Døm ikke en bog på omslaget…
Det er et almindeligt udtryk, som mange bruger, men lever vi også efter det?
Hånden på hjertet, kan du helt ærligt sige, at du aldrig har dømt en bog på omslaget? At du ikke ser på nogens udseende og drager forhastede konklusioner?
Okay, hvis du kan det: Tillykke! Så er du nok en af meget få.
Men forhåbentlig kan denne fiktive historie minde os andre om, hvor vigtigt det er at have et åbent sind, og hvorfor vi ikke skal dømme nogen, hvis vi ikke har gået i deres sko.
Læs og del den gerne videre, for jeg tror, at alle kunne have brug for lidt stof til eftertanke.
Det hele begynder, da en mand går ombord på et fly og sætter til på sit tildelte sæde, en plads ved vinduet. Manden skal tage sit sædvanlige morgenfly fra London til Berlin.
Men så opdager han, at en kvinde sætter sig ved siden af ham – og hans værste frygt bliver pludselig virkelighed…
“Hej, hvordan går det?”, spurgte kvinden med et smil, da hun satte sig ved mig.
Hun måtte sætte sig ned langsomt og presse sin bagdel, som var ret godt i stand, ned i sædet. Hun fyldte al tilgængelig plads ud.
Mens hun satte sig til rette, lagde hun sin store arm på vores fælles armlæn. Hendes enorme størrelse optog hver eneste centimeter, der var omkring os, og jeg måtte trykke mig op imod flyets vindue.
Hun lænede sig mod mig og gentog sin hilsen med en positiv og venlig stemme, og jeg var nødt til at vende mig mod hende og se hende i øjnene. “Hej”, svarede jeg med en tydeligt skeptisk stemme.
Jeg vendte mig mod vinduet igen og stirrede ud, mens jeg i stilhed ærgrede mig over, hvor mange timer jeg skulle tvinges til at sidde klemt ved siden af dette monster. Hun puffede til mig med sin store, fedladne arm. “Jeg hedder Laura. Jeg er fra Storbritannien. Og du, er du fra Japan?”
“Malaysia”, mumlede jeg tilbage.
“Jeg er ked af, at du må sidde så klemt. Kan du acceptere min undskyldning? Kom, giv mig hånden. Hvis vi skal sidde ved siden af hinanden på det her fly, bør vi være venner, synes du ikke?”, sagde hun, mens hun viftede sin store hånd foran mit ansigt. Modvilligt tog jeg i tavshed hendes hånd.
Laura begyndte at sludre med mig uden at tage sig det mindste af mine uvenskabelige reaktioner. Hun talte ivrigt om sig selv og sin tur til Berlin. Hun skulle besøge sine venner, og hun ævlede løs om en liste af ting, hun ville købe til sine elever, som hun underviste derhjemme.
Jeg svarede med enstavelsesord, når hun spurgte mig om noget. Upåvirket af mine kølige svar nikkede hun ivrigt, mens hun gav mig glade kommentarer til mine svar. Hendes stemme var varm og betænksom. Hun var hensynsfuld og imødekommende, når vi fik serveret mad og drikke, og hun sikrede sig, at jeg havde plads til at kunne bevæge mig i mit sæde. “Jeg vil jo ikke mase dig med min elefantstørrelse!”, sagde hun oprigtigt.
Til min overraskelse begyndte det ansigt, jeg kort forinden havde afskyet, nu at lokke et smil frem på mit ansigt. Jeg kunne ikke lade være med at sænke paraderne.
Laura var et interessant menneske at tale med. Hun var meget dannet og vidste en masse om både filosofi og naturvidenskab. Hun kunne forvandle et emne, der virkede helt uinteressant, til noget spændende, som man bare ville vide mere om. Hendes kommentarer var humoristiske og inspirerende. Når vores samtaler faldt på kultur, blev jeg overrasket af hendes intelligente kommentarer og gennemtænkte analyser.
Mens vi sad og talte med hinanden, lykkedes det også Laura at få alle stewardesserne, som kom med mad og drikke til os, til at gå grinende videre, fordi hun lavede sjov med dem.
Da en stewardesse tog vores tallerkner, kom Laura med endnu flere vittigheder om sin størrelse, som fik stewardessen til at grine højt. Hun tog Lauras hånd og sagde: “Du gør mig virkelig i godt humør!”
