Historien lyder som følger:
“Sidste år var jeg 16 år gammel, da jeg en dag var på vej hjem fra skole. Jeg så to yngre skolebørn gå et stykke foran mig på fortovet, som ikke var ældre end 9 år gamle. Jeg gik ud fra, at de var søskende.
Men uanset hvad var jeg større og ældre end dem, og begyndte så småt at indhente dem, og lige da jeg var ved at gå ind ad min vej, bemærkede jeg en bil, som langsomt kørte op ved siden af dem. Føreren rullede vinduet ned og råbte, at de to små børn skulle komme over til ham.
Mit hjerte begyndte at banke, da jeg hørte den ældre søster sige: “Men vi kender dig jo ikke?”
Jeg løb hurtigt over til dem, mens jeg råbte; “LUCY!, MARK!” (jeg kendte ikke deres navne, men måtte finde på noget), og de kiggede på mig. Jeg løb hen til dem og sagde: “Gå ikke så hurtigt, I skal vente på mig, det ved I godt!”
Jeg foregav, at jeg ikke så bilen, som kørte lige ved siden af dem. Jeg blev ganske enkelt ved med at gå sammen med dem, indtil manden i bilen var forsvundet.
Da han var forsvundet, fulgte jeg dem hjem og fortalte dem, at de absolut ikke må tale med fremmede. Jeg forklarede også deres forældre, hvad der var sket. Og efter chokket havde lagt sig, var de utroligt taknemmelige for min handling!”
Det er vigtigt at fortælle ens børn om de farer, der lurer ude i verden – del historien med dine venner som en vigtig påmindelse om dette!