Risikoen for ensomhed stiger med alderen i takt med, at livet også forandres drastisk. At miste sin ægtefælle er én af flere mulige årsager til, at man som ældre borger kan blive ensom.
Derfor er det også en svær tanke for ægteparret Arne og Lydia, at den ene måske en dag skal leve uden den anden.
55.000 danskere i aldersgruppen 65+ føler sig ensomme i så høj grad, at det påvirker deres hverdag.
Hvis man gennem mange år har delt livets glæder og sorger med sin ægtefælle, kan det også være svært at forestille sig, hvordan livet vil blive, hvis man skal leve videre uden den anden.
Sådan er det også for 83-årige Arne Jensen fra Randers, som har været gift med 87-årige Lydia Jensen i langt størstedelen af sit liv.
Her er deres historie.
– Vi har været gift i 62 år, men var også kærester i nogle år inden da, fortæller Arne til Newsner, da vi taler med ægteparret om deres lange liv sammen.
Men han bliver straks afbrudt af Lydia i baggrunden.
– Vi har været gift i 61 år, retter hun ham.
Arne griner og tilføjer, at det er Lydia der har styr på sådanne ting.
Sådan supplerer de to generelt hinanden rigtig godt. Hvad den ene ikke har styr på, vil den anden tilgengæld kunne hjælpe med.
Sådan har det været siden de mødte hinanden for første gang til en julefest i den lokale baptistkirke i Brønderslev, da de var ganske unge.
– Vi gik omkring juletræet og sang sanglege. Det var en sjov aften, fortæller Arne.
– Efter arrangementet sad Lydia og jeg på en bænk, hvor jeg spurgte hende: Hvad skal du nytårsaften?
– Det ved jeg ikke, men du kan da invitere mig til noget, lød svaret fra Lydia.
Og sådan blev det. Lydia kom hjem til Arnes forældre for at fejre nytår sammen med hele Arnes familie.
– Jeg var betænkelig ved det, for nytårsaften var hjemme hos min mor og far, det var jo skik og brug dengang. Så kom hun derhjem, og så sagde min søster efter middagsmaden ‘nu kan Arne og Lydia gå ud og vaske op’. Så vi gik ud i mors gamle køkken og vaskede op, fortæller Arne og tilføjer med et smil:
– Og det var dejligt, for så havde jeg hende for mig selv.
Da Arne senere fulgte Lydia hjem, kom de hinanden endnu nærmere, end de havde været over opvasken.
– Man kan sige, at vi blev kærester i løbet af aftenen. Så da jeg fulgte hende hjem, synes jeg, at der skulle være plads til et lille kys.
Kærligheden kom hurtigt
Arne, der dengang var i lære som møbelsnedker, og Lydia, der var læreruddannet, var meget glade for at have fundet hinanden.
Men Arne fik en læreplads i Hadsten mens Lydia holdte til i Ranum, og afstanden mellem dem betød, at de måtte sende breve til hinanden.
– Jeg skrev til Lydia og spurgte, om hun stadig ville være kærester, fortæller Arne til Newsner.
Det ville Lydia heldigvis godt, og under ét af Arnes besøg hos hende, blev de to ringforlovede. Forlovelsen foregik på en for deres tid utraditionel måde, da det var Lydia, der købte ringene.
– Lydia måtte tage sit checkhæfte frem, da jeg ikke havde mange penge, mens hun allerede var i arbejde, lyder det fra Arne.
‘Hun hjalp mig meget’
Senere valgte Arne at uddanne sig til lærer ligesom Lydia, men særligt én ting var en udfordring på uddannelsen.
– Da jeg gik på seminariet fik jeg 28 fejl i min første diktat, fortæller Arne.
Han forklarer, at 28 fejl var alt for meget til at kunne bestå. Men mens Arne mest af alt havde lyst til at give op og ikke kunne klare tanken om at skulle få det ene nederlag efter det andet på sin uddannelse, stod hans hustru klar til at støtte ham:
– Hun sagde: ‘Sikke noget pjat!’ og så øvede vi diktat, indtil jeg til sidst blev god til det.
Mens Arne gik på seminariet fik parret tre børn, som det primært var Lydia, der passede.
