Der er et farvel til hvert hej, og der er en slutning til hver begyndelse.
Vi ved allesammen, at dagen kommer. Den dag, hvor vi skal herfra og tage afsked med vores venner og familie.
Forhåbentlig har man sat et aftryk, og helst drømmer vi om at forlade jorden for at komme til et bedre sted.
Men selvom døden er en helt naturlig del af livet, flår den altid et stort hul i hjertet.
Det er helt enkelt en af de værste ting, et menneske kan gennemgå – at miste nogen du elsker.
Døden efterlader en hjertesorg, som er svær at hele.
Tanken om, at du aldrig skal se dine elskede igen eller bare høre deres stemme en gang til… Det gør så ondt.
En kvinde, der ledte efter et råd på Reddit, et forum på internettet, fortalte, at hun havde mistet sin elskede, bedste ven. Hun var så knust og vidste ikke, hvad hun skulle stille op.
Hun bad om et råd for at få hjælp… Hvordan skulle hun klare sig uden nogensinde at få et kram fra sin bedste veninde igen?
“Min ven er død. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.”
Mange skrev til kvinden og delte deres egne erfaringer om, hvordan det er at miste en elsket. De fleste udtrykte deres medfølelse for den anonyme kvinde.
Men blandt de mange svar var det især en persons kommentar, der stak ud fra mængden.
Ordene kom fra en gammel mand, og svaret var lige så ærligt, som det var smukt. Derfor synes jeg, at alle bør læse det.
Her er hvad den gamle mand skrev til kvinden:
“Okay, sådan her er det. Jeg er gammel. Hvad det betyder er, at jeg har overlevet (indtil videre), men mange mennesker, jeg har kendt og elsket, var ikke lige så heldige. Jeg har mistet venner, bedste venner, bekendte, medarbejdere, bedsteforældre, mor, slægtninge, lærere, mentorer, studenter, naboer og en masse andre. Jeg har ingen børn, og jeg kan ikke engang forestille mig smerten ved at miste et barn.
Men sådan her tænker jeg altså:
Jeg ønsker, at jeg kan sige, at du bliver vant til, at folk dør. Det gjorde jeg aldrig. Jeg vil ikke. Det borer et hul i mit hjerte, når nogen, jeg elsker, dør, uanset omstændighederne. Men jeg vil ikke have, at det “ikke skal spille en rolle”. Jeg vil ikke have, at det bare skal være noget, der går over. Mine ar på sjælen er et bevis på den kærlighed og det forhold, jeg havde med den person. Og hvis arret er dybt, var kærligheden det også. Sådan ser jeg på det.
Ar er en hyldest til livet. Ar er et bevis på, at jeg har elsket dybt og er blevet såret, men selv dybe ar kan hele og nogle gange sågar forgyldes. Jeg kan hele og fortsætte med at leve og fortsætte med at elske. Og arvæv er stærkere, end det oprindelige kød nogensinde var. Ar er en hyldest til livet. Ar er kun grimme for mennesker, der ikke kan se det.
Når det gælder sorg, kommer det i bølger. Når skibet synker og ødelægges, drukner du ved siden alt det med alt det knuste omkring dig.
Alle vragdele, der flyder rundt, minder dig om skønheden og det fantastiske, dette skib engang var, men som nu ikke findes længere. Og alt, du kan gøre, er at flyde rundt blandt bølgerne. Du finder en del af vraget, og du holder fast i det. Måske er det noget fysisk. Måske er det et lykkeligt minde eller et fotografi. Måske er det en anden person, der også flyder rundt. En ting, du kan gøre, er at flyde rundt. Prøve at holde dig ovenvande.
I begyndelsen er bølgerne 30 meter høje og knækker over dig uden nåde. De kommer 10 sekunder efter hinanden og giver dig ikke engang tid til at trække vejret. Alt, du kan gøre, er at holde fast og flyde. Efter lidt tid, måske nogle uger, måske nogle måneder, mærker du, at bølgerne stadig er 30 meter høje, men de kommer med længere mellemrum. Når de kommer, smadres de stadig over dig og skyller dig væk.
Men derimellem kan du ånde, du kan fungere. Du ved aldrig, hvad der udløser sorgen. Det kan være en sang, et billede, et gadekryds, duften fra en kop kaffe. Det kan være nærmest hvad som helst… og bølgen kommer til at slå til med fuld kraft.
Men mellem bølgerne er der liv.”
Et sted hen ad vejen, og det er anderledes for alle, mærker du, at bølgerne nu kun er 10 meter høje. Eller 5 meter høje. Og mens de stadig kommer, kommer de med længere mellemrum. Du kan se dem komme. En årsdag, en fødselsdag, en jul eller en landing i lufthavnen. Du kan se, at den kommer, for det meste, og gøre dig selv klar.
Og når den skyller ind over dig, ved du på en måde, at du kommer ud på den anden side. Gennemblødt, nedbrudt – men stadig hængende på et lille stykke af vraget. Du kommer igennem det.
Så hør nu på en gammel mand!
Bølgerne holder aldrig op med at komme, og på en måde vil du heller ikke have, at de skal stoppe. Men du lærer, at du kommer til at overleve dem. Og flere bølger kommer. Og du kommer også til at overleve dem. Hvis du er heldig, har du masser af ar fra masser af kærlighed. Og masser af skibsvrag”.
Er det ikke kloge ord, den gamle mand siger?
Du vil aldrig komme dig over, at nogen, du elsker, dør. Du kommer bare langsomt gennem hver dag og gemmer personen i dit hjerte. Tomheden og savnet vil altid være der, men for hvert år, der går, bliver det lettere at bære sorgen.
Den der elsker, glemmer aldrig
Den som elsker, har aldrig elsket
Den, som elskede og har glemt, vidste ikke, hvad kærlighed var
Så vær stolt over de ar, du har i hjertet. De viser bare, hvor meget kærlighed, du har haft i livet.
Del og synes godt om disse ord på Facebook.
Vi er mange derude, som har mistet nogen, vi elsker, og sammen kan vi hjælpe hinanden med at bearbejde sorgen.
