Når du hører ordene “Jeg er ked af det, men…”, kommer det sædvanligvis som et udtryk for empati fra personen, der siger det.
Selv bliver du på vagt, for du ved, at de efterfølgende ord kan forandre dit liv for altid.
Da Matt og Jodi Parry hørte disse ord på et sygehus for seks år siden, begyndte hjertet at banke hurtigt.
Det var anden gang, parret skulle have barn, men de var ikke lige så nervøse denne gang. De havde allerede en søn og planlagde alting meget nøje, så de kunne velkomme to nye små engle i deres familie. De skulle nemlig have tvillinger denne gang!
Derfor glædede de sig naturligvis ekstra meget. Men deres glæde skulle hurtigt blive vendt til bekymring på fødestuen.
En læge kaldte parret ind i et lille koldt rum og sagde fem ord, som fik deres verden til at ramle sammen – “Jeg er ked af det…”
Forældrene Matt og Jodi Parry stivnede, da lægerne forklarede, at deres for tidligt fødte tvillinger Abigail og Isobel, begge havde diagnosen Downs syndrom.
Matt og Jodi havde allerede en lille dreng, som hedder Finlay, men de havde længe forsøgt at få en baby mere. Mor Jodi havde fået en ufrivillig abort ganske kort tid efter, at Finlay kom til verden, så hun troede, at hun nu var forberedt på alt.
Men ordene fra lægen knuste hende.
Måden doktoren meddelte nyheden på, var ikke så professionel. Jodi siger, at han fik diagnosen til at lyde som “en livstidsstraf”.
Tvillingepigerne blev født seks uger for tidligt og måtte blive på neonatalafdelingen, og alt så mørkt ud for familien. Lægen kom ind til familien og sagde, at det i princippet var “slut”.
“Den dag følte jeg mig ikke som en mor. Jeg følte mig bare forvirret og væk,” siger Jodi til Barcroft TV.
Matt og Jodi fik at vide, at oddsene for at føde enæggede tvillinger, som begge har Downs syndrom, er én ud af en million.
Deres små piger var født med nogle alvorlige handicap. Den ene pige var døv på det ene øre, mens den anden havde et hul i hjertet.
Det her er ikke noget, du forventer at høre om dine elskede små børn, og Matt og Jodis fremtid blev med ét forandret.
Desværre var der ingen, som hjalp forældrene. De fik ikke vejledning eller information om Downs syndrom.
Ingen forklarede forældrene, at deres familie på fem kunne blive lige så lykkelig som andre familier.
Derfor var både mor Jodi og far Matt meget bange det første stykke tid.
De vidste ikke, om deres piger nogensinde skulle kunne gå, tale eller gennemføre skolen.
Familien måtte gå sin egen vej og finde ud af det meste selv.
Selvfølgelig var der folk udefra, som syntes, det var synd for børnene – men Abigail og Isobel fik al kærlighed i verden, af dem som kendte dem bedst.
– Stadig den dag i dag forstår jeg ikke, hvad lægen var ked af det for, jeg ville gerne møde ham i dag og spørge hvorfor, siger Jodi.
Hun elsker nemlig sine børn, og synes ikke det var nogen straf, eller noget at være ked af, at de har Downs syndrom.
– Vi ville ikke bytte Abigail og Isobel ud med noget som helst i verden. De får alle til at grine og smile.
I dag, seks år senere, har pigerne vist, hvor meget lægen og alle fordomsfulde personer i familiens nærhed tog fejl.
En person, uanset syndrom eller ej, fortjener en chance i livet – noget som Abigail og Isobel er et ypperligt bevis på.
Se bare denne familie, hvem kan sige, at de ikke er lykkelige?
I mange år og flere steder i verden, har man forsøgt at usynliggøre visse personer i samfundet. De er blevet gemt væk, udelukkende fordi de har en diagnose.
Vi kan lære noget vigtigt at Matt og Jodi; Du kan blive mere lykkelig, end du måske tror, selvom andre synes, at din situation er uperfekt.
Mennesker med Downs syndrom skal have samme mulighed for at deltage som andre – del og synes godt om, hvis du er enig!
