’Årgang 0’-mor har haft bivirkninger efter AstraZeneca-vaccinen: Enig i at sætte den på pause

Christina Siguenza, som er mor til Stephanie Siguenza og kendt fra TV 2-programmet ’Årgang 0’, er en af de danskere, som har modtaget AstraZeneca-vaccinen.

Det oplyser hun selv i et opslag på Instagram, hvor hun fortæller, at også hun har oplevet bivirkninger ved den udskældte vaccine:

– Jeg har selv fået AstraZeneca-vaccinen og mærket til bivirkninger. Men der er altid risiko for bivirkninger ved en vaccine, om den er velkendt eller ej. Jeg besluttede mig for at få vaccinen alligevel, skriver Christina Siguenza.

Foto: Niels Henrik Dam/Ritzau Scanpix

Vaccine sat i bero

Torsdag blev det besluttet at sætte AstraZeneca-vaccinen i bero, efter flere lande har indberettet tilfælde af blodpropper hos personer, som er blevet vaccineret med denne vaccine. Én af indberetningerne drejer sig om et dødsfald i Danmark.

Nu skal det undersøges, om der er en sammenhæng mellem AstraZeneca-vaccinen og blodpropperne.

Christina Siguenza, som er sygeplejerske, bakker op om myndighedernes beslutning om at sætte vaccinen på pause, indtil det er undersøgt, om der er en sammenhæng mellem vaccinen og blodpropperne:

– Jeg er enig i beslutningen omkring at sætte AstraZeneca-vaccinen på pause, indtil undersøgelserne kan konkludere, om der er en sammenhæng mellem vaccinen og blodpropper. Det er det rigtige at gøre, selvom EMA Europæiske lægemiddelagentur) skriver, at der ingen sammenhæng er, mener Christina Siguenza.

Ikke bekymret

Trods mistanken om sammenhæng mellem vaccine og blodpropper er Christina Siugenza ikke umiddelbart bekymret:

– Om jeg er vred? Bekymret – fordi jeg har fået AstraZeneca-vaccinen? Nej, egentlig ikke. Jeg vælger at have tillid til, at det var det rigtige at gøre med de informationer, der var/er omkring vaccinen før denne udmelding. Det er min egen beslutning, og jeg valgte selv at tage evt. bivirkninger med i bedste tro på, at det ville gå okay.

– I min optik, så er der ikke nogen andre, der ved mere end de mennesker ”omkring bordet” hos sundhedsmyndighederne. Jeg vælger at lægge min tillid hos Sundhedsstyrelsen, da de har tilgangen og informationerne til at kunne træffe de sundhedsmæssige beslutninger og tiltag for samfundet. Hvis ikke Sundhedsstyrelsen, hvem så?, slutter Christina Siguenza af.

Du kan læse hele hendes opslag herunder.

Exit mobile version