Kære Christine:
Jeg er skuffet over dig som min datter. Du har ret i, at der er “en skamplet i familien”, men du tager fejl om, hvem det er.
At smide Chad ud fra dit hus, bare fordi at han har fortalt dig, at han er homoseksuel, er den sande vederstyggelighed her. En forælder, der forkaster sit barn, er, hvad der virkelig er “unaturligt”.
Det eneste intelligente, jeg hørte dig sige i alt dette var, at “du ikke opdragede din søn til at blive homoseksuel”. Det er klart, at du ikke gjorde det.
Han er født sådan her, og han valgte det ikke mere, end han valgte at være venstrehåndet. Du har derimod taget et valg om at såre ham, at være snæversynet og at være reaktionær.
Så, da vi stadig bliver ved med at fornægte vores børn, tror jeg, at jeg griber muligheden og siger farvel til dig.
Jeg har nu et fantastisk barnebarn at opfostre, og jeg har ikke tid til en hjerteløs datter som dig.
Hvis du finder dit hjerte et sted, kan du sige til.
– Far
Siden brevet begyndte at sprede sig, har mange tusinder hyldet denne morfar, som trækker en streg i sandet overfor sin homofobiske datter.
Jeg ved som sagt ikke, om hele historien er sand – men brevet har en så vigtig pointe, at alle burde får chancen for at læse det og reflektere.
Tøv ikke med at dele videre!