Rigt par håner mor til 5 i kassekøen: Så ser kvinden bagved rødt og gør det ingen andre vover

Ifølge et flittigt brugt ordsprog skal man ikke dømme en bog på dets omslag.

Og det gælder ikke kun bøger, men også mennesker som man støder på i sit liv.

Den her historie handler om lige præcis det. At dømme nogen på forhånd.

Selvom denne hændelse skete for et par år siden, er budskabet og alvoren i emnet lige så aktuelt i dag.

Det var en hverdagsaften og Lindsey Rea var i supermarkedet for at hente aftensmad. Der var mange folk, trangt og børn som skreg.

Mange så trætte ud, især en mor med fem børn. Hun gjorde alt i sin magt for at holde styr på alle ungerne, men alligevel fik hun sure blikke flere steder fra.

Et par som stod lidt længere bagved i køen begyndte at diskutere moren og hendes fem børn. To af børnene var lyse som moren selv, mens tre af børnene var mørkhåret og havde mørkebrune øjne.

Parret begyndte at diskutere, alt for højt, hvor mange forskellige fædre børnene egentligt havde.

“Hun kan ikke klæde dem i ordentligt tøj”, fortsatte parret med at sige. “Bare vent til hun finder madkuponerne frem”.

Lindsey blev bare mere og mere irriteret på det uforskammede par, men følte, at hun havde nok problemer med at holde styr på sin egen tre-årige til at blande sig.

Så hørte hun igen parret bagved åbne munden:

“Det er det der vores skattepenge går til”.

Så fik Lindsey nok. Hun vendte sig om og stirrede vredt på parret, inden hun gik frem til moren som kæmpede for at forstå, hvordan madkuponerne hun holdt i hånden fungerede.

Lindsey forstod, at kvinden i køen var plejemor, og hun så, at der lå flere varme stykker børnetøj på båndet.

“Plejebørn eller adopterede?” spurgte Lindsey venligt. “Jeg har selv ni børn, to biologiske. Jeg forstår, hvordan du har det, lad mig venligst hjælpe dig”. 

Den anden kvinde smilede, men så samtidigt flov ud.

“Jeg er ny plejemor. Det er første gang, at jeg bruger de her kuponer. Børnene kom til mig for tre dage siden, de skal være her et stykke tid. Vi har fået mad, men børnene har brug for varmt tøj og jeg har ikke fået løn endnu”. 

Lindsey kiggede på børnene og fortalte, hvor fine de alle var, og hvilket held at de skulle være sammen. Siden viste hun, hvordan systemet med madkuponerne fungerede.

De to kvinder sagde farvel med et kram, og Lindsey forsikrede hende om, at hun nok skulle klare det.

Så snart moren og de fem børn var ude for hørevidde, vendte Lindsey sig mod det uforskammede bag bagved og åbnede munden.

“De der børn? De kan ikke længere bo med deres forældre. Det de har på? Det er sikkert det eneste tøj de ejer. 

Og kvinden? Hun har åbnet sit hjem for børn som ikke længere har et trygt hjem. Madkuponerne hjælper en mor til to med at skaffe føde til tre børn mere. 

Der findes ikke nok mennesker som denne kvinde i verden. Og selv hvis alle børnene var hendes og de alle havde forskellige forældre, så fortjener intet barn at sulte eller fryse. Jeg er ked af det, men jeres opførelse? Dårligt, helt forfærdelig dårlig.” 

Parret forlod flove køen og stillede sig over i en anden.

Her kan du læse Lindseys indlæg på Facebook:

Selvom det lyder frygteligt, er det ikke usædvanligt at både voksne og børn opfører sig på denne smagsløse måde. 

Vi skal aldrig dømme andre mennesker, for vi har ikke gået i deres sko. 

Synes godt om og del for at hylde Lindsey og plejemoderen som begge går forrest med et godt eksempel og gør verden til et lidt bedre sted at leve!