Følgende historie er et fantastisk eksempel på, hvor vigtigt venlighed og empati er, især i krisetider.
Historien, som er sket i virkeligheden, relaterer sig til de begivenheder, der fandt sted den 11. september 2001, en dato der for evigt er indprintet i historien.
Og når jeg læser den, flyder tårerne ned af mine kinder.
Hvis du også mener, at vi mennesker kan forandre verden ved at samarbejde, så er du velkommen til at dele teksten videre.
Min mor arbejder, som de fleste af jer allerede ved, for Air Canada. Hun fik denne besked fra sin ven Nazim, som er besætningsmedlem ved flyselskabet Delta Flight.
“Vi havde været i luften i cirka 5 timer, siden vi forlod Frankfurt, og befandt os et sted over Nordatlanten. Jeg sad i mit hvilesæde for at holde min planlagte pause. Pludselig blev gardinerne trukket til side, og jeg fik at vide, at jeg skulle gå til cockpittet med det samme, hvor jeg skulle tale med kaptajnen.
Da jeg kom op i cockpittet, kunne jeg se, at alle mine kollegaer sad med alvorlige ansigtsudtryk. Kaptajnen bad mig om at udsende en besked i flyets anlæg. Beskeden var blevet sendt fra Atlanta til vores fly, og erklærede kort: “Al luftrum over USA er lukket. Land så hurtigt som muligt i den nærmeste lufthavn. Giv besked om jeres destination”.
Når lufttrafikstyringen kræver, at man lander med det samme, uden at foreslå i hvilken lufthavn, er det helt op til kaptajnen at tage kontrol over flyet. Vi vidste, at der var tale om en alvorlig situation, og vi havde brug for at finde en landingsbane så hurtigt som muligt.
Vi tog en hurtig beslutning, og besluttede os for at fortsætte mod den nærmeste lufthavn, som lå 640 kilometer væk, bag vores højre skulder. Vi styrede mod byen Gander, på den canadiske ø Newfoundland.
En hurtig anmodning blev sendt til det canadiske flytårn, og herefter foretog flyet et skarpt højresving. Vores anmodning blev godkendt med det samme. Det var først senere, at vi forstod, hvorfor lufttrafikstyringen ikke tøvede et sekund med at lade os lande der, hvor vi ønskede. Vi i cockpittet blev fortalt, at flyet kunne lande med det samme. Mens dette foregik kom endnu en besked fra Atlanta, som forklarede, at der var sket en form for terrorhandling i New York-området.
Vi informerede kabinepersonalet og vores stewardesser om, at vi nu var på vej mod Gander, hvor vi skulle lande. I cockpittet gjorde vi alle de nødvendige forberedelser, der var nødvendige for at foretage en landing. Kort efter fandt vi ud af, at flere fly var blevet kapret og fløjet ind i bygninger over hele USA.
Vi besluttede os for at udsende en besked via højttalerne i kabinen. Vi besluttede os for at lyve for passagerene, indtil videre. Vi fortalte istedet, at vi have problemer med flyinstrumenterne, og at vi var nødt til at lande i Gander, så vi kunne kontrollere det nærmere. Vi lovede at give flere oplysninger efter landingen. Mange af passagererne blev både urolige, utilfredse og bange.
Vi landede i Gander cirka 40 minutter senere. Der var allerede omkring 20 andre fly parkeret i lufthavnen, fra hele verden. Da vi stod stille annoncerede kaptajnen følgende: “Mine damer og herrer, jeg kan sagtens forstå, at I undrer jer over, om alle disse fly omkring os har samme instrumentproblemer som os. Sandheden er dog en helt anden.”
Herefter begyndte han at forklare lidt om, hvad vi vidste om situationen i USA. Der var højlydte suk og mange bekymrede blikke i kabinen. Lokal tid i Gander var 00:30, vi skulle have landet i Atlanta klokken 11.
Flytårnet bad os om at bevare roen. Ingen fik lov til at forlade flyet. Ingen på jorden fik lov til at komme i nærheden af flyet. Kun én bil fra politiet fik lov til at køre hen til flyet, tjekkede situationen og kørte videre til næste fly. Efter en time blev alle luftveje over Nordatlanten evakueret, og i lufthavnen i Gander var der 53 fly parkeret. Vi kom fra hele verden, 27 af flyene var amerikanske.
Vi fik besked på, at alle fly skulle tømmes, én efter én. Udenlandske flyselskaber blev prioriteret.
Vi stod som nummer 14 i køen, blandt de amerikanske flyselskaber. Det var planlagt, at vi skulle forlade flyet klokken 18. I mellemtiden begyndte nyhederne at strømme ind på flyets radio, og vi hørte for første gang, hvad der egentlig var sket. At fly var styrtet ind i World Trade Center i New York og i Pentagon.
Folk forsøge at bruge deres mobiltelefoner, men ingen kunne oprette forbindelse til det canadiske mobilnet. Dem, der forsøgte, blev blot omstillet til den canadiske operatør, som kunne forklare, at alle linjer i USA enten var blokkerede eller at de skulle forsøge igen. På et tidspunkt sent om aftenen modtog vi nyheden om, at begge World Trade Center-bygningerne var kollapset, og at en fjerde flykapring havde resulteret i en nedstyrtning.
Vores passagerer var forvirrede og følelsesmæssigt udmattede, men de forholdte sig rolige. Vi mindede dem om, at de skulle se sig omkring, og at de bestemt ikke var alene i denne hårde situation. Der var 52 andre fly med tusindvis af mennesker i samme situation.
Vi fortalte dem også, at den canadiske regering havde taget ansvaret for os, og at vi kun kunne vente på næste ordre. Flyvekontrollen i Gander fortalte os, at vi ikke ville være i stand til at forlade flyet indtil klokken 11 den næsten morgen.
