Nogle billeder kan give en kuldegysninger, selvom det aldrig var meningen. Et tilsyneladende harmløst billede kan føles foruroligende, når det ses igennem et historisk perspektiv. Men hvorfor føles det så uhyggeligt? Hvad er historien bag det?
Gennem tiden har kameraer fanget øjeblikke, der vækker nysgerrighed, uro og utallige spørgsmål. Disse skræmmende billeder blev ikke skabt for at være uhyggelige, men deres mystiske detaljer eller glemte historier gør dem uforglemmelige.
Nogle gange kan sandheden bag dem mildne ubehaget — men andre gange gør den kun mysteriet dybere. Er du klar til at afdække de skjulte historier bag disse gådefulde glimt fra fortiden?
Et bjerg af bisonkranier (1892)
Dette uhyggelige fotografi blev taget i 1892 uden for Michigan Carbon Works i Rougeville, USA, og fanger et chokerende øjeblik i historien. Det viser et enormt bjerg af bisonkranier, der blev indsamlet og forarbejdet til benlim, gødning og trækul. Det, der gør billedet så foruroligende, er den historie, det fortæller – ikke kun om udnyttelsen af naturens ressourcer, men også om det enorme tab knyttet til kolonisering og industrialisering.
I begyndelsen af det 19. århundrede levede der mellem 30 og 60 millioner bisoner i Nordamerika. Men da dette billede blev taget, var antallet faldet dramatisk til blot 456 vilde bisoner. Den vestlige ekspansion af nybyggere kombineret med den stigende efterspørgsel efter bisonhud og knogler førte til en brutal nedslagtning, der næsten udslettede de engang blomstrende bestande. Mellem 1850 og slutningen af 1870’erne blev de fleste flokke udslettet, hvilket efterlod både miljømæssig og kulturel ødelæggelse.
Den enorme bunke knogler på dette fotografi er ikke kun et vidnesbyrd om grådighed, men også om det dybe forhold mellem de oprindelige folk og bisonerne – et forhold, der blev brutalt afbrudt af denne storstilede ødelæggelse. Knoglerne, stablet som et menneskeskabt bjerg, udvisker grænsen mellem det naturlige og det kunstige landskab, et begreb som fotografen Edward Burtynsky senere beskrev som “manufactured landscapes” (menneskeskabte landskaber).
I dag, takket være bevaringsindsatser, strejfer omkring 31.000 vilde bisoner rundt i Nordamerika. Dette fotografi står som en stærk påmindelse om, hvor tæt vi var på at miste dem helt.
Inger Jacobsen og Bülow (1954)
Dette fotografi fra midten af 1950’erne kan ved første øjekast virke en smule uhyggeligt, men det fanger sandsynligvis blot en helt almindelig dag i livet for den norske sangerinde Inger Jacobsen og hendes mand, den danske bugtaler Jackie Hein Bülow Jantzen, bedre kendt under sit kunstnernavn Jackie Bülow.
Inger Jacobsen var en elsket sangerinde i Norge og repræsenterede endda landet ved Eurovision Song Contest i 1962. Samtidig tryllebandt Bülow publikum med sin unikke charme og sit talent som bugtaler på et tidspunkt, hvor denne kunstform blomstrede, især på radio og det dengang nye medie, fjernsynet.
Billedet føles som et glimt fra en svunden tid, en lille åbning ind i en verden, der virker fjern fra i dag. Men selvom bugtalerkunsten er mindre almindelig nu, er den ikke helt forsvundet. Bugtalerens kreative og tekniske færdigheder fortsætter med at fascinere publikum, og tre bugtalere—Terry Fator (2007), Paul Zerdin (2015) og Darci Lynne (2017)—har endda vundet America’s Got Talent. Det er et bevis på, at selvom verden ændrer sig, lever visse traditioner fortsat videre på uventede måder.
Den sovende mumiehandler (1875)
Mumier har altid fascineret menneskeheden, og de gamle egyptiske mumier har pirret fantasien i over 2.000 år. Men den måde, de er blevet behandlet på gennem historien, er både mærkelig og foruroligende.
