Bryon Widner var bare 14 år, da han blev skinhead, hvorefter han tilbragte 16 år i den racistiske og vold-intensive verden.
Hvid magt og højreekstremisme stryede Bryons liv, og han var blandt andet medstifter af organisationen Vinlanders Social Club i amerikanske Indiana, der aktivt kæmpede for et hvidt overherredømme
Gruppen blev hurtigt kendt for deres voldelige opførsel, og var også en af de hurtigst voksende nynazistiske organisationer i USA.
Hele Bryons liv har været præget af narko, vold og fængselsophold. Det var et familiemedlem, der selv var en del af den nynazistiske bevægelse, der fik Bryon til at blive nazist. Han blev tatoveret, og snart havde han tatoveringer med højreekstreme motiver i hele ansigtet.
Bryon fortæller selv, at han ikke hadede nogen, han hadede sig selv, og at han var en kæmpe fiasko. Han vendte sit selvhad til at begynde at hade andre.
Han har ofte mareridt om de personer, han har påført skade. Han er ikke klar over, om han har skadet nogen for livet. Om nogen er blevet blinde eller lammet på grund af hans vold er spørgsmål, han ofte tænker over.
Men Bryons voldelige liv skulle blive vendt op og ned, da han i 2005 mødte sin nuværende kone Julie til en koncert. Julie var selv en del af den nynazistiske bevægelse, og de blev håbløst forelsket. De blev gift allerede samme år, og snart fik de, foruden Julies fire børn fra et tidligere forhold, selv en søn.
Bryon var berygtet i det nazistiske miljø, og havde fået øgenavnet “Pitbull”. Men han følte, at det var på tide at omlægge sin deskruktive livsstil.
Han ville også gerne have fjernet sine tatoveringer, da han gerne ville være en mand, som hans søn kunne være stolt af, og ikke behøvede at skamme sig over.
Denne livsstilsændring var ikke let, når man så ud som Bryon. Det var ikke let at løsrive sig fra det nynazistiske miljø, og han blev konstant truet af den gruppe mennesker, han netop havde været en del af.
Bryon blev besat af tanken om at få fjernet sine tatoveringer og søgte efter alternativer.
Men der var få, der kunne hjælpe ham, og frem for alt havde han ikke råd til at få fjernet sine tatoveringer. I stedet begyndte han at finde alternative løsninger, og en af disse var at hælde ætsende syre i ansigtet.
Hans kone så, hvor dårligt han havde det, og ønskede at gøre noget for at hjælpe. Derfor gjorde hun noget, der tidlige ville have været utænkeligt.
Hun tog kontakt til en sort mand ved navn Daryle Lamont Jenkins, der er grundlægger af anti-had organisationen ‘One People’s Project’ i Philadelphia.
Daryle har længe været en torn i siden på de nynazistiske grupperinger, eftersom han har offentliggjort deres navne og addresser, samt advaret offentligheden om deres møder og demonstrationer.
Trods deres tidligere anspændte fortid hørte Daryle, at Julie virkelig havde brug for hjælp.
Han formåede at hjælpe hende, og til sidst blev hun rådet til at tage kontakt til SPLC, Southern Poverty Law Center.
Her kom hun i kontakt med Joseph Roy, forsøgsansvarlig for had og ekstremisme ved SPLC. Dette var manden, der tidligere havde givet Bryon øgenavnet “Pitbull”.
Joseph fortæller, at det var ligesom at “bevægelsens Osama Bin Laden” ringede til ham.
SPLC er en velgørende organisation, som med succes har formået at lokalisere og lukke højreekstreme grupper og ruineret dem med dyre retssager, hvor uskyldige personer er blevet ofre for højreekstremisternes hærgen.
Det er ikke udsædvanligt, at afhoppere vælger at tage kontakt til organisationen for at bede om hjælp. Men det er meget sjældent, at de rent faktisk ændrer opførsel og livsstil.
Men efter flere samtaler med Widner parret følte Joseph alligevel, at der var noget, der var anderledes. Efter at par uger besluttede han sig for at tage til Michigan for at mødes med dem. Det var ved dette tilfælde han så, hvor plaget Bryon var, og derfor besluttede han at gøre noget usædvanligt.
Han ville gennem SPLC søge efter donationer, som skulle kunne finansiere de operationer, Bryon havde brug for at kunne få fjernet de tatoveringer, som dækkede hele hans ansigt.
Han havde ikke alt for store forhåbninger om, at det ville lykkedes, men som tak ville Bryon holde tale ved SPLCs årlige koncerence, Skinhead Intelligence Network, hvor politifolk fra hele landet deltager.
I mellemtiden blev det hårdere for familien, som havde det hårdt rent økonomisk, eftersom Bryon havde svært ved at få job, men også fordi de blev truet af nynazistiske grupperinger, hvilket til sidst resulterede i, at de var nødt til at flytte fra deres hjem.
Et par måneder senere ringede Joseph til familien, eftersom en kvinde ville betale for Bryons operation, men hun havde dog et par betingelser.
Hun ønskede at forblive anonym, og hun forlangte at Bryon skulle begynde at studere og gå i terapi. Dette var noget, Bryon havde drømt om, så han blev naturligvis overlykkelig.
Dr. Bruce Shack indvilligede i at udføre operationerne, og selvom han udemærket var klar over, at Bryon havde mange tatoveringer, blev han stadig chokeret, da han så sin nye patient for første gang.
De 25 operationer tog næsten 16 måneder at gennemføre, og var samtidig meget smertefulde, men Bryon gav ikke op. Dr. Shack og sygeplejerskene var forbløffede over Bryons målrettethed, og den 10. oktober 2010 udførte Dr. Shack den sidste operation.
At fjerne tatoveringerne var en de største udfordringer i Dr. Shacks liv, fortæller han, men det var en fornøjelse at lære Bryon og Julie at kende.
Bryon har stadig hele kroppen dækket med tatoveringer, men vælger at tatovere over dem, som har hadefulde budskaber.
Nu har familien lagt deres gamle liv bag sig, og de har også valgt at smide de billeder ud, der kan minde dem om deres hadefulde fortid. Men der er dog stadig meget, der minder dem om deres gamle liv. Bryons tatoveringer, men også deres søn Tyrson, hvis navn er inspireret af deres tidligere tro. Men hvordan kan man forlange en 4-årig at skifte navn?
Her nedenfor kan du set et klip om Bryon:
Jeg bliver så utroligt berørt af at læse om Bryon og den utroligt svære rejse, han har gennemgået.
Fra en hadefuld nynazist til at blive en kærlig far.
Du må hjertens gerne dele denne inspirerende historie for at vise, at alle kan ændre sig, det er aldrig for sent.
