Tweet about this on Twitter Pin on Pinterest Share on Facebook

Stedfaren sætter foden ned da brudens og kærestens sande karakterer afsløres

Hvis du lever med en partner, som giver dig dårlig selvtillid eller en dårlig selvopfattelse, er den person ikke den rigtige i dit liv. 

Men nogle gange er frygten for ensomhed større end stræben efter lykke. Vi bliver i et forhold alt for længe – selvom vi har det skidt. 

At tage mod til sig og bryde ud af et destruktivt forhold er ikke altid let, men manden i denne historie blev presset til en grænse, hvor det til sidst blev uholdbart.

Han fortalte om sin situation på forummet Reddit og fik snart støtte af tusindvis af fremmede, som havde læst indlægget.

Sådan her skriver stedfaren:

Min steddatter skal giftes den 3. august. Bryllupsplanlægningen har optaget det meste af hendes og hendes mors liv de sidste 6 måneder (jeg siger “hendes mor”, fordi vi ikke er gift. Vi har dog boet sammen i 10 år). 

Min steddatter tog sin eksamen sidste år. Jeg betalte for, at hun kunne gå på college, og selvom det var en statsejet skole, kostede det alligevel 230 000 kroner. Hun har ikke noget job og har boet hos mig i hele sin skoletid, til hun tog sin eksamen. Jeg købte også en bil til hende, så hun kunne komme til og fra universitetet.

© Pixabay

Nu og da dukkede hendes biologiske far op ud af ingenting, og det var altid det samme. 

Selvom han ikke bidrog med en øre til hendes uddannelse eller betalte noget børnebidrag – min sambos fejl, eftersom det blev aftalt ved skilsmissen – elsker min steddatter sin biologiske far og vil have ham i sit liv. Han bliver altid længe nok til at knuse hendes hjerte og forsvinder så sporløst efter at have svigtet hende igen og brudt et løfte.

© Pixabay

Lokalet til bryllupsfesten skulle kunne rumme 250 personer. Jeg gav dem en liste med 20 personer, jeg personligt ville invitere, eftersom jeg betalte for alt. 

Min kæreste og steddatter sagde, at det ikke var noget problem, og at de ville tage hånd om det. Så jeg lod disse mennesker vide, at de snart skulle få en invitation, og at de skulle holde datoen fri. 

© Pixabay

I lørdags var jeg på golfbanen og mødte en af mine venner, som jeg havde indbudt til brylluppet. Jeg spurgte, om han ville komme. 

Han fortalte mig, at han ikke var inviteret. Han havde dog fået et kort i postkassen, hvor brylluppet blev annonceret, men det var ingen invitation. 

Han havde kortet, som tilkendegav brylluppet i sin bil og viste det til mig. Ganske rigtigt var det bare en tilkendegivelse, ingen invitation. Mit navn var ikke noget sted. I brevet stod min steddatters fars navn og hendes mors navn (min sambo). Mit navn var intet sted overhovedet. 

Dette førte til et ganske stort skænderi mellem min kæreste og mig, for jeg fandt ud af, at ingen af mine venner optrådte på den endelige gæseliste. “250 personer er meget lidt”, fik jeg at vide. 

Jeg var meget vred, men der var ikke en skid, jeg kunne gøre.

De vigtigste venner i mit liv var allerede blevet forulempet. Min kæreste sagde: “Hvis der er nogen, der melder afbud, bliver der måske en åbning”. Men dette var bare et hårdt slag i ansigtet, syntes jeg. Så jeg kogte indeni hele lørdagen. 

© Twitter

I går spiste vi søndagsmiddag med min svigermor og en for os overraskende gæst: “Den rigtige far”. 

Ved denne lille middag meddelte min steddatter, at hendes “rigtige far” skulle komme til brylluppet, og at det var ham, der skulle føre hende til alters. 

Dette forslag blev hyldet og mødt med en remse af “Åh, så godt!” og “Hvor dejligt!”.

Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har følt mig så vred og så ydmyget. Jeg rystede. Jeg tog nogle sekunder til at samle mig, for jeg var ærligt talt ikke sikker på, om jeg skulle græde eller begynde at slås eller begge dele. 

Da jeg var sikker på, at jeg kunne trale, rejste jeg mig fra min stol og sagde, at jeg ville udbringe en skål. Jeg kan ikke helt huske, hvad jeg sagde, men det var noget i stil med dette:

“Jeg ville egentlig udbringe en skål”, begyndte jeg.

© Pixabay

Lyden af skeen mod glasset ringede i mine ører.

“Det har været en stor fornøjelse at få lov til at være en del af denne familie i de seneste ti år.”

‘Åh, så fint’, hørte jeg nogen sige.

“Netop i denne stund føler jeg også, at jeg skylder bruden og hendes familie en stor tak, for de har åbnet mine øjne for noget meget vigtigt”. 

Trygge smil blev udvekslet. 

“I har vist mig, at min rolle i denne familie ikke er, hvad den engang var”.

Og nu begyndte forvirringen og chokket at sprede sig på ansigterne i rummet. 

“Før så jeg mig selv som patriarken eller gudfaderen i familien, en som havde stor respekt og kunne bede om hjælp, når tiderne var svære. Men nu lader det i stedet til, at jeg kun fungerer som en hæveautomat, mit job er at levere end lind strøm af penge, men ikke meget andet.

“Eftersom jeg er blevet erstattet til brylluppet, både på invitationerne og til selve ceremonien, afstår jeg hermed min opgave som pengemand til brylluppet og overlader ansvaret til min arvtager, “den rigtige far”.

“Så en stor skål for det lykkelige brudepar og den vej, de har valgt”.

Jeg tømte mit glas og afsluttede med: “I finder selv ud.”

Var det egoistisk af mig? Eller skulle jeg bruge flere hundredetusinde kroner på et bryllup, jeg ikke må invitere nogen til? Et bryllup, jeg ikke engang er en del af? Nej, fandeme nej. Jeg har ikke brug for det.

Jeg er færdig med min steddatter, jeg er færdig med min kæreste. Jeg overførte mine penge til mig selv fra vores fælles konto i går aftes (min kæreste har ikke arbejdet, siden hun flyttede sammen med mig).

Til min steddatter og min eks: Hvis I vil have, at “den rigtige far” skal stå på indbydelsen, sidde til højbords og sortere over dig til brylluppet, okay – men så kan din “rigtige far” også betale for det hele.

Opdatering: Min kæreste og steddatter er nu flyttet ud. De flytter ind hos brudgommen. Efter hvad jeg har hørt prøver de at “skære ned på omkostningerne” til brylluppet og få brudgommens familie til at betale. 

© Pixabay

Hvis du ikke føler dig værdsat i dit forhold, er du det nok heller ikke. 

Din partner vil næppe ændre sig på det punkt hverken i dag eller i morgen, så jeg synes, at denne mand gjorde det helt rigtige!

Hvad mener du? Del gerne dette videre på Facebook, hvis du synes, at denne stedfar tog den helt rigtige beslutning!

 
 

Læs mere om...