Sophie var en normal 2-årig indtil den 18. maj 2017.
Da hun blev syg, troede forældrene Shelby og Jonathan, at deres 2-årige datter led af allergi.
Hun kæmpede med at trække vejret, og hendes læge mistænke astma. Men det skulle snart blive klart, at situationen var meget værre.
Det var planlagt, at Sophie skulle have en allergitest et par dage senere. Men hun nåede aldrig at tage testen.
Hun stoppede med med at trække vejret en nat.
Det er alle forældres værste mareridt. Shelby og Jonathan ringede efter ambulancen. Minutter senere var de på vej på hospitalet.
Det var her lægerne kunne bekræfte, at Sophie led af noget meget værre end astma og allergi.
Lægerne opdagede en masse på størrelse med en tennisbold i lille Sophies bryst. Hun havde udviklet T-lymfomer. Kræft. Den unge pige kæmpede pludselig for sit liv.Desværre fejlede den agressive kemoterapi i at stoppe hendes kræft fra at sprede sig. Behandlingen påvirkede Sophies evne til at gå, tale, bruge sine hænder og spise.
Mens lille Sophie kæmpede for sit liv, brugte hendes forældre utallige timer ved deres datters side på hospitalet.
Sophie’s mor, Shelby, var konstant ved datterens side. Shelbys eneste bekymring var Sophie og hvordan hun blev behandlet.
Hendes afkræftede krop havde brug for en stamcelleoperation.
I den kaotiske og svære situation noterede moren en særlig sygeplejerske, som kæmpede hårdt for at undgå at blive set. Men Shelby så det.
Efter at tage en billede mens sygeplejersken vendte ryggen til, postede Shelby et billede på en Facebookside som forældrene havde lavet for at dokumentere Sophies kamp mod sygdommen.
“Jeg ser dig,” skrev Shelby, mens hun afslørede alt hun havde set under hendes datters behandling.
Mor Shelby skrev:
“Jeg ser dig. Jeg sidder på denne sofa dagen lang og jeg ser dig. Du prøver så hårdt at undgå at blive set af min datter og jeg.
Jeg ser dit ansigt synke sammen, når hun ser sig og græder. Du prøver på så mange måder at lette hendes smerter og få hende på din side. Jeg ser, at du tøver før du stikker hende eller trækker plastrene af. Du siger ‘Ingen bekymringer’ og ‘Jeg er ked af det’ flere gange om dagen end de fleste siger ‘tak’…
”Jeg ser alle de de armbånd på din arm og omkring dit stetoskop, hver fra et barn du har plejet og elsket.
Jeg ser dig ae hendes lille skaldede hoved og pakke hende godt ind. Jeg ser dig holde den grædende mor, der får dårlige nyheder. Jeg ser dig pille ved computeren, mens du holder babyen hvis mor ikke kan eller vil være på hospitalet sammen med hende.”
“Du putter hvad der sker i dit liv væk for 12 timer for at pleje for meget syge og nogle gange døende børn. Du går ind i hvert rum med et smil lige meget hvad der sker. Du ser Sophies navn på tidsplanen og kommer og tjekker op på os, selvom hun ikke er din patient.
”Du ringer til lægen, blodbanken og apoteket så mange gange der er brug for, så mit barn får hvad hun har brug for i rette tid. Du tjekker op på mig lige så tit som du tjekker op på hende. Du sidder og lytter til mig ævle i 10 minutter, selvom din telefon brummer og din to-do-lister er kilometer lang.”
“Jeg ser dig. Vi ser dig alle. Intet antal af snackkurve eller kort kan udtrykke, hvor glade vi er for dig. Du er Jesus til os hver eneste dag. Vores børn ville ikke få, hvad de havde brug for uden dig. Mødre som mig ville ikke føle sig normale eller hørt uden dig. Du redder vores babyer og vi kunne ikke gøre det uden dig.”
Shelby’s hjertevarme besked rørte ikke kun sygeplejersjerne hun skrev indlægget om, men også mange forældre som har haft lignende oplevelser og også så, hvordan sygeplejersker var rygraden af sygehuset.
Disse sygeplejerskers arbejde er ubeskriveligt hårdt, da de oplever de værste perioder af forældre liv hver eneste dag.
Desværre fik Sophie aldrig muligheden for at vokse op og sige “tak” til alle de sygeplejersker, som kæmpede for at holde hende i live.
Hendes lille krop kunne ikke holde til alle behandlingerne og den agressive kræft.
Hun kollapsede den 22. december 2017, og familien besluttede at stoppe med behandlingen. Sophie var færdig med at kæmpe.
Forældrene Shelby og Jonathan fik 13 dage med kram, sang, historieoplæsning, film og ikke mindst muligheden for at elske Sophie, indtil hun døde i deres arme den 2. januar 2018.
”Mit mål gennem denne proces har været at være gennemsigtig og ærlig og kaste lys på, hvad der virkelig sker under en kamp mod kræften. Jeg har ikke pakket noget ind på de dårlige dage, men jeg har også haft mulighed for at vise hvilket stort arbejde Gud har gjort. Jeg håber at kunne fortsætte med det uden hende”, siger Shelby.
Kræft er virkelig det værste, jeg kan komme i tanke om. Især når det rammer børn.
Sophies historie er en påmindelse til os alle om, at alle dine dage kan være den sidste. At elske som om der ikke er nogen dag i morgen.
Hendes historie viser os også, at de fantastiske sygeplejersker og hospitalsansatte skal anerkendes.
Som healer, hjælper, legekammerater, historiefortællere, rådgivere og den trygge favn, berører de utallige liv, og tager sig ikke kun af deres små patienter, men tager sig af hele familien.
De går frivilligt ind i en kamp de fleste af os håber på at undgå. Og de gør det dag efter dag for den ene familien efter den anden.
Del moren Shelbys ord om sygeplejerskerne og hospitalets ansatte, så mange flere kan læse om det fantastiske arbejde de udfører.