I middelalderen brugte europæerne mumierne til mange forskellige ting. De blev malet til pulver og brugt i medicinske kure, omdannet til fakler, fordi de brændte så godt, eller anvendt som behandling mod lidelser som hoste eller brækkede knogler. Troen på, at mumier var balsameret med helbredende bitumen, drev denne trend, selvom dette slet ikke var sandt. Ved det 19. århundrede var den medicinske brug af mumier aftaget, men fascinationen levede videre.
Gravrøvere sørgede for at opfylde efterspørgslen efter mumier, og købmænd fragtede dem fra Egypten til Europa og Amerika, hvor de blev eftertragtede statussymboler for de rige. De blev udstillet som tegn på velstand eller brugt til forskning. En af de mere bizarre tendenser i 1800-tallet var de såkaldte “udpakningsfester,” hvor mumier ceremonielt blev pakket ud foran nysgerrige tilskuere – en underlig kombination af videnskab og underholdning.
Dette billede af en købmand, der hviler midt blandt en bunke mumier, fremhæver, hvordan disse gamle artefakter blev omdannet til handelsvarer og udnyttet til alt fra medicinske eksperimenter til underholdning. Det er en påmindelse om, hvordan kulturelle skatte engang blev behandlet – og hvorfor deres bevaring i dag er så vigtig.
Jernlungerne (1953)
Før vaccinerne var polio en af de mest frygtede sygdomme i verden, der lammede eller dræbte tusinder hvert år. I USA var udbruddet i 1952 det værste, med næsten 58.000 rapporterede tilfælde — over 21.000 mennesker blev efterladt med varige handicap, og 3.145 døde, primært børn. Polio beskadigede ikke lungerne direkte, men angreb motorneuroner i rygmarven, hvilket afbrød kommunikationen mellem hjernen og de muskler, der var nødvendige for at trække vejret.
For de alvorligt syge patienter betød overlevelse ofte, at de var nærmest bundet til en jernlunge — en mekanisk respirator, der holdt dem i live ved at pumpe luft ind i deres lammede lunger. Hospitaler havde rækker på rækker af disse massive, cylindriske maskiner, fyldt med børn, der kæmpede for deres liv. Et enkelt billede af disse “mekaniske lunger” er nok til at forstå den ødelæggende virkning af polio, og står som en påmindelse om den frygt og usikkerhed, der greb familier, før vaccinen kom i 1955.
Selv for dem, der forlod jernlungen, blev livet aldrig det samme og var ofte præget af varige fysiske handicaps. Men billedet af rækker af jernlunger, der strækker sig ud i det uendelige, står tilbage som et vidnesbyrd om både den menneskelige pris ved epidemien og den fightervilje, som de syge viste i deres kamp for at overvinde sygdommen.
En ung mor og hendes døde baby (1901)
Det uhyggelige billede af Otylia Januszewska, der holder sin nyligt afdøde søn, Aleksander, fanger ikke kun et dybt øjeblik af sorg, men refererer også til den victorianske tradition for post-mortem-fotografi. Denne praksis blev populær i midten af det 19. århundrede og tjente som en måde at ære de afdøde på og bevare en sidste, håndgribelig forbindelse til sine kære, især når døden føltes for overvældende at bære.
Idéen bag denne tradition stammer fra konceptet memento mori, som betyder “husk, at du skal dø.” Refleksion over dødeligheden har dybe rødder i historien. I middelalderen indeholdt malerier ofte små påmindelser om døden, mens tidligere kulturer skabte små genstande, der forestillede skeletter, som en konstant og nødvendig påmindelse om livets skrøbelighed.
Da fotografiet gjorde sit indtog i det 19. århundrede, blev det hurtigt det perfekte medie til at gøre disse minder personlige og intime. Familier, der nu kunne tage billeder, benyttede sig af muligheden for at forevige deres afdøde kære i et forsøg på at fastholde dem og holde deres ansigter tæt på, selv efter de var borte. Dette blev ikke blot en måde at sørge på, men også en måde at skabe et varigt bånd og en følelse af forbindelse, der rakte ud over døden.
