i Dereks følsomme krop.
Cindy kan ikke længere arbejde, men tager sig fuldtids af sin søn.
“Jeg gør hvad jeg kan, for at gøre ham glad og få ham til at smile.”
Cindy krammer Derek efter de har fået besked om, at han behøver en operation, han har en tumor i hjernen som skal fjernes.
Derek sover på et hotel for første gang i sit liv, han har to venner med sig. Hans mor har ordnet, at de er blevet inviteret af en kendt basketballspiller.
Derek elsker at skræmme sin mor og balancere på høje ting. Han hader sygehuset. Det er ikke let for Cindy at få ham til at følge med frivilligt.
Cindy og Dereks bror, Micah, er med, da Derek skal sove inden operationen. Men siden forlader de salen.
Cindy forsøger at trøste Derek. Lægerne forsøger at overtale ham til at fortsætte sin behandling, ellers kan han ikke overleve.
Han vil ikke.
Han er ligeglad.
Til sidst lykkedes det Cindy at overtale ham mod at han får lov til at køre hendes bil. Han griner for første gang længe, men glæden er kortvarig.
Bare timer efter at billedet er taget, får de besked om, at Derek ikke har lang tid tilbage at leve i.
Kræften har spredt sig, og han har fået en tumor i hjernen, som har forårsaget et blåt øje.
Cindy søger trøst hos sin bedste veninde. Hun må være stærk for Dereks skyld. Hun skrev et brev og forklarede, hvor stolt hun var over hans mod.
Hun læste brevet for ham gang på gang og håbede, at han stadig forstod hende.
Den 28. april 2006 vælger Cindy tøj til sin søns begravelse.
Derek er nu helt afmagret, men på grund af tumoren er hans mave så udspillet, at han næsten ikke kan få sine bukser på.
En anden tumor gør, at han har svært ved at se og balancere.
Derek kysser sin mor til et velgørenhedsarrangement. Han er nu så svag, at han ikke længere kan gå selv.
Cindy er ved sin søns side døgnet rundt. Hun er helt udmattet, men hun vil ikke efterlade ham et sekund.
Den 8. maj 2006 får Derek så stærk medicin for at lindre smerten, at han kanp kan tale. Hans liv er ved at være slut.
To dage senere er det dagen. Cindy rengør for sidste gang sin søns kateter, så han kan få et sovemiddel, der lader ham dø uden smerter.
Familien og venner samles rundt om Derek en sidste gang. Cindy krammede sin søn og hviskede hans favoritsang ømt ind i øret.
Cindy ved, at hun har gjort alt hun kan. Men det rakte ikke. Kræften vandt.
Den 19. maj bar Cindy og Dereks venner kisten.
“Jeg kommer altid til at bære dig i mit hjerte”, sagde hans mor til begravelsen.
Det er umuligt at kigge oå disse billeder uden at blive berørt. Så mange mennesker ødelægges af den grumme sygdom og mange dør unødigt.
Det her er et bevis på, hvor frygtelig sygdommen er, men også et bevis på at der midt i al elendigheden findes glimt af håb og glæde.
Del gerne denne stærke billedserie med venner og familie, hvis du også blev berørt og håber, at der snart findes en kur mod al kræft.