Da Terry Apudo ikke dukkede op i kirken til sit eget bryllup, vidste hendes familie og venner straks, at noget var helt galt.
Men den virkelige grund til Terrys fravær på denne særlige dag var endnu mere forfærdelig, end gæsterne nogensinde kunne have forestillet sig.
Den unge kvinde Terry Apudo var en respekteret præst, som arbejdede i en lille kirke i Nairobi, Kenya.
Brylluppet med hendes forlovede Harry Olwande havde været planlagt længe, og parret var midt i forberedelserne til denne store begivenhed.
Aftenen inden brylluppet brugte parret hver for sig, som traditionen foreskriver. Da Terry forlod sit hus morgenen derpå og gik langs vejen, så hun en mand, der sad på sin bils kølerhjelm.
Pludselig løn han frem og overfaldt Terry bagfra. Han kastede hende ind på bilens bagsæde, hvor to medsammensvorne ventede.
Den unge præst blev kidnappet på sin bryllupsdag, skriver BBC.
“De tog et lommetørklæde og stoppede det i min mund. Jeg sparkede, slog og prøvede at skrige. Da jeg endelig fik spyttet tørklædet ud, råbte jeg: “I dag er mit bryllup!”. Så mærkede jeg det første slag. En af mændene sagde, at jeg skulle falde til ro, ellers ville jeg dø”.
Mareridtet var langt fra ovre og fortsatte inde i bilen.
“En efter en voldtog de mig. Jeg var sikker på, at jeg skulle dø i den bil, men jeg blev ved med at kæmpe for mit liv, og det lykkedes mig at bide en af mændene i kønsorganet. Han skreg af smerte, og den anden trak en kniv frem og huggede mig med fuld kraft i maven. Så åbnede de bildøren og smed mig ud af bilen i fuld fart.”
“Jeg var flere kilometer hjemmefra, langt uden for Nairobi. Seks timer var gået, siden de havde bortført mig. Et barn kom til at se, da jeg blev smidt ud af bilen og kaldte på sin mormor. Folk kom løbende. Da politiet kom til stedet, mærkede de efter min puls, men de fandt ingen. De pakkede mig ind i et tæppe og begyndte at køre mig mod lighuset. Men på vej derhen hostede jeg og kastede pludseligt op, direkte op i taget. Betjenten blev så chokeret, at han kørte mig til det største offentlige sygehus i Kenya.”
“Da jeg kom derhen, var jeg i chok. Jeg mumlede usammenhængende. Jeg var halvnøgen, blodig, og mit ansigt var opsvulmet efter overfaldet. Men sygeplejersken, som hjalp mig, fik en idé, fordi hun så, at jeg havde brudekjole på. ‘Gennemgå alle kirker og find ud af, om nogen brud savnes’, beordrede hun en anden sygeplejerske.”
“Heldigvis kontaktede de All Saints Cathedral først, hvor jeg skulle giftes. ‘Mangler I en brud?’, spurgte sygeplejersken. Præsten svarede: ‘Ja, vi skulle have et bryllup klokken 10.00, men bruden kom aldrig.”
Da bryllupsgæsterne hørte den virkelige årsag til forsvindingen, skreg de af rædsel.
Terrys familie og hendes forlovede Harry tog straks på sygehust. Snart blev Terry flyttet til et andet sygehus, hvor det fulde omfang af hendes skader blev voldsomt tydelige.
“Det var det frygtelige øjeblik, hvor lægerne gav mig den knusende nyhed”, fortæller Terry.
Stiksåret fra kniven var så dybt, at hun aldrig ville kunne få sine egne børn, fortalte lægerne.
“Så gav de mig fortrydelsespiller og andet medicin for at beskytte mig mod hiv og aids. Men mine følelser var helt aflukkede. Jeg nægtede at acceptere, hvad der var sket”.
“Nogle dage senere, da jeg ikke var så ør, kunne jeg for første gang se min forlovede Harry i øjnene. Jeg sagde, at jeg var meget ked af det. Det føltes som om, at jeg havde svigtet ham. Der var mennesker, der sagde, at det var min egen skyld. Jeg skulle aldrig have forladt huset alene. De ville virkelig skade mig, men min familie og Harry støttede mig.”
Harry ville stadig giftes med sin Terry.
Det skete da også i juli 2005, syv måneder efter det oprindeligt planlagte bryllup.
Endelig kunne de stå ved alteret sammen og vise deres kærlighed.
Alt lod til at være på vej mod det bedre, men skæbnen ville det anderledes. Bare 29 dage efter brylluppet skete næste katastrofe.
På en meget kold nat besluttede Harry sig for at varme huset op med parrets lille kulgrill, som normalt bruges udenfor til madlavning.
Desværre sov parret, mens den skønne varme bredte sig i rummet. Da Terry vågnede kort efter, vidste hun, at noget var galt.
Hun var svimmel og kunne ikke komme ud af sengen. Med sine sidste kræfter nåede hun telefonen ved siden af sengen og ringede til sine naboer efter hjælp. Straks efter besvimede hun.
Terry blev reddet i sidste øjeblik, men Harry døde af kulilteforgiftning.
Terry var så ked af det og deprimeret, at hun isolerede sig fra omverdenen.
Den eneste gæst, hun tog imod, var en præst, Tonny Gobanga. Han gik regelmæssigt hjem til Terry, så hun kunne tale om den smerte, der havde gennemboret hendes sjæl.
Men Tonnys varme og medfølelse byggede langsomt Terry op igen, bid for bid. Før eller siden blev de forelskede.
“Tonny spurgte til sidst, om jeg ville gifte mig med ham. Men jeg sagde: ‘Du, der er noget, du skal vide. Jeg kan ikke få børn, så jeg kan ikke gifte mig med dig’. Men han sagde bare: ‘Børn er en gave fra Gud. Får vi det, er jeg overlykkelig. Hvis ikke, vil jeg have mere tid til at elske dig’.”
Tre år efter hendes ægteskab med Harry stod Terry nu ved alteret med Tonny ved sin side. Hun havde fået sin livsglæde tilbage.
Deværre kom der snart uro igen – et år efter det andet bryllup følte Terry sig meget syg igen
“Jeg havde det meget skidt og gik til lægen. Til min store overraskelse fortalte han mig, at jeg var gravid.”
Graviditeten gik som planlagt, og i modsætning til hvad lægerne troede kunne Terry føde uden komplikationer.
Glæden, Terry og Tonny følte, da deres datter Tehille endelig lå i dere arme, var ubeskrivelig.
Fire år senere så parrets anden datter Towdah dagens lys.
Mændene, der torturede og voldtog Terry, blev aldrig anholdt og straffet.
Terrys skæbne er fint beskrevet i hendes selvbiografi, “Crawling Out of Darkness”.
I dag rejser Terry rundt med sin mand og fortæller om de frygtelige begivenheder i hendes liv og hvordan hun fik styrken til at komme ud af sit helvede og se positivt på tilværelsen.
Hun hjælper også andre voldtægtsofre, og hun håber, at hendes erfaringer kan inspirere andre voldtægtsofre til at vide, at de ikke er alene.
Jeg må sige, at jeg virkelig beundrer og respekterer Terry – sikke en stærk og modig kvinde!
Del gerne denne historie videre på Facebook, så flere får chancen for at opdage denne utrolige og hjerteskærende livshistorie.
