At miste et barn er formentlig det sværeste, en forælder nogensinde kan gå gennem. Da 15-årige Sadie Riggs tog sit eget liv, var hendes familie helt knust.
Det er svært at forestille sig, hvordan nogen på Sadies alder skulle kunne være så ked af det, at man tager sådan en tragisk beslutning.
Men hendes familie vidste, hvorfor hun døde og ville gøre det klart og tydeligt, hvem der var skyldige.
Når nogen dør, plejer de pårørende at sætte en dødsannonce i avisen. Men i disse modere tider er det også almindeligt med dødsannoncer og mindesider på sociale medier.
Det er en mulighed for familien for at fortælle lidt om den afdøde, og annoncen kan også fungere som en tilkendegivelse for begravelsen.
Da det var tid til at skrive Sadies dødsannonce, ville hendes familie gøre det meget tydeligt, at der var en grund til, at unge Sadie tog sit eget liv. Og at visse mennesker havde blod på hænderne.
Første del af dødsannoncen var som de fleste andre. Familien fortalte, hvem Sadie var, og hvad hun kunne lide. Det blev nævnt, at Sadie spillede softball, og at hun elskede at læse og tegne. Men så tog teksten en anderledes drejning og gik væk fra traditionerne…
I et oprigtigt budskab delte Sadies familie følgende:
“I et forsøg på at punktere alle rygter om Sadies død vil vi dele denne information… Ja, Sadie tog sit eget liv, hun hængte sig selv. Det er svært at forstå, hvordan nogen så ung kan være så deprimeret. Sadie søgte hjælp, hun søgte rådgivning og tog medicin, men til sidst blev det alt for meget for så ung en sjæl at leve med. Hvis du tager et øjeblik og ser på Sadies familiedynamik, ser du, at en stor procent af menneskerne i hendes liv ikke var i biologisk slægt med hende, men hun var en gave fra Gud til os, Gu vidste, at dette barn havde brug for en familie.
“Sadie havde et hårdt liv, og frem til en ny hændelse i skolen håndterede hun alt, livet gav hende. For en ung kvinde, som var rigtig glad for at begynde i gymnasiet gik det snart helt galt for hende. Til alle I indblandede mobbere, se jer selv i spejlet! I skal vide, at I arbejdede særdeles effektivt for at få hende til at føle sig værdiløs. Det kommer I til at stå til ansvar for, når jeres tid kommer.”
Hendes liv fortsatte dødsannoncen med at udpege den smerte, som så mange mennesker rammes af på grund af mobning:
“Til alle mobbere derude vil jeg bare have, at I skal vide en ting: Hvor meget vi end foragter jeres handlinger, håber vi, at I aldrig vil mærke den ødelæggende smerte, der knuser vores kroppe, en smerte som er så tung, at vi knapt kan trække vejret, for ikke at tale om skyldfølelsen, der altid vil være der. Vi tænker på, hvad vi kunne have gjort anderledes – og vi kæmper for at huske de sidste ord, vi delte med hinanden.”
Og i en helt unik drejning var familiens sidste forhåbning:
“I stedet for blomster ønsker familien og Sadie, at I skal være søde ved hinanden”.
Desværre er Sadies historie ikke noget enestående tilfælde. Hvert år hører vi om alt for mange, som tager deres liv på grund af mobning.
Jeg vil aldrig stoppe med at skrive eller dele historier som disse, før dette er slut!
Men vi kan begynde i dag med at være gode eksempler – behandl din familie, venner og kolleger med respekt, venlighed og kærlighed.
Del og synes godt om, hvis du vil trække din del af læsset mod en bedre verden, en verden, hvor ingen børn tager deres eget liv på grund af mobning.
