At leve med en partner, som ødelægger din selvopfattelse eller selvtillid betyder, at den person ikke hører til i dit liv.
Men nogle gange er frygten for ensomhed større end jagten på lykke. Mange bliver i et forhold alt for længe – selvom vi har det dårligt, og forholdet tærer på os.
At tage mod til sig og bryde ud af et destruktivt forhold er lettere sagt end gjort, men manden i denne historie blev presset til en grænse, hvor det til sidst blev uholdbart.
Han fortalte om situationen på forummet Reddit og fik snart støtte fra tusindvis af fremmede, som havde læst indlægget.
Jeg må sige, at jeg blev meget berørt, da jeg læste dette. Derfor vil jeg gerne dele det med jer.
Sådan beskriver stedfaren, hvad der skete:
“Min steddatter skal giftes den 3. august. Bryllupsplanlægningen har optaget det meste af hende og hendes mors liv i de sidste 6 måneder (jeg siger “hendes mor”, fordi vi ikke er gift. Vi har dog boet sammen i 10 år).
Min steddatter tog sin eksamen sidste år. Jeg betalte for, at hun kunne gå på college, og selvom det var en statsejet skole, kostede det alligevel 230 000 kroner. Hun har ikke noget arbejde og har boet hos mig under hele sin studietid, til hun tog sin eksamen. Jeg købte også en bil til hende, så hun kunne komme frem og tilbage fra universitetet.
Nu og da dukkede hendes biologiske far op ud af det blå, og det var altid det samme.
Selvom han ikke bidrog med en bøjet femøre til hendes uddannelse eller betalt noget børnebidrag – min sambos fejl, fordi det blev aftalt i forbindelse med skilsmissen – elsker min steddatter sin biologiske far og vil have ham i sit liv. Han bliver altid længe nok til at knuse hendes hjerte og forsvinder så sporløst, når han igen har svigtet hende og brugt et løfte.
Lokalet til bryllupsfesten skulle rumme 250 personer. Jeg gav dem en liste med 20 personer, jeg personligt ville have med, eftersom jeg betalte for alt.
Min kæreste og steddatter fortalte mig, at det ikke var noget problem, og at de ville tage hånd om det. Så jeg lod disse mennesker vide, at de snart skulle få en invitation, og at de skulle sætte kryds ved datoen.
I lørdags var jeg på golfbanen og så en af mine venner, som jeg havde inviteret til brylluppet. Jeg spurgte, om han kom. Han fortalte mig, at han ikke var inviteret. Han havde dog fået et kort i postkassen, hvor brylluppet blev annonceret, men det var ingen invitation.
Han havde kortet, som tilkendegav brylluppet, i sin bil og viste det til mig. Ganske rigtigt var det blot en annoncering, ikke et bryllup. Mit navn stod ingen steder. På brevet stod min steddatters fars navn og hendes mors navn (min sambo). Mit navn var der ikke overhovedet.
Dette førte til et stort skænderi mellem min kæreste og mig, fordi jeg fik at vide, at ingen af mine venner “kom gennem nåleøjet” til at stå på den endelige gæsteliste. “250 personer er meget lidt”, fik jeg at vide.
Jeg var meget vred, men der var ikke en skid, jeg kunne gøre.
De vigtigste venner i mit liv var allerede blevet forulempet. Min kæreste sagde, at “hvis nogen meldte afbud, kunne der måske blive en åbning”. Men det var bare endnu et hårdt slag i ansigtet, som jeg så det. Så jeg kogte indeni hele lørdagen.
I går, søndag, spiste vi middag med min svigermor og en for os overraskende gæst: “Den rigtige far”. Ved denne lille middag meddelte min steddatter, at hendes “rigtige far” skulle med til brylluppet, og at det var ham, der skulle føre hende op til alteret.
Dette forslag blev hyldet og budt velkommen med et kor af “åh, så godt!” og “hvor dejligt!”.
Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har følt mig så vred og ydmyget. Jeg skælvede. Jeg tog nogle sekunder til at samle mig, for jeg var ærligt talt ikke sikker på, om jeg ville græde eller ty til vold eller begge dele.
Da jeg var sikker på, at jeg kunne tale, rejste jeg mig fra min stol og sagde, at jeg ville udbringe en skål. Jeg husker ikke helt, hvad jeg sagde, men det var cirka dette:
“Jeg ville udbringe en skål”, begyndte jeg…
Lyden af skeen mod glasset ringede i mine ører.
“Det har været en stor glæde at være en del af denne familie i de sidste år.”
“Åh, så fint”, sagde nogen.
“Netop i denne stund mærker jeg også, at jeg skylder bruden og hendes familie en stor tak, fordi de har åbnet mine øjne over for noget meget vigtigt.”
Trygge smil blev udvekslet.
“I har vist mig, at min rolle i denne familie ikke er den, den var engang.”
Nu begyndt forvirringen og chokkene at sprede sig på ansigterne i rummet.
“Før så jeg mig selv som patriarken eller gudfaderen ei familien, en der nød stor respekt og kunne bede om hjælp, når tiderne var svære. Men nu virker det i stedet som om, at jeg bare fungerer som en hæveautomat, mit job er at levere en lind strøm af penge, men ikke meget andet.
“Eftersom jeg er blevet erstattet til brylluppet, både på indbydelserne og ved selve ceremonien, afstår jeg hermed fra min opgave med at finansiere brylluppet og overlader ansvaret til min arvtager, “den rigtige far”.
“Så lad os udbringe en stor skål for det lykkelige brudepar og den vej, de har valgt”.
Jeg tømte mit glas og afsluttede med: “I finder selv ud.”
Var det selvisk af mig? Eller skulle jeg bruge flere hundredetusinder på et bryllup, jeg ikke må invitere nogen til? Et bryllup, jeg ikke er en del af? Nej, fandeme nej. Det har jeg ikke brug for.
Jeg er færdig med min steddatter, jeg er færdig med min kæreste. Jeg overførte mine penge fra vores fælles konto til min egen i går aftes (min kæreste har ikke arbejdet, siden hun flyttede ind hos mig).
Til min steddatter og min eks: Hvis I vil have, at “Rigtige far” skal stå på indbydelsen, sidde ved højbordet og føre dig op til brylluppet, okay – men så kan din “rigtige far” også betale for det hele.
Opdatering: Min kæreste og steddatter er nu flyttet ud. De flytter ind hos brudgommen. Jeg har hørt, at de prøver at ”skære ned på omkostningerne” inden brylluppet og få brudgommens familie til at betale.
“Den rigtige far”, det er jo den, der er der i tykt og tyndt! At den biologiske far dukker op nu og da spiller jo ingen rolle! Selvfølgelig blev han knust, da han ikke måtte føre bruden op til alteret. Uf!
Hvis du ikke føler dig værdsat i dit forhold, er du det sikkert heller ikke.
Din partner kommer næppe til at ændre sig på det punkt hverken i dag eller i morgen, så jeg synes, at denne mand gjorde det helt rigtige!
Hvad synes du? Del gerne dette videre på Facebook, hvis du synes, at denne stedfar tog den rigtige beslutning!