– Hun var meget sammen med børnene. Hun skulle op om natten og passe en skrigende unge, og nogle gange sagde hun ‘nu må du altså op og passe, for jeg skal op på arbejde’, mindes Arne.
Senere blev han viceinspektør på samme skole, hvor Lydia var lærer. På den måde har de delt både hjem og arbejdsplads i mange år.
Arne tænker med glæde tilbage på den tid, hvor Lydia gjorde det hele muligt.
– Det var Lydia, der hjalp mig meget. Uden hende ville det ikke være gået sådan.
Blodpropper i knæet
I 1966 flyttede Arne og Lydia ind i et hus i Havndal.
Huset, som Arne selv havde været med til at bygge, var deres hjem i 50 år, indtil de for omkring et halvt år siden måtte flytte i lejlighed.
Arne blev nemlig ramt af ikke bare én men flere blodpropper i knæet, og det endte med, at hans højre ben måtte amputeres fra lige over knæet.
Huset i Havndal havde nemlig en trappe, og det var derfor bedst for dem at flytte til en anden bolig.
– Jeg kan stadig mange ting selv, men alligevel har Lydia nærmest fået et barn mere at skulle passe. Hun hjælper mig med det hele, med at komme i tøjet og ud ad tøjet og alt muligt andet, fortæller Arne.
At Lydia hjælper sin mand med forskellige praktiske ting på daglig basis er ikke den eneste forandring, de to har talt om i forbindelse med deres nye liv i Randers.
– Vi har talt meget om økonomi. Hvordan den enes pension vil gå til den anden, skulle man gå bort, og hvordan den anden vil have råd til at blive boende her. Det er vigtigt for os, at der er styr på det, fortæller Arne.
Bange for at skulle blive alene
Gennem mere end 60 år har Arne og Lydia delt alle livets sorger og glæder, og derfor er det ikke underligt, at det kan være svært at forholde sig til tanken om, at den ene skal gå bort før den anden.
Til spørgsmålet om, hvad Arne ville gøre uden Lydia, bliver han kortvarigt stille, inden han svarer:
– Hvis Lydia går bort, så har vi talt om, at jeg ville blive nødt til at få hjælp udefra, ellers ville jeg sidde ene og alene og dø, og det ville være forfærdeligt, siger han og tilføjer:
– Jeg ville komme til at savne Lydia, og jeg tror også, Lydia ville komme til at savne mig.
Men hvis det omvendte skulle ske, og Lydia ville være alene uden Arne, er han hurtigt klar med et svar:
– Lydia ville godt kunne klare sig. Det ville hun, siger Arne. Men henvendt til Lydia, som går rundt i baggrunden, spørger han:
– Ville du ikke være ked af det, hvis du var ene?
– Jo, det ville jeg!, lyder det uden tøven fra Lydia.
Hemmeligheden bag et langt ægteskab
Det er tydeligt, at Arne og Lydia er glade sammen og finder stor tryghed i at have hinanden.
Men ifølge Arne kan der naturligvis opstå uoverenstemmelser i et langt ægteskab. Han har dog et klart bud på, hvorfor det er lykkedes dem at komme igennem udfordringerne:
– Jeg plejer at sige, at vi ikke har skændtes, men det er ikke rigtigt, det har vi jo nogengange. Men Lydia vil ikke skændes, så hun tier bare stille, fortæller Arne og fortsætter:
– At hun har været så tålmodig er en stor del af grunden til, at vi stadigvæk holder sammen.
Til spørgsmålet om hvorvidt det var skæbnen, at de to skulle dele livet med hinanden, siger Arne nøgternt:
– Det var lidt af et tilfælde, at vi mødte hinanden. Men vi kan sige det sådan, at det er Vorherre, der besluttede det – men jeg ved ikke, hvad Vorherre ville sige til det.
Arne og Lydia er i dag bedsteforældre til fem børnebørn.
En dejlig og hjertevarm historie om en langt og godt ægteskab!
Kan du genkende deres bekymring om at skulle blive alene efter et langt liv sammen?
Del gerne dine tanker med os i kommentarsporet under artiklen på Facebook nu.
Hos Newsner har vi i denne uge et tema om ensomhed blandt ældre.
Læs derfor også:
