Kalenderen siger, at efteråret har ramt Danmark, men sommeren holder stædigt fast og har sendt en ren hedebølge gennem landet i september.
Men selvom sommerens varme formentligt snart forsvinder, så er der især en grund til, at det skal nydes, at efteråret er her.
Dette er en kronik. Holdningerne heri er skribentens egne.
Sol, sommer og varme, det er for mange den perfekte opskrift på en god sommerferie. Her kan man komme ud i naturen, nyde de lyse nætter og lade solens stråler varme kroppen op.
I starten af september er sommervarmen fortsat, og det er bare med at nyde den, inden regnen, blæsten og kulden slår kløerne i Danmark.
Men selvom vejret formentligt snart ændrer sig til det værre, så er der en ting at glæde sig over, nu hvor sommeren er forbi:
Nu vender de gode tv-programmer tilbage!
Mens mørket stille og roligt begynder at sænke sig over vores lille land, så får vi en grund til at rykke sammen i sofaen og nyde al den underholdning, der er på vej den kommende tid.
Jagten på den store kærlighed er i gang
Der er allerede dømt kærlighed i fjernsynet, hvor der i de to populære programmer ‘Landmand søger kærlighed’ og ‘Gift ved første blik’ ledes efter den eneste ene.
Hvor deltagerne i ‘Landmand søger kærlighed’ kommer gennem en mere klassisk datingoplevelse med forskellige dates, så bliver deltagerne i ‘Gift ved første blik’ matchet med en for dem ukendt person, som de første gang møder til deres bryllup.
De kommende uger kan danskerne få lov til at følge med i, om kærligheden spirer i et af programmerne. Der basker allerede nogle sommerfugle rundt i maven på flere af deltagerne og det bliver spændende at se, om de får lov til at udvikle sig.
Men det er ikke kun kærligheden, der får lov til at blomstre på tv-skærmene de kommende uger og måneder.
Flere store programmer får premiere
Der er noget afslappende og hyggeligt over at rykke sammen i stuerne med et tæppe omkring sig og se en god film eller serie sammen med familie eller venner.
Danskerne fortjener et frirum, hvor de kan blive underholdt, få slappet af, blive oplyst eller hvad der nu end skaber glæde, når de tænder for flimmerkassen.
Men det er ikke kun underholdningsdelen, der er vigtigt. Et godt tv-program kan skabe sammenhold på tværs af generation. Tænk bare på, hvor stor del af vores liv kulturserier som ‘Matador’, ‘Huset på Christianshavn’ eller ‘Rejseholdet’ er blevet.
Og hvem kan sige sig fri for en gang i mellem at citere Olsen Banden-filmene, ‘Blinkende lygter’ eller ‘Den eneste ene’, selvom det er flere år siden, at de udkom.
Med et god serie eller film kan man efter en lang og hård dag koble lidt af, og som efteråret skrider frem er der flere ting på skærmen at glæde sig til.
Hvad end man er til reality-programmer som ‘Paradise Hotel’ eller ‘Robinson Ekspeditionen’, så er der nok af programmer at vælge imellem indenfor den underholdende genre.
Flere store serier vender tilbage med nye sæsoner, og her finder man så forskellige titler som ‘Vild med dans’, ‘Politijagt’, ‘Størst’, ‘Nak & æd’ og ‘Sygeplejeskolen’.
Der venter også premiere på flere nye store ting, hvor eksempelvis TV 2-satsningen ‘Familier som vores’ allerede har modtaget stående bifald til gallapremieren i Venedig.
Hvilke programmer glæder du dig til at se den kommende tid? Fortæl gerne om det i artiklens kommentarspor på Facebook.