Man ved ikke, hvad man har, før det er borte, lyder det som bekendt.
Og togkonduktørerne i Tulsa, Oklahama, som blev venner med pigen Rio, der vinkede til dem hver dag, kan skrive under på dette.
For tre år siden, efter de begyndte at vinke til pigen, opdagede togkonduktørerne en dag, at Rio ikke længere stod ved sit vindue. Men de så et skilt, som knuste deres hjerter.
Briana Hefley Shepard skrev et hjertevarmende indlæg på Facebookgruppen Love What Matters, og du kan læse det herunder:
Facebook / Briana Hefley Shepard ”Min familievirksomhed flyttede ind i vores nye lokaler for omkring tre år siden, det er lige ved jernbanesporet, hvilket indebærer, at du har første parket til at se togene i aktion. Rio lever for det.
Der gik ikke længe, inden konduktørerne opdagede, at Rio vinkede til dem, og de begyndte at vinke tilbage. Med tiden blev det til et ritual. De fløjtede, og hun løb hen til vinduet, de åbnede deres, og alle vinkede og smilede bredt. Jeg blev rørt næsten hver gang”.
“Men så for nogle uger siden begyndte Rio i skole. Det blev hårdere for mig end forventet, men det slog mig, at det som var allerhårdest var den første dag, da toget kom.
De fløjtede, de åbnede deres vinduer, men de blev bare mødt af mig, som stod der grædende og vinkede forsigtigt. Næste dag lavede jeg et skilt. Jeg skrev: ‘Hun er begyndt i skole’. Jeg hørte fløjten og løb hen til vinduet og viste mit skilt. Det var for tre uger siden”.
”Om jeg græd!”
”I morges, bare minutterne efter, at jeg var gået ind i vores butik, bankede nogen på døren. Det var en mand i en lysegul trøje. Jeg troede først, han var en byggearbejder, som kom for at tale om byggeriet, for det er sådan vi gør her. Men jeg tog fejl. Han var her for at spørge efter en lille blond pige, som plejede at vinke til togene.
Han viste sig at være en af konduktørerne, og de havde alle undret sig over, hvad der var sket med hende. I dag havde de et kort tog, så de stoppede på sporet, gik til vores bygning og bankede på vores dør. Om jeg græd! De havde set mit skilt, men havde ikke kunnet se, hvad der stod. De antog, at hun var begyndt i skole, men de ville forsikre sig, at det faktisk var sådan. Han fortalte, at hendes vink havde gjort deres dage bedre. I tre år delte de alle de her øjeblikke”.
”De sagde, at de ville gøre noget for hende, fordi de savnede hende. Han spurgte, om han kunne sende hende noget, og jeg sagde selvfølgelig ja! Nu vil de sende hende en fødselsdagsgave om nogle uger.
At opleve det her uventede venskab, som har stået på de senere år, er intet andet end magisk. At få at vide, at det betød lige så meget for dem, som det gjorde for os, fylder mig med kærlighed og håb. Besøget i dag og deres venskab til Rio har bekræftet min tro på godhed og medmenneskelighed. Det her er øjeblikke, jeg altid vil mindes”.
Rio vil altid huske, da hun stod ved vinduet og kiggede efter toget, vinkede til konduktørerne og hørte dem fløjte bare for hendes skyld.
Det her viser, at en smule venlighed rækker meget langt, lige som den venlighed, som togarbejderne viste pigen, vil påvirke hende for altid.
Den her historie er et vidunderligt eksempel på venskab og hvordan noget så småt kan gøre så stor en forskel – vi skal aldrig tøve med at gøre noget godt for en fremmed person.
