Carsten Andersen / DR Presse

Firma løj i ‘Løvens hule’: Nu fjerner butikkerne produkterne fra deres hylder

Flere butikker har fjernet produkter fra deres hylder fra firmaet Copenhagen Cartel.

Det var gode nyheder for iværksætteren Katrine Lee Larsen, da hun for nogle år siden præsenterede sit firma ‘Copenhagen Cartel’.

Her fortalte Katrine om, hvordan hun havde svømmet rundt nede på Bali, hvor hun fik idéen om at bruge plastikaffaldet i havet til at lave bæredygtigt badetøj.

Idéen lød så genial, at løven Christian Arnstedt var overbevist, så han valgte at smide hele 700.000 efter firmaet.

Men den ellers så fine historie har bare et problem. Den er ikke helt sandfærdig. Det kan både B.T. og Sustain Report afsløre.

Artiklen fortsætter under billedet…

Løvens Hule
Løvens Hule. Foto: Carsten Andersen / DR Presse

Fjernet fra hylderne

Det viser sig nemlig, at produkterne ikke primært er lavet af gamle fiskenet fra havet, som de ellers tidligere er blevet markedsført som.

Deres populære badetøj, der blandt andet blev brugt af kronprinsesse Mary, da familien var i Australien, blev solgt i både Magasin og Illums Bolighus.

Men efter afsløringen har det nu fået så store konsekvenser, at begge butikker har valgt at fjerne Copenhagen Cartels produkter fra deres fysiske hylder og webshops.

Det kan Sustain Report også meddele.

Vildledende markedsføring

Hertil har B.T. fået en udtalelse fra Vibeke Myrtue Jensen fra Forbrugerrådet Tænkt, der overvejer at gøre Forbrugerombudsmanden opmærksom på firmaets markedsføring, som hun vurderer er vildledende.

– Det er vigtigt, at firmaet gør opmærksom på, at det kun er en lille del af produktet, der kan indeholde fiskenet fra havene. Og så må de ikke kalde deres badetøj for bæredygtigt, som der stod på deres hjemmeside. Forbrugerombudsmanden har gjort klart, at man skal kunne dokumentere, at produktionen af ens produkt ikke har forringet miljøet og tæret på klodens ressourcer til skade for de kommende generationer, hvis man bruger begrebet bæredygtigt. Det ser ikke ud til at være dokumenteret her. Så jeg mener, at det er en vildledende markedsføring, udtaler hun til mediet.

Mediet skriver endvidere, at Christian Arnstedt ikke har ønsket at udtale sig om sagen.

Hvad tænker du om sagen? Skriv dine tanker i kommentarsporet og del gerne artiklen.