Det kan godt være, at følgende historie ikke har en lykkelig slutning, men den har en pointe, som jeg godt kan lide. Jeg ved ikke, om det er sket i virkeligheden, men budskabet er vigtigt. Hvis du finder ud af, at du bliver udnyttet på det groveste af personer, du troede elskede dig, så er man nogle gange nødt til at gør det samme, som denne mand vælger at gøre. Hans beslutning har ganske givet ikke været nem, men han fortjener respekt for hans beslutning. Læs hans historie nedenfor, så vil du med garanti forstå, hvad jeg mener.
Min steddatter skal snart giftes. Bryllupsplanerne har optaget store dele af hendes og hendes mors tid (jeg siger mor, eftersom vi ikke er gift, selvom vi har boet sammen i 10 år) i de sidste seks måneder.
Min steddatter blev færdig med sin universitetsuddannelse i december. Jeg betalte for hende, så hun var i stand til at studere på universitetet, og selvom det er et statsejet universitet, blev regningen alligevel 400.000 kroner. Hun arbejder ikke, og har boet hjemme hos os, mens hun studerede og efter endt uddannelse. Jeg købte sågar en bil til hende, så hun kunne køre frem og tilbage mellem skolen og hjemmet.
Med jævne mellemrum dukkede hendes udelige far op for at tilbringe tidsammen med hende, og hun begyndte med det samme at fedte for ham. Selvom han ikke har betalt en krone for hendes uddannelse eller børnepenge (som ganske vist er min kærestes skyld, da det ikke indgik i skilsmissen), så elsker hun ham, og vil gerne have ham i sit liv. Han formår altid at blive i tilstrækkeligt lang tid til at knuse hendes hjerte og ikke opfylde de løfter, som han har givet hende.
Det sted, hvor brylluppet skal finde sted, har plads til 250 personer. Jeg skrev en liste over 20 personer, som jeg gerne ville invitere med, eftersom jeg skulle betale for alt. De sagde, at det ikke var noget problem, og at de ville ordne det. Så jeg fortalte mine venner, at de snart ville modtage en invitation, og at de skulle lave andre planer den pågældende dato.
Om lørdagen mødte jeg en af mine venner, jeg havde inviteret med til festen, på golfbanen, og spurgte ham, om ville komme. Han svarede, at han ikke var blevet inviteret. Han fortalte mig, at han lige havde set annoncen omkring bryllupet i avisen, men han havde ikke modtaget en invitation. Efter han havde fortalt mig det, kiggede jeg straks i avisen, og ganske rigtigt. Der var en annonce med moderens og hendes eks-mands navn. Mit navn var der slet ikke.
Dette førte til et stort skænderi med min kæreste, hvor jeg fik fortalt, at INGEN af mine venner var blevet inviteret med til brylluppet. Årsagen? Ingen af dem var åbenbart vigtige nok til at få plads blandt de 250 gæster. Jeg var meget ked af det, men jeg kunne ikke gøre noget – mine venner var allerede sure.
Min kæreste fortalte mig, at hun kunne prøve at presse nogen af mine venner ind, hvis en anden gæst takkede nej. Men dette blev det ultimative slag i ansigtet på mig. Nu kogte jeg virkelig.
I går havde vi en stor søndagsmiddag med min steddatters kommende svigerforældre og en overraskelsesgæst – min steddatters rigtige far. Under middagen fortale min datter den lykkelige nyhed om, at hendes rigtige far var i stand til at deltage ved brylluppet, og han ville give hende væk i kirken. Nyheden blev mødt med positive kommentarer i stil med “hvor er det bare skønt!” og “helt fantastisk!”.
Jeg tror aldrig nogensinde, at jeg har følt mig så vred og dårligt behandlet før. Jeg rystede bogstaveligt, og samlede mine tanker i et par sekunder. For jeg vil ærligt indrømme, at jeg ikke vidste, om jeg skulle græde eller begynde at råbe. Da jeg til sidst fik samlet mod nok til at sige noget, rejste jeg mig fra stolen for at udbringe en skål. Jeg kan ikke helt nøjagtigt huske, hvordan jeg formulerede mig, men det var noget i stil med:
“Jeg vil gerne udbringe en skål. Det har været mig en stor ære at være en del af denne familie i de sidste ti år. På dette tidspunkt af mit liv føler jeg en stor taknemmelighed over for bruden og brudgommen, eftersom de har fået mig til at indse noget meget vigtigt. De har vist mig, at min rolle i familie ikke er, hvad jeg troede, at den var.”
Jeg kunne fornemme, at gæsterne var lidt forvirrede, og de kiggede på mig med store øjne. Jeg fortsatte:
“Jeg troede, at jeg var en respekteret, vellidt og elsket stedfar, der altid var der for familien, når der var problemer. Men det viser sig åbenbart, at jeg indtager rollen som hæveautomat – perfekt til at få penge fra, men ikke så meget mere. Eftersom jeg åbenbart er blevet erstattet som vært, både på invitationen og i kirken, vil jeg gerne fratages mine pligter i forbindelse med brylluppet, og jeg overlader hermed de økonomiske udgifter til min steddatters rigtige far. Så skål til det lykkelige par og de valg, de har foretaget sig i livet. Jeg går ud fra, at I selv kan finde døren ud.”
Er det egoistisk af mig? Det blev forventet af mig, at jeg skulle betale 3-400.000 kroner for et bryllup, jeg ikke måtte invitere nogen til. Et bryllup som jeg åbenbart ikke er en del af. Jeg har ganske enkelt fået nok. Jeg har fået nok af min steddatter og min kæreste. Den aften lukkede jeg vores fælleskonto, og overflyttede mine penge til min egen konto.
Jeg har ganske enkelt fået nok.
Jeg synes, at han gjorde det rigtige. Det er indlysende, at han blev udnyttet af familien, og det er noget, ingen skal acceptere. Han har min dybeste respekt for, at han turde at sige fra i tide. Hvis du også synes, at han gjorde det rigtige, så må du meget gerne dele denne artikel videre med dine venner.
Udgivet af Newsner Familie. Følg os på Facebook.
