Der er gode nyheder, hvis du er en af de mange danskere, som godt kan lide at se TV 2-serien ’Badehotellet’.
Den populære serie vender nemlig tilbage med endnu en sæson i 2022.
Det bekræfter forfatterparret bag ’Badehotellet’ Hanna Lundblad og Stig Thorsboe ifølge TV 2.
Springer frem i tiden
Der vil dog være sket et spring i tiden, når vi møder de populære karakterer igen. Handlingen i næste sæson kommer nemlig til at foregå i befrielsessommeren 1945.
De seneste to sæsoner har foregået under krigens start i Danmark. Men 1941 blev ifølge forfatterparret den sidste sommer, hvor de mange strandhoteller langs Vesterhavet kunne holde åbent under krigen.
– Fra 1942 blev adgangen til vandet spærret af med pigtråd, da værnemagten begyndte at opføre deres omfattende bunkersbyggeri i klitterne og minering af strandene. De forvænte badegæster måtte derfor pænt blive hjemme og vente på, at krigen og besættelsen en dag fik en ende, siger Hanna Lundblad og Stig Thorsboe til TV 2.
De røber til gengæld, at Amanda hurtigt slår dørene op til ’Badehotellet’, når dette endelig sker.
Det er planen, at niende sæson af ’Badehotellet’ går i luften i starten af 2022.