Sygeplejersker er en professionsgruppe, som ikke altid får den anerkendelse, de fortjener. De arbejder hårdt hver eneste dag for, at vi kan have det godt og forblive raske, og har ofte lange opslidende vagter.
Brittany Denise er en af mange sygeplejersker, der lægger sit hjerte og sjæl i for at passe på andre. Hun har skrevet en tekst på Facebook, som handler om noget af det sværeste ved sit arbejde, og som nu efterlader en hel verden i tårer. Du kan selv læse hendes rørende tekst her nedenfor, og del den gerne videre, hvis du også ønsker at hylde alle verdens sygeplejersker for deres fantastiske arbejde!
Stort set alle er klar over, at jeg arbejder som sygeplejerske! Jeg arbejder på intensivafdelingen med for tidligt fødte og nyfødte børn. Mange mennesker tror fejlagtigt, at det betyder at made og hygge om babyer hele dagen lang, men dette får jeg dog heldigvis også mulighed for en gang imellem 🙂 Men mit job indebærer så meget mere end det.
Jeg tager mig af børn, der er født så mange måneder for tidligt, at de ikke kan overleve uden moderne medicin. Jeg giver dem udstyr på, der angiver, hvordan hjertet slår, og hvordan barnets vejrtrækning og ilttilførsel fungerer.
Jeg tager beslutninger, tager mig af børnene, trækker ledninger, giver dem drop og medicin.
Jeg lærer nye fædre, hvordan de skifter en ble på deres skrøbelige børn for første gang.
Jeg lægger barnet ved moderens bryst for første gang (ofte med mange ledninger og rør), efter hun ikke har fået lov til at holde sit nyfødte barn i flere uger.
Jeg trøster mødre, når de ser hvordan deres små, skrøbelige børn har gennemgået flere medicinske procedurer, end nogen kan forestille sig.
Jeg fejrer ethvert fremskridt sammen med forældrene: hver gang en ledning bliver fjernet, hver gang barnet går op i vægt.
Jeg glædes sammen med de forældre, der kan tage deres børn med hjem efter at have tilbragt flere måneder på børneintensivafdelingen.
Jeg ser mirakler. Jeg er vidne til, hvordan livet kommer tilbage, og hvordan livet slår alle uoverstigelige odds. Men nogle gange går det ikke sådan.
Jeg hjælper med at genoplive børn, når deres hjerte stopper, og når deres små kroppe simpelthen ikke har energi til at kæmpe længere.
Jeg forbander mig selv, når jeg tænker på, hvordan vi kunne have gjort tingene bedre eller anderledes, når vi ikke har flere alternativer tilbage.
Jeg overgiver de søde små skabninger til deres forældre, når de tager deres sidste åndedrag, når videnskaben og al verdens medicin ikke længere kan hjælpe dem.
Jeg giver børnene medicin, så de ikke skal føle smerter i deres sidste øjeblikke på jorden.
Jeg hjælper familier med at gemme små mindeting, som forældrene kan tage med hjem for at minde tabet af deres elskede.
Jeg deler minder med familierne, og vi griner og græder sammen. Børneafdelingen bliver deres hjem.
Jeg omfavner forældrene, når de forlader deres barns stue for sidste gang og håber, at mine ord kan give dem lidt trøst.
Jeg græder nogle gange på vej hjem i bilen, i brusebadet eller før jeg forsøger at sove.
Jeg får støtte fra mine kollegaer. Alle disse andre sygeplejersker, som jeg er så velsignet at arbejde side om side med. Jeg læner mig op ad dem for at få mere viden, visdom og støtte.
Ja, det er mit “arbejde” at være sygeplejerske. Men det viser sig gang på gang, at arbejdet indeholder meget mere end det.
***Billedet deles med moderens tilladelse, for at vise hvilken figther han var. Dette billede blev taget, lige efter at han forlod os her på jorden, og det var en stor velsignelse at være hos ham i det øjeblik. Jeg ved, at alle andre sygeplejersker på afdelingen, som plejede ham, følte på samme måde. Billedet er taget af Ashley Trainer-Smas ❤️
Del artiklen med dine venner på Facebook, hvis du ønsker at hylde vores sygeplejerskers store arbejdsindsats – det fortjener de.