Det tog pusten ud af alle passagererne, der blot måtte acceptere, at de ikke kunne gøre noget. De accepterede stille og roligt nyheden, og begyndte at forberede sig på at tilbringe natten i kabinen.
I byen Gander bor der 10.400 indbyggere. Rød Kors fortalte, at de ville forsøge at tage sig af alle de 10.500 passagerer, der sad fast i lufthavnen i Gander. De ville sørge for et hotel, hvor alle kunne hvile sig, i venten på et telefonopkald på næste besked. Men det var først da vi i besætningen ankom til hotellet og tændte for fjernsynet, at vi rigtig forstod omfanget af, hver der skete i USA.
Der havde der gået cirka 24 timer siden flyene styrtede ind i tvillingetårnene.
Samtidig havde vi masser af tid, så vi kunne gå ud og på opdagelse i den lille by. Alle var så venlige og kaldte os bare “fly-menneskerne”. Vi i besætningen havde det godt i byen, men 2 dage senere fik vi opkaldet, hvor vi fik fortalte at vi skulle gøre os klar til at flyve igen. Planen var, at vi skulle flyve den 14. september klokken 07:00.
Vi kørte ud til lufthavnen og var snart i luften, mod Atlanta. Vi landede i god behold, klokken halv fire om eftermiddagen.
Men det var egentlig ikke det, jeg egentlig ville fortælle. Det var det, passagererne fortalte os, jeg gerne vil dele med dig.
Vi fandt ud af, at byen Gander og de omkringliggende små lokalsamfund, som ligger inden for en radius af 75 km, havde lukket alle skoler, konferencelokaler, restauranter og andre store offentlige pladser. De havde lavet alle lokalerne om for at huse passagererne fra alle 52 fly. Nogle steder havde de sørget for barnesenge, og mange valgte at stille luftmadrasser og soveposer til rådighed for passagererne. ALLE gymnasieelever havde frivilligt bedt om at få fri, så de kunne tage sig af deres “gæster”.
Vores 218 passagerer endte i en lille by ved navn Lewisporte, cirka 45 kilometer fra Gander. De blev indkvarteret på et gymnasium.
Nogle kvinder ville bo for sig selv, i deres eget værelse. Det var ikke noget problem for landsbyboerne, de sørgede for at arrangere det med det samme. Alle de ældre passagerer blev kørt til et plejehjem, hvor de fik en seng at sove i. En ung gravid kvinde blev tilbudt en plads hos en børnefamilie, lige overfor en døgnåben sundhedsklinik. Lægerne og sygeplejerskerne på klinikken sørgede for at være til stede i døgnets 24 timer, for hele tiden at være klar, hvis nogen havde brug for deres hjælp. Derudover oprettede man et rum, hvor alle kunne ringe og maile til både USA og Europa.
I løbet af disse dage blev passagerne tilbudt at deltage i forskellige udflugter, arrangeret af de lokale. Nogle tog ud med både på søen, hvor de besøgte forskellige havne. Nogle deltog i guidede ture i skoven. De lokale bagerier var åbne i længere tid, så alle “gæsterne” kunne få frisk brød. Alle i byen støttede op og hjalp passagererne – de hjalp til med at lave mad, som blev kørt til til gymnasiet, hvor de fleste boede. Passagererne fik også mønter, som de kunne bruge i byens vaskeri, eftersom al bagage stadig var på flyet.
Med andre ord, så sørgede alle landsbyboerne for, at passagererne følte sig velkomne.
Og ikke nok med det – alle vores rejsende blev kørt ud til lufthavnen, da det endelig var tid til afgang. Ikke en eneste person manglede eller var forsinket. Helt utroligt.
Da pssagererne kom ombord, var det som om, at de havde været på en lang ferie sammen. Alle kendte alle, og alle kendte navnet på alle. De udvekslede historier, forsøgte at imponere hinanden og “drillede” med hvem der havde den bedste.
Det var helt fantastisk at høre snakken.
Vores flyvning tilbage til Atlanta mindede mere om en festrejse. Vi i flypersonalet behøvede ikke at gøre så meget, vi holdte os på afstand. Passagererne var helt optaget af hinanden, og brugte kun fornavne, når de talte sammen. De udvekslede telefonnumre, hjemme- og email-adresser.
Snart skete der endnu en mærkelig ting.
En af vores passagerer kom op til mig, og spurgte om liv til at bruge højttalersystemet til at udsende en besked til sine medpassagerer.
Vi har aldrig tilladt dette tidligere. Men noget fortalte mig, at jeg skulle lade ham tale.
Manden tog mikrofonen og mindede alle om, hvad de lige havde gennemgået i løbet af de sidste par dage. Han mindede dem om den gæstfrihed, de var blevet vist, fra totalt fremmede. Han fortalte videre, at han ville gøre noget til gengæld, for at vise sin store taknemmelighed over for alle de gode mennesker i Lewisporte. Han fortalte, at han ville oprette en fond under navnet DELTA 15 (vores flynummer).
Formålet med fonden var at indsamle penge til et stipendium i Lewisporte, for at hjælpe byens unge med at komme ind på college.
Han bad om donationer fra medpassagererne, og lod en kuvert gå rundt blandt passagererne. Da den kom tilbage, var den propfyldt med penge – beløbet landede på cirka 100.000 kroner. Manden, der tog initiativ til dette, viste sig at være en læge fra Virginia. Han lovede at indsamle alle donationerne, og påbegynde det administrative arbejde med at oprette et stipendium.
Er det ikke rørende, at mennesker kan finde deres bedste sider frem i de sværeste stunder?
Du må hjertens gerne dele denne stærke historie med dine venner, hvis du også mener, at venlighed avler venlighed.
