Mathilde Beuschau blev landskendt, da hun var en af de originale medvirkende i ‘Årgang 0’. Undervejs valgte hendes forældre dog at stoppe familiens medvirken i programmet, men nu vender den 23-årige kvinde tilbage til skærmen i en helt anden type program.
Da ‘Årgang 0’ løb over skærmen blev det hurtigt en succes og danskerne kom på fornavne med pigerne Stephanie, Rachel, Emma, Mathilde og Marie samt deres familier.
Mathilde og familien var med i programmet indtil 2007, hvor de valgte at trække sig. Men nu er det kommet frem, at den nu 23-årige kvinde vender tilbage til skærmen. Og det bliver i en helt anden type program end danskerne kender hende fra.
Hun skal nemlig være med i sjette sæson af programmet ‘Korpset’. Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.
Her skal 14 kendte danskere klare otte ekstreme døgn, som aspiranter i et forløb sammensat af fire forhenværende elitesoldater, blandt andre Thomas Rathsack.
I programmet bliver deltagerne udsat for både psykiske og mentale prøvelser.
Ud af komfortzonen
Mathilde Beuschau arbejder til dagligt som kostvejleder og onlinecoach og har over 60.000 følgere på Instagram.
– Tilbage i april gjorde jeg noget vanvittig sammen med 13 fantastiske mennesker! Jeg er så taknemmelig for, at havne med 13 mennesker, som igennem det hele udviste en kæmpe kærlighed for hinanden. Til mine med aspiranter – Tak for at gøre oplevelsen fuldstændig fantastisk, skriver hun og fortæller, at hun ikke var i tvivl om, hvorvidt hun skulle deltage eller ej.
– Da jeg blev ringet op af verdens bedste Lisbeth, var jeg ikke i tvivl – jeg skulle ud af min komfortzone og kastet mig ud i noget helt nyt. Den beslutning er jeg glad for jeg tog, skriver Mathilde Beuschau i opslaget.
Korpset får premiere den 6. september 2023 på TV 2 Play og 13. september på TV 2 Echo.
Du kan se opslaget herunder eller ved at trykke HER.
Skal du se ‘Korpset’? Kom gerne med din mening i artiklens kommentarfelt på Facebook.