I dag ser vi ofte en anden tilgang til døden. Når en elsket går bort, fokuserer vi ofte på at fejre deres liv, mens vi undgår dødens barske realitet – næsten som om det er tabu at tale direkte om det. Victorianske familier havde en helt anden tilgang og omfavnede døden som en naturlig del af livet. Døden var integreret i dagligdagens ritualer og blev betragtet som noget uundgåeligt, der fortjente at blive mindet på sin egen måde.
Post-mortem-fotografiet, som nåede sit højdepunkt i 1860’erne og 1870’erne, var en central del af denne praksis. Det begyndte i 1840’erne med opfindelsen af fotografiet og blev hurtigt udbredt, især i Storbritannien, USA og Europa. Ikke alle følte sig dog trygge ved at tage billeder af de døde, men for mange familier var det en måde at bevare et sidste minde på. Fotografierne var mere end blot billeder – de hjalp familier med at bearbejde deres sorg og skabe et permanent minde om dem, de havde mistet.
9-årig fabriksarbejder i Maine, USA (1911)
I 1911 handlede livet for mange arbejderfamilier i Amerika om hårdt arbejde, lange timer og at få enderne til at mødes på enhver mulig måde.
For Nan de Gallant, en 9-årig pige fra Perry, Maine, betød somrene én ting: arbejde på Seacoast Canning Co. i Eastport, Maine. Hun løb ikke rundt på markerne eller legede med vennerne – hun hjalp sin familie med at bære sardiner og arbejdede lange timer side om side med sin mor og to søstre.
Børnearbejde var desværre almindeligt i begyndelsen af det 20. århundrede i Amerika, især i industrier som konserves, tekstilfabrikker og landbrug. For familierne betød det, at hver ekstra hånd kunne gøre en forskel for at overleve økonomisk. Men for børn som Nan betød det at opgive deres barndom. Allerede som 9-årig var hun i gang med at arbejde, hvilket desværre ikke var unormalt for børn i hendes aldersgruppe på det tidspunkt. Ifølge US Bureau of Labor Statistics arbejdede 18 % af børn mellem 10 og 15 år i 1910.
I Maine var der på daværende tidspunkt en lov, der forbød børn under 12 år at arbejde i fremstillingsindustrien – men konservesindustrien, som arbejdede med letfordærvelige fødevarer, var undtaget fra denne lovgivning. Loven blev ændret i 1911, men det er svært at vide, hvor stor en effekt det havde på børn som Nan.
James Brock hælder syre i poolen (1964)
I 1964 blev et uhyggeligt fotografi taget, der viser motelmanager James Brock hælde saltsyre i swimmingpoolen på Monson Motor Lodge for at forhindre sorte badegæster i at bruge den.
Det skete efter en gruppe sorte aktivister forsøgte at integrere det segregationsprægede område i St. Augustine, Florida. I stedet for at acceptere lighed valgte Brock at ødelægge poolen i et desperat forsøg på at bevare adskillelsen.
Billedet, der er taget af fotografen Charles Moore, er blevet et symbol på den dybt rodfæstede racisme i datidens USA og det enorme mod, de, der kæmpede for borgerrettigheder, udviste. I dag står det som en kraftfuld påmindelse om, hvor langt vi er kommet, men også hvor meget mere der stadig mangler i kampen for fuld lighed.
Billedet lærer os om fightervilje, styrken ved protest og nødvendigheden af at konfrontere de ubehagelige sandheder i vores historie. Det minder os om, at vi kun kan skabe forandring ved at anerkende fortidens fejl og fortsætte kampen for retfærdighed.
Kulminearbejdere vender tilbage fra dybet (ca. 1900)
I begyndelsen af 1920’erne stod belgiske kulminearbejdere over for hårde dage under jorden, hvor de arbejdede under farlige forhold for at drive den voksende industrielle revolution fremad. Efter timers udmattende arbejde i mørket klemte de sig sammen i en overfyldt elevator, endelig på vej mod dagens lys. Lyden af elevatorens knirken og den dæmpede summen af deres stemmer vidnede om, hvor meget de var afhængige af hinanden for at komme igennem det.
