Jeg var ikke så gammel, da min mormor havnede på hospice. Hun var syg og vidste, at hun ikke havde længe tilbage at leve i.
Jeg syntes godt om min mormor, jeg plejede altid at ringe til hende tidligt om morgenen, før min mor eller far var vågnet.
Hun sagde altid, at hun ikke sov, men senere har jeg forstået, at jeg ofte vækkede hende.
Noget som var meget tydeligt, da hun flyttede til hospice, var at hun ikke kunne lide at få hjælp med ting, som hun tidligere havde klaret selv. Hun var flov over, at hun ikke kunne klare tingene længere. At have ble på var nok det, hun synes var værst.
Vi har tidligere fortalt om dårlige forhold på plejehjem, men dette er nok det værste, jeg har set.
Camille troede, at han havde fundet et godt hjem til sin mor Helen, som var ramt af Alzheimers. Hjemmet blev beskrevet som et kærligt og respektfuldt sted at bo af forstandere.
Efter nogen tid begyndte Camille at ane uråd, der var noget som ikke stemte, og da Helen en dag havde et blåt øje, fik han nok. Han installerede et skjult kamera.
Det han opdagede, kan ikke beskrives med ord. På trods af, at Camille havde sat kamera op, nægtede han at tro, at nogen kunne gøre noget skrækkeligt ved hans mor.
Men da han siden kiggede båndene igennem, så blev hans værste frygt til virkelighed. Det var ikke bare en fra personalet, som behandlede hende groft – det var flere stykker.
I videoen herunder ser vi blandt andet, hvordan en fra personalet pudser næse i Helens lagen, og to ansatte, som står og kissemisser i værelset, mens Helen ser utilpas ud.
Flere andre, som bor på hjemmet, vader ind i Helens rum og tager hendes ting, uden personalet stopper dem – og værst af alt: Helen får en serviet fyldt med afførring trykket ned i ansigtet.
Jeg kan ikke finde ord for denne grove mishandling, og det har sikkert ikke været bedre for andre, som også har boet der.
Da Camille viser filmene til forstanderen Alan Cavell erkender han, at de har brudt sine rutiner og svigtet sine patienter. Han lover at gøre, hvad der skal til for at få det stoppet.
Alle i personalet, som mishandlede beboere, har nu fået sparket. Men efter at en af dem blev genansat, besluttede Camille, at han ikke længere ville have sin mor der. Forstandere fik sparket efter hændelsen.
Til Camille og Helens fortvivlelse blev ingen fra peronalet retsforfulgt på trods af deres grove overgreb.
Helen, som gik bort i september 2016, var en god mor til syv børn. Hun arbejdede som sygeplejerske under anden verdenskrig, inden hun var tvunget til at flygte fra nazisterne og emigrerede til Canada. Takket være hendes opmærksomme søn, fik Helen en værdig afsked på livet.
Her kan du på eget ansvar se en video af mishandlingen. Jeg advarer mod stærke billeder:
At læse den ene historie værre end den anden om mishandling og overgreb på forskellige plejehjem gør mig så ked af det.
Derfor er det vigtigt, at vi hjælper hinanden med at DELE dette, så flere bliver opmærksomme på at behandle ældre med den værdighed, de fortjener. Intet menneske skal behøve at opleve sådan noget – det er fuldstændig uacceptabelt!
