En barnlig, frygtelig og fuldstændig uansvarlig handling.
Det kostede næsten New Yorkeren Victoria Ruvolo livet for et årti siden. Angrebet forårsagede flere måneders smerte.
Men i stedet for at leve resten af sit liv i bitterhed, valgte hun at vende det frygtelige angreb til noget positivt. I dag forsøger hun at statuere et godt eksempel ved at fortælle sin historie til unge, som er i risikozonen for at blive livslange kriminelle.
Årsagen er lige så indlysende, som den er genial: Hun mener, at man skal løse konflikter på en moden og behersket måde.
Det hele fandt sted en kold novemberaften, efter Victoria havde set sin 14-årige nevø optræde til en koncert.
Hun tog til koncerten med en ven, som senere samme aften skulle redde hendes liv, da de kørte hjem.
To uger senere vågnede Victoria på hospitalet. Hun kunne ikke huske noget fra den skæbnesvangre aften.
– Da jeg opdagede, at jeg befandt mig på hospitalet, kunne jeg kun tænke på, hvem det var, jeg skulle møde. Jeg troede, at de havde lagt mig der, så jeg kunne sove lidt, før jeg skulle møde personen, siger hun til National Catholic Reporter.
Victoria havde været i koma i to uger. Dette efter at have været involveret i en ulykke, som havde knust hendes kæbe og spiserør samt givet hende en hjerneskade.
Den aften havde seks teenagere været ude for at stjæle kreditkort. De havde købt mange forskellige ting med deres stjålne kort, og kørte rundt i en bil den skæbnesvangre aften.
En af de mange genstande, de havde købt, var en frossen kalkun.
Teenagerne skulle pludselig overhale en bil på vejen, som viste sig at være Victorias.
Mens de gjorde dette, kastede en 19-årig mand kalkunen ud af bilen i retning af Victorias bil.
Den frosne kalkun vejede næsten ti kilo, smadrede forruden og Victorias ansigt. Hun mistede selvfølgelig kontrollen over bilen, men hun havde heldigvis sin ven på passagersædet.
Vennen overtog hurtigt kontrollen over bilen og holdt samtidig fat i Victoria, så hun ikke skulle blive kvalt i sit eget blod.
Til New York Daily News fortæller Victoria, at hun har lyst til at græde, hver gang hun ser billeder fra den forfærdelige aften. Efterfølgende har hun fået implanteret tre titaniumsplader i kraniet.
Samtidig mener hun, at hun tror, at det hele skete af en årsag.
– Jeg tænker på, hvor langt jeg er kommet, og hvordan jeg kan hjælpe andre.
Efter angrebet har Victoria frivilligt valgt at engagere sig i et program, hvor man arbejder med ungdomskriminelle. Hun arbejder med psykologen Robert Goldman og målet er at forhindre, at fortsætter deres kriminelle glidebane, når de bliver løsladt.
Victoria har et inderligt håb om, at hun ved at fortælle sin historie kan kan skubbe de unge i den rigtige retning i livet igen.
Hun valgte også at tilgive teenageren, der næsten dræbte hende.
Victoria må virkelig have et hjerte af guld.
Jeg blev virkelig rørt af Victorias historie. Del hvis du også håber, at hun formår at lykkes med sit nye kald i livet: At hjælpe ungdomsforbrydere tilbage på sporet.
