Tweet about this on Twitter Pin on Pinterest Share on Facebook

Ung kvinde går til rutinescanning – og opdager at hun har mistet en baby

Få ting i livet er så ødelæggende og smertefulde som at miste et barn. 

Mange tænker måske i først på ældre børn – de, der allerede er blevet født. Men der er jo også børn, der dør under graviditeten. 

Alle, der har oplevet en spontan abort – det er faktisk ganske almindeligt – kender den ubeskrivelige sorg, der følger. At sætte ord på smerten er ikke helt let – så da jeg læste dette gribende Facebook-opslag, som er skrevet af Emily Christine Fauver, mærkede jeg straks, at det måtte deles videre. Hendes ord var så hjerteskærende og ramte mig lige i hjertet.

Læs hendes fortælling, som taler så kraftfuldt til hjertet og sjælen, herunder:

“Jeg skulle virkelig tisse, men de ville ikke lade mig gå. De sagde, at jeg behøvede en fuld blære, eftersom det så var lettere at se babyen under ultralydsscanningen. Jeg husker, at jeg følte mig så frustreret, ikke bare på grund af min fyldte blære, men også fordi jeg måtte udfylde, hvad der føltes som 50 sider papir, før jeg kunne tømme blæren og se babyen, jeg havde ventet på at se i otte uger.

Til sidst blev jeg ført ind i undersøgelseslokalet, hvor alle bød mig velkommen med et smil, eftersom lykken i at bære på et barn er smitsom. Scanningen begyndte, og jeg så billederne foran mig. Mit hjerte slog et dobbeltslag. Det her var så spændende!

Det her var dagen, som jeg og min mand havde ventet på i mere end et år.

Billedkilde: Facebook/Emily Christine Fauver

Men billederne var anderledes end dem, jeg havde set mine venner lægge ud på Facebook. Noget var galt.

Jeg så ingenting, eftersom min krop blot var timer fra en spontan abort.

Sygeplejersken, som udførte scanningen, var stille, og jeg vidste det bare. Hun forlod rummet, og min mand forsikrede mig hurtigt om, at “alt var okay”. Men det kan du ikke sige til en pige, som har set hundredevis af scanningsbilleder, som har søgt på hashtagget “8 uger” på Instagram for at se, hvordan babyen nu så ud.

Jeg vidste, at det ikke passede, og det gjorde det ikke.

Billedkilde: Facebook/Emily Christine Fauver

Jeg husker, at jeg var bange for at græde. Jeg følte, at jeg ikke fortjente at græde, eftersom “der ikke var gået så længe”, og ”det her sker hele tiden”.

Jeg husker, at jeg kæmpede alt, hvad jeg kunne for at holde tårerne tilbage, og jeg kunne ikke se min mand i øjnene, fordi jeg vidste, at hans smerte ville knuse mig.

Jeg blev sendt hjem for at lade min krop gå sin gang, og det havde den. Jeg mærkede alt, men kunne ikke vise det. Min læge lod mig ikke gå uden en advarsel, og hun havde helt ret. Men det, hun advarede ikke mig om, var alt det, der ville ske efter den første hjertesorg og den første smerte.

Hun fortalte ikke, at jeg ville blive mindet om det i ugevis, fordi min krop havde brug for så lang tid for at “rense ud”. Hun fortalte ikke, at jeg ville være nødt til at se min mand græde. Hun fortalte ikke, hvor svært det ville blive at fortælle min mor, hvad der var sket. Hun fortalte ikke, at min krop ville blive ved med at tro, at den var gravid i ugevis. Hun fortalte ikke, hvor svært det ville blive at sige til folk, at jeg havde det godt, når jeg ikke havde det. Hun fortalte ikke, at det ville gøre mig til en misundelig person på en enkelt nat. Hun fortalte ikke, hvor meget sværere spørgsmålet “hvornår skal du have børn?” ville blive. Og hun fortalte ikke, at det ville være så svært at miste noget, jeg aldrig havde mødt. 

Men hun fortalte, at det var okay at græde, og hun fortalte, at jeg ikke var alene. 

Spontane aborter er SÅ virkelige og så almindelige, faktum er, at en ud af fire kvinder oplever en spontan abort; men lad ikke det få jer til at tro, at det gør mindre ondt. Uanset hvor høj statistikken er, følte jeg mig stadig alene, og jeg har endelig forstået hvorfor: fordi ingen taler om det.

Det var ikke før, jeg begyndte at tale med venner og familie om det, at jeg stille indså, at jeg ikke var alene. At min mor, min moster, min søster og min søsters bedste ven alle havde oplevet den her hjertesorg og smerte, en hjertesorg og smerte, som jeg ikke ville ønske for min værste fjende.

Folk undrer sig måske over, hvorfor jeg vælger at dele det her flere måneder senere, men den hårde virkelighed er, at tiden slet ikke læger alle sår, så jeg håber, det hjælper mig i heleprocessen at dele min historie. Jeg søger ikke medlidenhed, og jeg leder ikke efter svar. Jeg deler det her, så der måske vil være en kvinde mindre, som føler sig alene og kan bruge det her som en påmindelse eller en besked om, at der er håb efter hjertesorgen. 

Der her håber jeg for dig…

Jeg håber, at du ikke føler dig ensom.
Jeg håber, at du tillader dig selv at græde.
Jeg håber, at du ser lyset for enden af tunnelen.
Jeg håber, at du, selvom din tro bliver testet, bliver ved med at være stærk.
Jeg håber, at du finder fred.
Jeg håber, at du ikke er bange for at prøve igen.
Jeg håber, at du ikke bebrejder dig selv.
Jeg håber, at du giver andre håb gennem dine prøvelser.
Jeg håber, at du er et lys i den sværeste tid.
… og jeg håber, at du fejrer babyens liv så meget, som du fejrer din næste, for uanset hvor kort et liv er, fortjener alt liv at blive fejret og alt tabt at sørges over.

Føl dig fri til at dele, hvis det her talte til dig, eller hvis du føler, at det kan tale til nogen, du kender.”

{Matthæus 7:7}

Del meget gerne Emilys stærke fortælling videre til alle kvinder, du kender, som har gået gennem noget svært. Hvem ved, måske giver du dem ro i hjertet ved at minde dem om, at de ikke er alene.

 
 

Læs mere om...