Efter arbejde gik jeg ned i butikken, eftersom jeg skulle købe et par ting. Da jeg skulle betale, kiggede kassemedarbejderen på mit navneskilt og sagde: “Nåh, hvad laver du der?”
Jeg svarede: “Jeg er sygeplejerske.”
Hun fortsatte: “Jeg er overrasket over, at de lader dig arbejde sådan der. Hvad synes dine patienter om dit hår?”
Hun spurgte herefter den ældre dame bag mig i køen: “Hvad synes du om hendes hår”
Den rare ældre dame sagde: “Det er ikke for at være ond mod dig søde, men det er ikke min stil.”
Herefter forsatte kassemedarbejderen med at sige, at hun ikke selv kunne få lov til at se sådan ud, hvis hun skulle arbejde med fastfood, og at hun var chokeret over, at jeg som sygeplejerske fik lov til at se sådan ud.
Her er mine tanker om hele situation. Jeg kan ikke på noget tidspunkt huske, at mit hår har forhindret mig i et redde en af mine patienters liv. Mine tatoveringer har aldrig stoppet dem fra at holde min hånd, når de rædselsslagne ligger og græder over, at Alzheimers har taget kontrollen over deres tanker. Mine piercinger i ørene har ikke været en forstyrrende faktor, når jeg har lyttet til deres erindringer om bedre dage eller når, jeg har hørt deres sidste ønsker. Min piercing i tungen har aldrig stoppet mig, når jeg støtter nogen, der lige har modtaget en diagnose, eller når jeg trøster en sørgende familie.
Så vil du ikke være sød at forklare mig hvordan mit udseende, kombineret med min positive indstilling, store hjerte og smil, gør mig uegnet til at være sygeplejerske og ude af stand til at gøre mit arbejde!
