Teenager sidder alene i kantinen i 4 år: Da denne gruppe nærmer sig, begynder hans mor at græde

At sidde i kantinen på skolen eller arbejdspladsen kan være en svær oplevelse for nogle. At finde en plads, hvor du kan sidde, er ikke en selvfølge. Især ikke, hvis du ikke har nogen venner, som sætter sig hos dig.

Ensomhed er ikke altid noget, som man vælger, sommetider bliver det bare sådan, og det kan være svært at komme ud af igen. Det er et emne, som er svært at tale om, men det har brug for at komme frem i lyset, synes jeg. Derfor er den her historie så nødvendig og bør spredes til alle.

Kantinen kan være et barskt sted for dem, som ikke føler, at de passer ind.

Andrew Kirby sad ofte alene og spiste sin frokost i skolens kantine. Så ofte, at han gjorde det i hele fire år.

Det var noget, som bekymrede hans mor Kay. Hver dag sendte hun en sms til sin søn, når klokken nærmede sig 12 og frokosttid. Hun vidste nemlig, at han altid sad med mobiltelefonen i hånden under frokosten og spillede forskellige spil. Nu skulle han starte i gymnasiet, og hun var bekymret. Hvordan skulle det gå hendes dreng?

Men det viste sig, at hun ikke behøvede at være så bekymret…

Første dag i skolen blev nemlig en dag, som han sent vil glemme.

Moderen forstod allerede, da hun skulle hente sønnen med bilen efter skole, at noget usædvanligt var sket. Han begyndte at snakke om, hvad der var sket under frokosten, og først blev moderen lidt bekymret.

– Mor, jeg spiste ikke alene! Nogle fra elevrådet spurgte mig og tre andre elever, om vi ville spise med dem og sagde, at vi også kunne spise sammen i morgen!

Moderen kunne først ikke tro, at det var sandt. Efter fire års tid, var hendes elskede søn endelig sluppet for at sidde alene til frokosten. Hans ufrivillige ensomhed var brudt. Andrew var virkelig glad, og moderen følte, at hun burde takke de her elever på en måde. Derfor gik hun på Facebook for at hylde kammeraterne og den nye skolen – og skrev følgende:

“De her elever troede måske ikke, at dette var en stor ting, men det var et svar på vores bønner og en fantastisk opmuntring for Andrew. TAK til jer elever, I gjorde en forskel i dag!”

Dette er senere kommet i nyhederne, og Andrew har selv fortalt om det hele på tv-kanalen Fox Carolina. Der siger han blandt andet, at han føler sig glad over, hvordan eleverne agerede. Han ser sikkert frem til at gå i skole fremover!

Sommetider kan selv en lille gestus være så meget værd for et andet menneske! Ufrivillig ensomhed er lidt tabubelagt, men forhåbentlig kan vi begynde at tale om det og gøre noget ved det.

Hvad disse teenagere gjorde for deres skolekammerat, er intet andet end et godt eksempel og giver et stort plus i min bog! Del videre for at ønske dem held og lykke i det kommende skoleår.