Foto: Foto: Mike Kollöffel/TV 2.

‘Badehotellet’ har bragt danskerne stor glæde: Det fortjener de at opleve igen

Gennem mere end ti år har ‘Badehotellet’ gået sin sejrsgang i både Danmark og udlandet, men nu er det søde frikvarter fra hverdagen slut. Hvad fremtiden nu bringer bliver spændende.

Dette er en kommentar. Holdningerne heri er skribentens egne.

Lige inden nytårsklokkerne ringede 2014 ind, fik en ny serie premiere på TV 2. Det skete den 30. december 2013, da ‘Badehotellet’ så dagens lys. Hvor dansk tv især havde været præget af drama- og politiserier op til, så skilte ‘Badehotellet’ sig i den grad ud. ‘Dilettantagtigt’ og ‘karikeret’ lød nogle af de første anmeldelser, der i den grad ikke var begejstret for serien.

Men lige så lidt begejstret for serien som anmelderne var i starten, lige så meget elskede seerne universet fra dag et. Over 1.500.000 danskere så første afsnit, mens afsnit to fik 1.614.000 seere ifølge Jyllands-Posten. Sidenhen kom seertallene endnu højere op og nåede i nogle perioder over 1.9 millioner mennesker.

En af de ting der fra start er gået igen omkring ‘Badehotellet’ er danskernes begejstring over den glæde, joviale humor og hygge som programmet har bragt med sig ind i stuerne i hele landet.

Helt utroligt for en dansk tv-serie følger næsten 150.000 mennesker med på Badehotellets officielle Facebook-side, hvor der løbende kommer nyheder og historier om serien.

Legende let

Hvor Danmark i den grad er blevet kendt for de stærke dramaserier som Emmy-vinderen ‘Borgen’ og medrivende krimiserier som ‘Forbrydelsen’ og ‘Ørnen’, der begge har høstet store priser i udlandet, så er ‘Badehotellet’ noget helt andet.

‘Badehotellet’ har givet danskerne et pusterum fra hverdagens travlhed. Mens mange store serier kræver, at man er til stede og gerne følger med uge efter uge, så har ‘Badehotellet’ haft en hygge og genkendelighed, hvor mange af karaktererne har handlet på en bestemt måde. Der har været en legende let stemning over de fleste af afsnittene.

Så selvom der også sker meget fra afsnit til afsnit i ‘Badehotellet’, så kan man altid være sikker på, at Hr Weyse begynder at brokke sig til sin hustru, hvis tingene ikke går hans vej, at Georg Madsen er på jagt efter et nyt økonomisk eventyr eller at Fru Fjeldsø vil gøre alt for, at hun kan få lov til at spille bridge i fred.

Som en moderne folkekomedie har programmet haft en lethed over sig, som det virker til, at mange sætter pris på. Vi kan her på Newsner i kommentarer og beskeder igen og igen se, at den positive stemning som ‘Badehotellet udstråler er højtelsket.

National serie

Danske dramaserier med deres store skuespilspræstationer vækker tit opmærksomhed i udlandet, hvor de store følelser er universelle, men selv en ellers meget national serie om et lille badehotel i Nordjylland og alle de glæder og problemer det medfører har også trukket seere til i udlandet, der også har ventet i spænding på at få de sidste sæsoner af den nye sæson.

Hvad man end mener om ‘Badehotellet’, så er der ingen tvivl om, at serien kommer til at efterlade et kæmpe savn hos seriens mange fans.

Og forhåbentligt kan nogle af de kommende danske serier giver seerne den samme form for glæde og sammenhold, som ‘Badehotellet’ har skabt. For seerne fortjener de små pauser fra hverdagen, hvor de kan få lov til at slappe af og bare nyde noget god underholdning.

Hvad tænker du om, at ‘Badehotellet’ nu er slut? Kom gerne med din mening i artiklens kommentarfelt på Facebook.