Jeg tror, jeg taler for de fleste, når jeg siger, at det første bekendtskab med en gynækologstol kan udvikle sig til et decideret mareridt. For mange kvinder, som har siddet der et par gange, er det måske ikke det store problem, men mænd er ofte ikke bekendt med at sidde der.
Den norske forfatter Svein Harald Røine er blevet kendt for sine inspirerende foredrag om blandt andet ledelse. Han er også forfatteren bag hjemmesiden AlltidPositiv, og har skrevet den meget populære bog, “MODIG”. Det er netop fra denne bog denne underholdende historie stammer fra, som har fået tusindvis til at grine af den og dele den i Norge.
For klarhedens skyld skal det siges, at det heldigvis endte lykkeligt for hovedpersonen. Hans sygdom var ikke så alvorlig, som han først frygtede.
Svein Harald skriver følgende:
Til alle mænd. Det var først efter denne oplevelse, at jeg forstod, hvor modige alle kvinder er.
Efter et stykke tid, hvor jeg havde haft problemer med min urinering, måtte jeg til sidst bide i det sure æble og gå til en undersøgelse hos min læge. Vejen til lægen var den dag lige så lang, som hvis jeg gik hele vejen til Golgata.
Efter jeg havde svaret på nogle rutinespørgsmål, var det ikke længere rutine for mig. Vi lod begge som om, at det var den mest naturlige ting i verden og snakkede om, paradoksalt nok, golf, køller, bolde og hole-in-one, mens jeg mistede min mødom – der bagved. Da Gud konstruerede manden, gemte han prostata på det mørkeste sted i verden.
Det her må være noget af det mest nedværdigende, jeg har oplevet, tænkte jeg.
Men der tog jeg fejl.
– Du skal nok til sygehuset i Fredrikstad for at blive undersøgt nærmere, konkluderede lægen.
– Hvorfor?, spurgte jeg skrækslagent.
Jeg lød som en mand, der får at vide, at svigermor skal flytte ind i en hel uge!!! Det gælder ikke for mig, for jeg har en herlig svigermor, men alligevel, det var sikkert sådan, det ville have lydt, hvis min svigermor havde været en normal svigermor og ikke en af de fantastiske få, som er undtagelsen, der bekræfter reglen.
Jeg vidste ikke helt, hvad jeg havde i vente.
Et lille stikord: ‘Gynækologstol’.
Gynækologstolen må være opfundet af det mest sadistiske svin, der har sat sine ben på denne planet. Det undrer mig ikke, hvis det var inkvisitionen, der opfandt den for at torturere de vantro. Bare tanken om, at en mand skal sætte sig en en sådan stilling i et sådant værktøj, får det køre ned ad Holmenkollen (skihopbakke i Oslo red.) til at virke som en dag i søndagsskolen.
Jeg fik besked på at sætte mig op i ‘gabestokken’. Uden undertøj.
Da jeg havde sæt mig i dette torturinstrument, føltes det som om, at jeg næsten sad i spagat. Kvinder ved godt, at dette ikke er tilfældet, men mentalt oplevede jeg det som om, at benene var så langt fra hinanden, at du skulle bruge en kikkert for at se fra den ene fod til den anden. Umenneskeligt langt fra hinanden. Mine tanker gik til alle de kvinder, som skal sidde en sådan en stol i hvert fald en gang om året. Det kræver mod. Kvinder er modige. Respekt.
Det bankede på døren og ind kom en sød og blid sygeplejerske. Jeg forsøgte at knibe igen. Aldrig tidligere har jeg ønsket så stærkt, at der var et hul i gulvet.
Arrene på sjælen er uoprettelige.
– Hej, jeg skal bare forberede undersøgelsen med lidt bedøvende creme, sagde hun.
Bedøvende creme!
Bedøvende creme!!!!!
Jeg var fandme lam fra kæften og ned til tæerne. For ikke at tale om, hvor lam, jeg var mellem ørene, eller mellem benene, for den sags skyld. Et ton Viagra ville ikke have ændret på det.
Sygeplejersken stillede sig mellem mine ben, bukkede sig ned og begyndte rutineret at påføre den bedøvende creme. Hun kiggede op mellem mine ben og smilede. Jeg tænkte på Mr. Bean.
Det her er noget, som kun han kan rode sig ud i.
Jeg havde endnu ikke formået at få et eneste lille hej frem og følte, at jeg måtte tage mig sammen.
Det var udelukket at give hånd. Uskyldig flirt kunne ikke falde mig ind. Tanken om at flirte med benene i vejret, mens hun smurte bedøvende creme i mit urinrør, føltes lige så naturligt som at synge ‘Du gamla du fria’ den 17. maj. Måske kunne jeg tale om noget mere hverdagsagtigt. Den blide sygeplejerske arbejdede koncentreret. Jeg tænkte, så det knagede over hvad, jeg skulle sige, mens jeg kastede et blik ud ad vinduet på de lækre efterårstræer, der kastede lange skygger i solen i det nydelige vejr. Pludselig faldt ordene ud af mig, uden at passere min hjerne:
– Utroligt smuk udsigt, ikke sandt.
Teksten er et uddrag fra forfatter Svein Harald Røines bog “Modig“. Du må meget gerne dele teksten videre med dine venner, hvis den også fik dig til at trække på smilebåndet.
