Mor og blogger, Kathleen Fleming, blev udsat for noget, som hun fandt meget irriterende. Hendes søn smækkede døren til badeværelset i ren arrigskab, efter de havde haft et skænderi. Dette resulterede i, at spejlet i gangen faldt ned, og der lå glasskår over det hele.
Billedet nedenfor af det eksploderede spejl gør, at jeg udemærket forstår Kathleens panik og fortvivlelse efter hændelsen. Og jeg tror samtidig, at en sådan hændelse kan sætte enhver forælder på prøve i forhold til at teste deres tålmodighed samtidig med, at man forsøger at tilgive sine børn.
Efter hændelsen valgte Kathleen at nedskrive sine tanker omkring det at være forældre, og hendes tekst er meget smuk, gribende og rørende. Hendes fortælling berørte mig dybt i hjertet og jeg tror, at alle forældre kan drage fordel af at læse dette.
Her er indlægget, som Kathleen valgte at skrive efter hændelsen med spejlet:
Sådan så min gang ud forrige onsdags.
Ituslået. Skarpt. Forræderisk.
Dette var min gang.
Det var min søn, som gjorde dette.
Nogle gange, eller faktisk ret ofte, så går ting i stykker – og kan ikke repareres igen. Og det tager pusten fra dig… med det samme. Det slog pusten ud af mig, da min søn stormede ind på badeværelset, frustrerende og vred. Og da han valgte at smække døren til badeværelset, faldt det store spejl i gangen ned. En million glasskår blev efterladt tilbage, reflekterende i eftermiddagslyset.
Jeg var bare stille. Jeg undersøgte skaderne, og tog en dyb indånding. Lukkede hunden ud, så han ikke skulle skære sig, og anbragte katten i kælderen af samme årsag.
Jeg gik ud i haven, og kunne føle hvordan de varme tårer strømmede ned ad mit ansigt. Det er utroligt, hvor ensom man kan føle sig som enlig forælder i et øjeblik som dette. Jeg indså, hvor bange og skuffet jeg følte mig. “Skete dette virkelig?”. Ja, det hele var virkelig sket.
Og da jeg stod og indså, at dette var et tegn på hans udviklende karakter, kunne jeg høre hans gråd gennem vinduet oven over mig, som kom fra badeværelset.
Hans sjæl gør ondt. Det var ikke det, han havde forventet sig. Jeg tænker: “Hey, vrede. Jeg kan ikke huske, at jeg har inviteret dig hjem til mig.”
Skræmmende.
Rædselsslagen.
Skamfuld.
Bekymret
Bange.
Dybe åndedrag, #MamaWarrior, dybe åndedrag. Denne lille skrøbelig sjæl har brug for dig lige nu. Han har brug for, at du viser dig fra din aller bedste side. Han har brug for din størst mulige sympati. Den mest blide og kærlige kærlighed, som kun en mor kan give. Flere dybe åndedrag.
Jeg hører mig selv tænke: Gå. Gå nu. Snig dig forbi glasskærene, lad ham høre dig komme, åbn døren til badeværelset og se ansigtet på den person, du elsker mest i verden. Se hvordan han sidder der med våde kinder forårsaget af kolde tårer, og han siger: “mor, jeg gør aldrig dette mere. Jeg er så ked af det.” Flere tårer. Mere gråd. Man kan se usikkerheden i hans smukke ansigt.
Tag ham. Sæt ham på dit knæ. Ja, du græder også. For helvede, dette var stort. Hold ham hårdt. Se hvordan han hurtigt bliver formet til en bold i dine arme. Se hvor ivrig han er for at blive elsket af dig. Være i sikkerhed hos dig. Se hvor lille han stadig er. Se hvor skrøbelig han er.
Jeg elsker dig.
Du er i sikkerhed her hos mig.
Jeg er her.
Det værste er overstået nu.
Jeg har dig.
Jeg er her.
Jeg elsker dig.
Jeg tænker igen: Gå nu. Fortæl ham om vrede. Sig nu til ham, at vreden er en meget stærk følelse. At han er berettiget til at føle sig vred. Den kan rense, den kan også ødelægge. Han nikker. Han er klar over det. Han mødte sin vrede på det tidspunkt, hvor han smækkede døren i.
Der er en bedre måde at vise dine store boblende følelser.
Vi arbejder på det i morgen, sammen.
Jeg er her for at hjælpe dig.
Du er i sikkerhed.
Du er aldrig alene med din vrede.
Du er aldrig alene med din frygt.
Jeg er her. Vi er her sammen.
Nu skal vi rydde op sammen.
Nu rydder vi skårene op.
Vi fejer alt til side og støvsuger.
Hurtigt og roligt.
Nogle gange går ting i stykker. Nogle gange slår vi ting i stykker. Men det er IKKE, AT tingene går i stykker, der er det vigtigste, men hvordan eller hvorfor. Det vigtige er, hvordan vi vælger at reagere på, hvad der er sket. Betyder det, at vi ender i en nedadgående spiral af skyld og straf?
ELLER
Hjælper det os med at huske, hvem man elsker mest?
Jeg tænker til sidst: Gå. Gå nu. Tag dit barn. Lær barnet noget. Vis dit barn noget. Lev med dit barn. Det kaldes kærlighed. Gå nu.
Er Kathleens indlæg ikke utroligt smukt? Del teksten med dine venner på Facebook, så flere kan læse hendes kloge ord.