Deres ansigter, dækket af kulstøv, fortalte historier om hårdt arbejde og ofre. Hver rynke og hver linje afslørede de fysiske omkostninger ved deres job, men de afspejlede også den stolthed, de følte over det arbejde, de udførte. Disse mænd drev de industrier, der holdt samfundet i gang, selvom det ofte skete på bekostning af deres helbred og sikkerhed.
Når de endelig trådte ud i dagslyset, blev det en skarp påmindelse om kontrasten mellem minernes mørke og lyset ovenfor. Men det var mere end bare en fysisk overgang – det var en påmindelse om deres styrke og modstandskraft. De havde hinanden, og sammen blev de ved. Deres bånd, skabt gennem fælles kampe, var hjertet i deres samfund – et fællesskab, der stod skulder ved skulder, uanset hvilke udfordringer de stod overfor.
Alvin Karpis’ fingerspidser (1936)
Alvin “Creepy” Karpis, en berygtet forbryder fra 1930’erne, var en del af den frygtede Barker-bande og involveret i højprofilerede kidnapninger. Efter at have efterladt fingeraftryk ved to store forbrydelser i 1933, forsøgte han desperat at slette sin identitet.
I 1934 gennemgik han og bandemedlemmet Fred Barker kosmetiske operationer udført af Chicagos underverdenlæge Joseph “Doc” Moran. Moran ændrede deres næser, hager og kæber og anvendte endda kokain til at bedøve deres fingre, mens han skrabede deres fingeraftryk af.
På trods af disse drastiske forsøg blev Karpis fanget i New Orleans i 1936. Han blev idømt livsvarigt fængsel og tilbragte over 30 år bag tremmer, herunder en lang periode på Alcatraz. Han blev løsladt på prøveløsladelse i 1969.
Halloween-kostumer i 1930’erne
Under Den Store Depression, hvor vold og hærværk blev mere udbredt på Halloween, begyndte lokalsamfund at skabe nye traditioner for at afskrække børn og unge fra destruktiv adfærd. Uddeling af slik, afholdelse af kostumefester og organisering af spøgelseshuse blev populære alternativer til de oprindelige “mischief nights,” hvor drengestreger og ballade var normen.
Denne periode markerede også et skift i, hvordan Halloween blev fejret, og der kom et bredere udvalg af kostumer til børn. Mens hjemmelavede udklædninger stadig dominerede, begyndte fabrikker at producere billigere, massefremstillede kostumer af stof og papir, ofte inspireret af populære figurer fra tegneserier, film og eventyr. Børn kunne nu klæde sig ud som cowboys, pirater, prinsesser og superhelte, hvilket tilføjede en ny dimension af sjov til fejringen.
Denne ændring i traditionen blev en central del af at gøre Halloween mere familievenlig og mindre forbundet med kaos og skræmmende ritualer.
To mænd laver en dødsmaske (ca. 1908)
Dødsmaske-traditionen har længe været brugt til at bevare de afdødes ansigtstræk. For eksempel skabte de gamle egyptere detaljerede masker for at hjælpe de døde med at navigere i efterlivet. Ligeledes fremstillede de gamle grækere og romere statuer og buster af deres forfædre, hvilket banede vejen for de dødsmaske-teknikker, der kom senere.
Det, der adskilte dødsmaske-kunsten fra andre fremstillinger, var dens fokus på realisme. I modsætning til idealiserede skulpturer var disse masker designet til at fange personens sande ansigtstræk og fungere som en varig hyldest. Berømte personer som Napoleon, Abraham Lincoln og George Washington fik lavet dødsmaske, som senere blev brugt til at skabe statuer og buster, der fortsat mindes dem længe efter deres død.
Hvad synes du om alle disse uhyggelige billeder? Hvilket efterlod det stærkeste indtryk hos dig? Del gerne dine tanker i kommentarfeltet på Facebook!
