Man kan aldrig forberede sig helt på en fødsel. Det man skal være forberedt på er, at hvad som helst kan ske, for hvis babyen har besluttet sig for at ville ud, så venter den ikke.
Sådan var det for den kommende mor Tessa Rider, som troede, at hun havde god tid, inden barnet ville komme. Til hendes store overraskelse gik vandet i en svømmehal med kun en 18-årig livredder som fødselshjælper.
Den 24. juli startede som en helt almindelig dag for 18-årige Natalie, som havde fået sommerjob som livredder denne sommer. Efter et par uger på jobbet, var hun inde i rutinerne, som oftest gik ud på at holde øje med børn, som legede på det dybe vand i bassinet.
Denne dag var Natalie dog nødt til at smide alt for at fokusere på en kvinde, som skulle føde.
“Mange mennesker siger til mig at: ‘Åh, jeg ville aldrig have klaret det, jeg ville være besvimet eller flippet ud’. Jeg siger bare, at jeg gjorde præcis, hvad jeg skulle, fortæller Natalie Lucas til Good Morning America.
Tessa Rider og hendes mand Matthew Jones var taget i svømmehallen denne dag, fordi de tænkte, at det kunne være godt for Tessa at være i vandet og ikke stresse så tæt på fødslen.
Vandet gik i svømmehallen
Men da de først var der, gik der ikke længe, inden Tessas vand gik, og veerne gik i gang.
Da 18-årige Natalie fik øje på Tessa, kom hun straks til undsætning.
“Jeg går derhen, og Matthew (manden) siger til mig: ‘Barnet kommer nu’. Jeg siger ‘OK!’ Adrenalinen ramte lige der, sagde Natalie.
Matthew har fortalt til GMA, at selvom han ringede efter en ambulance, så nåede de ikke frem, før barnet var ude.
“Jeg vidste, at jeg var nødt til at forblive rolig og fokuseret”, sagde Natalie til GMA.
Barnet trak vejret
“Parret var meget rolige omkring det hele, mens det skete, hvilket på en måde overraskede mig. Så jeg sørgede for at holde hovedet koldt og blive hos dem, blive ved med stille spørgsmål til dem, holde dem fokuserede på barnet og sørge for, at de var så komfortable, som de kunne være omstændighederne taget i betragtning”, fortæller Natalie.
“Vi var i telefon med operatøren og sørgede for, at barnet trak vejret, at brystet hævede og sænkede sig. Jeg var nødt til at bruge et håndklæde til at rense barnets mund og sørge for, at luftvejene ikke var blokerede, og at han havde frie luftveje til at trække vejret. Og så kom ambulancepersonalet omkring fem minutter efter det,” forklarede Natalie.
Hun fortsætter:
“Det er helt klart noget, jeg aldrig vil glemme, og jeg vil fortælle historien flere år ud i fremtiden. Men denne oplevelse har helt sikkert åbnet mine øjne og på en måde fået mig til at indse, hvor fantastiske kvinder kan være. Som, wauw, at alt kan virkelig ske, og det er fedt at opleve det med egne øjne og være der med dem”, sagde Natalie.