Rehtaeh blev i løbet af aftenen voldtaget af fire klassekammerater, desuden fotograferede en af dem overgrebet og syntes siden, at det var en god ide at sprede billedet på skolen.
Rehtaeh turde først ikke fortælle det til sin mor, Leah, men efter få dage brød hun sammen derhjemme i køkkenet.
Leah kørte straks sin datter til sygehuset, men det skulle vise sig, at ingen var specielt interesseret i at hjælpe Rehtaeh.
Politiet tog ikke engang drengene ind til forhør, og ingen kiggede på telefonen, hvor fotografiet fandtes.
Efter et år blev sagen lukket på grund af bevismangel.
I løbet af den tid blev Rehtaehs hverdag til et helvede. Hun blev mobbet både i skolen og på nettet, og alle, selv hendes venner, havde vendt sig mod hende. Udover at skulle leve med arrene, hun havde fået, blev hun også konstant mindet om dem.
Hun kunne eksempelvis få meddelelser, hvor elever spurgte, om hun ville have sex med dem. Hun var jo en luder.
“Hun fik aldrig fred. Hun var tvunget til at forlade samfundet. Hendes venner vendte sig mod hende. Mennesker forulempede hende… Det ville aldrig stoppe, fortæller Rehtaehs mor til CBS.
Fra at have været en mønsterelev blev hun indadvendt og trak sig væk. Til sidst blev det så slemt, at hun ikke ville leve længere.
Sådan skrev hun på sin Facebook-side den 3. marts 2013:
”Til slut husker vi ikke ordene fra vores fjender, men stilheden fra vores venner.”
17 måneder efter angrebet hængte Rehtaeh sig selv på familiens badeværelse. Da hendes mor fik døren op, var det allerede for sent.
Rehtaeh havde fået alvorlige hjerneskader og måtte køres på sygehuset. Nogle dage senere besluttede forældrene sig for at slukke maskinen, som holdt deres datter i live. Chancen for at hun ville vågne igen var næsten ikke-eksisterende.
Politiet pågreb aldrig nogen. De hævdede, at der ikke var tilstrækkeligt med beviser.
Rehtaehs far, Glen Canning, sagde, at hans datter døde af skuffelse, snarere end at hun blev mobbet til døde, eftersom at hverken skolen eller politiet gjorde noget for at hjælpe hende.
Gang på gang hører man historier om, hvor børn mobbes og ikke får den hjælp og støtte, de har brug for.
Forældrene gør alt i sin magt, men ingen vil lytte. Og gerningsmændene får lov at blive på skolen, som om intet var hændt.
Vi må ændre dette. Jeg vil aldrig behøve at skulle få nyheden om, at et barn har taget sit eget liv, fordi han eller hun følte sig svigtet af samfundet.
Selvom du ikke er lærer, rektor eller politibetjent, så kan vi alle bidrage til, at verden bliver et bedre sted for vores børn at vokse op. Dine børn skal være gode mennesker, og derfor skal vi spørge, om de har det godt, og vi skal gå forrest som gode eksempler.
Det kommer man længere med, end du aner.
Del gerne denne artikel, hvis du også synes, at vi må gøre mere for at bekæmpe mobning og sørge for, at gerningsmændene straffes, ikke offeret!