Mandens farvel til sin hustru efter 59 år: “Jeg ved at du ikke kan høre mig, men jeg elsker dig”

Denne fortælling beskriver smerten og tomrummet efter at have mistet en, man elsker. Den beskriver den ulidelige sorg og det ubegribelige savn, som måske altid vil være der. Den beskriver det på en måde, så man får tårer i øjnene.

Fortællingen handler om Bobby Moore og hans elskede hustru Jerry. Efter 59 års ægteskab trak Jerry vejret for sidste gang og sov ind – og tilbage stod Bobby, ensom og sårbar.

Da fotografen April Yurcevic Shepperd så den sørgende enkemand foran kisten, blev hun så rørt, at hun var nødt til at sætte ord på øjeblikket. Ordene og det smukke billede skulle aldrig have nået ud til offentligheden – men efter familiens eget ønske om, at historien skulle deles videre, så den kunne hjælpe andre med at bearbejde sorgen, delte hun det på Facebook.

Læs fortællingen her nedenfor – og del den videre til alle, der har prøvet at miste.

“I dag oplevede jeg en historie om kærlighed. Ikke den slags kærlighed, som deles af unge mennesker, som er halvt fulde af passion og sprængfyldte med hormoner. Ikke den slags tågede kærlighed, der opleves af nyforlovede, som er fængslet af idéen om fuldkommen hengivenhed og om at leve lykkeligt til deres dages ende.

I den verden, vi lever i, når løfter brydes så hurtigt som slaget fra en kølle, så jeg i dag en sjældenhed, en diamant i enestående design. I dag så jeg en mand, en stakkels mand, som stod vågende over det kæreste, han havde. Her var kærligheden personificeret.

Da han gik ind i rummet, var skridtene tunge, men hans beslutsomhed var urokkelig. Hans øjne var fikserede på målet længst fremme i rummet. En stålgrå kiste stod under de oplyste lamper. Halvdelen af kistelåget var åbent; den lukkede del rummede et hav af levende blomster i alverdens former og farver, prydet af bånd med ord som “hustru” og “mor”.

Da han kom nærmere, uden tøven, bukkede han sig og kyssede hendes sminkede læber. Hans svage krop kæmpede for at holde sig oppe.

Foto: Shutterstock.

Ord indsvøbt i evigheden

Så mildt og blødt kom hans ord til hende. Sikkert var disse ord blevet sagt utallige gange, men denne gang var de indsvøbt i evigheden. 

“Jeg ved, at du ikke kan høre mig”, hviskede han. “Men jeg elsker dig”. Og så faldt der en tåre.

Familiebesøget var ikke planlagt før en time senere eller sådan noget, men han var kommet tidligt. Han ville ikke spilde disse sidste timer. I mere end 60 år havde hun været ved hans side, men det var stadig ikke nok. Slet ikke.

Så han tog en stol, og der sad de. Med stokken på sin højre side og hans afdøde hustru til venstre sad han ved kistens side i næsten en time. Han aede hendes arme og klappede hendes hænder. Det var som om, at han trøstede hende, men sandheden var, at han trøstede sig selv. 

Foto: Shutterstock.

Hele familien græd sammen

Det virkede ikke til at forstyrre ham, at hendes hud var kold, at hendes krop var stiv og hård; det forstyrrede ham heller ikke, at hun ikke svarede på de ord, han hviskede. Så underligt som det virker, så kunne det her have været en hvilken som helst aften i deres hjem. Bortset fra blomsterhavet og små gaver sendt fra medfølende venner virkede situationen helt normal. 

Da familien dukkede op, sad han der stadig, holdt hendes hånd, strøg hendes hår. 

“Hun er smuk, er hun ikke?”, spurgte han, da børnene kom frem. Alle var med. Og de græd.

I næsten fem timer sad han ved hendes side, udmattet, brugt, til hans krop krævede, at han trak sig og hans sind tryglede om ånderum. 

Foto: Shutterstock.

En fortælling om kærlighed

Denne mand, denne hengivne mand, havde vist mere ynde i sit sorgarbejde, end andre gør i bedre tider. Jeg stod der i benovelse, så troskab med mine egne øjne. Aldrig havde jeg set en mand så knust, frarøvet sin lykke af dødens forbandelse. Jeg tænkte, mens jeg betragtede ham, hvad han ville gøre i morgen og dagen efter den? I dag var det den lette del.

I dag var hun der stadig, liggende ved siden af ham, mulig at røre og se og kysse. I morgen, efter at hun er sænket ned i jorden, og han er vendt hjem, hvad sker der så? Hendes ting er der stadig – hendes duft, nedskrevne indkøbslister, hendes yndlingsstol, rester i køleskabet, deres seng. Deres seng. Hvordan kan nogen sove igen efter at have ligget ved siden af sin bedste ven i 59 år? Jeg kan ikke forestille mig, at man nogensinde kan sove igen. 

I dag bevidnede jeg en fortælling om kærlighed. Og jeg kommer til at bevidne det igen i morgen, når historien slutter, og scenen er tom, og lysene slukkes. 

For Bobby og alt det, han er.”

Writer’s Note: At the request of the Bobby Moore and his family, I am sharing this narrative and photograph. This story…

Posted by April Yurcevic Shepperd on Wednesday, 31 January 2018

Vi må aldrig glemme at vores elskede stadig er hos osom det så er i live eller på en lille sky oppe i himlen. Denne historie håber jeg når alle der har mistet en, de elsker. Del gerne videre, så det kan blive virkelighed.