Hvad er en “almindelig” familie? Svaret er vel lige så bredt som kompliceret, og sammensætningen med mor, far og to børn er ikke længere den eneste familieform, heller ikke i Danmark. Stedforældre, bonussøskende, enlige mødre eller hvorfor ikke fædre, er alle sammen nogle familiemedlemmer, vi kender til.
Der findes helt enkelt ikke noget rigtigt facit på, hvordan en familie bør være eller se ud. Det vigtigste er trods alt, at vi er lykkelige og ikke mindst, at børnene er det.
Så da parret Joseph Hawkey og Tiffany Bankert i 2009 blev separerede og mødte nye partnere, besluttede de sig tidligt for at begrave stridsøksen, for de ville give datteren Maddie den opvækst, hun fortjente.
Skilsmisser kan ofte være en kompliceret sag, og det samme gælder for fordelingen af forældremyndigheden over barnet. Men efter separationen lærte Joseph og hans ekspartner Tiffany at håndtere situationen bedre, end de måske selv havde troet, de ville håndtere den.
Det tog lidt tid at nå dertil, hvor de er i dag, men de beskriver relationen som et gensidigt venskab.
Og selvom det lyder som en umulighed for mange andre forældre og stedforældre, så er Joseph og Tiffanys venskab faktisk så stærkt, at de sammen omgås deres fælles datter og hinandens nye partnere på samme tid.
For nyligt besluttede Joseph, Tiffany og deres respektive partnere sig for at give datteren Maddie en stor overraskelse – og uden at hun vidste det, begyndte de at planlægge noget helt specielt.
Hemmeligheden gik ud på, at Joseph og pigens stedmor skulle tage Maddie med til Disney World. Her skulle de mødes med Tiffany og pigens stedfar for at være sammen med dem alle som hvilken som helst anden familie. Og overraskelsen med alle Maddies favoritpersoner samlet på hendes absolutte favoritsted i verden, gik mildt sagt rent hjem.
“Hun tabte underkæben (da hun så os) og blev helt målløs. Hun plejer ellers altid at have meget at sige, så det var både sejt og rørende at se hende så overrasket,” siger mor Tiffany til redbookmag.com.
For de fire voksne var det en selvfølgelighed. De har alle en ting til fælles; kærligheden til Maddie, så hvorfor skulle de ikke kunne klare at omgås hinanden?
For at dele den vigtige pointe, fik selskabet også trykt trøjer, som de stolt kunne bære. På dem stod hvert familiemedlems “rolle” i familien og teksten “Delt forældreskab”.
“Vi håbede på at kunne vise andre, at det er muligt at komme overens og tage på udflugt alle sammen,” siger Joseph til redbookmag.com.
Denne familie viser ikke bare, at sådan en relation virkelig er mulig, de viser også, at børnene altid bør komme i første række.
Del gerne den fine historie videre som stof til eftertanke til alle derude!