I de næste minutter lyttede Laura opmærksomt og gav stewardessen tips om hendes vægtproblem. “Jeg må arbejde nu, men jeg kommer tilbage og taler med dig om det her”, svarede den taknemmelige stewardesse, inden hun fortsatte sit arbejde.
“Har du nogensinde overvejet at tabe dig?”, spurgte jeg Laura.
“Nej. Jeg har arbejdet hårdt for at blive den, jeg er. Hvorfor skulle jeg forandre mig?”
“Er du ikke bekymret for hjertekarsygdomme, som kan komme med overvægt?”
“Slet ikke. Du får jo kun de her sygdomme, hvis du hele tiden går og bekymrer dig over din vægt. Man ser tit reklamer for diverse fup-virksomheder i stil med ‘bliv fri for din ekstra bagage, så du kan være dig selv’. Det er noget pjat. Du bliver ikke fri, før du lærer at acceptere den, du er og hvordan du ser ud, uanset hvilken tid på døgnet eller året det er! Hvorfor skulle jeg spilde min tid på slankekure, når jeg har så mange meget mere vigtige ting at gøre og så mange nye mennesker at møde? Jeg spiser sundt og går tit ture. Jeg er så stor, fordi jeg er født til at være stor. Livet er meget andet end at bekymre sig over sin størrelse hele dagen.”
Hun tog en tår af sit vinglas. “Og så har Gud givet mig så meget glæde, at jeg har brug for en større krop for at få plads til det hele! Hvorfor skulle jeg sætte min livsglæde på spil for at gå ned i vægt?”.
“Folk ser mig tit som en fed kvinde med en stor mås, store lår og et par store bryster, som ingen mand nogensinde ville kunne lide. De synes, jeg er lasket og sløv at se på. De synes, jeg er doven og mangler viljestyrke. Men de tager fejl”, sagde hun og holdt sit glas op mod en stewardesse, der gik forbi. “Mere af den her dejlige vin, tak”. Hun smilede varmt til stewardessen og tilføjede: “Fantastisk betjening fra jer i dag, klap jer selv på skulderen!”
Så vendte hun sig mod mig og fortsatte: “Jeg er faktisk tynd indeni. Jeg er så fuld af energi, at folk har svært ved at følge med i mit tempo. Jeg har mine ekstra kilo for at holde farten nede, ellers havde jeg faret rundt og jaget mænd overalt!”
“Jager mændene dig?”, spurgte jeg med et smil?
“Selvfølgelig gør de det. Jeg er lykkeligt gift, men det sker stadig tit, at mænd frier til mig. De fleste har problemer i deres forhold, og de har brug for nogen at betro sig til. Af en eller anden grund kan de lide at tale med mig. Jeg tror, at jeg skulle have været rådgiver i stedet for lærer!”
Hun holdt en kunstpause og sagde eftertænksomt: “Ser du, forholdet mellem mænd og kvinder er så kompliceret. Kvinder forguder mænd og kalder dem “skat”, til de får at vide, at mændene har løjet for dem. Så bliver de til bitre mennesker! Mænd elsker kvinder så højt, at de ser dem som sjælevenner, til de ser på deres kontoudtog. Så bliver kvinderne små djævle i mænds øjne.”
Lauras inspirerende snak havde forvandlet den her flyvetur til noget helt fantastisk. Jeg var fascineret af, hvordan mennesker nærmest var magnetisk tiltrukket af hende. De vi nærmede os landingsbanen, stod nærmest hele kabinepersonalet og grinede og morede sig med Laura. Passagererne omkring os deltog aktivt i løjerne. Og midt i al opmærksomheden stod Laura og fyldte flyvemaskinen med sin varme.
Da vi vinkede farvel til hinanden i terminalen i lufthavnen, så jeg, hvordan hun gik hen mod en stor gruppe voksne og børn, som smilede bredt, da de så hende komme. De jublede og krammede hende. Hun vendte sig mod mig og smilede til mig.
Jeg blev fuldstændig overvældet, da jeg indså, at Laura var den smukkeste kvinde, jeg nogensinde havde mødt.
Sikke en historie! Jeg havde ikke kunnet forklare det bedre selv. Og budskabet bag er så vigtigt og værdifuldt, at alle er nødt til at vide det.
Synes du også, at Laura virker som en vidunderlig kvinde? Del gerne denne historie videre på Facebook og kommenter gerne!
