Foto: Michael Stub/Ritzau Scanpix

‘Årgang 20’-barn er blevet diagnosticeret med autisme: ‘Vi har grædt, grint, skændes og krammet’

I TV 2-programmet ‘Årgang 20’ følger man en række familier fra deres børn bliver født og til de fylder 18 år. Nu afslører deltageren Maria Brask Mainz, at hendes søn er blevet diagnosticeret med autisme.

På TV 2 kan man i programmet ‘Årgang 20’ følge fire familier, som alle fik barn i starten af 2020, og planen er, at danskerne skal kunne følge børnenes liv indtil de bliver 18 år i dokumentaren.

Afsnittene som handlede om familiernes første år blev sendt tidligere i år, og her kunne man følge familiernes op- og nedture.

I programmet møder man blandt andre parret Maria og Daniel Brask-Mainz, som er forældre til snart toårige Louie. I dokumentaren kunne seerne opleve, hvordan den lille dreng havde et problem med nyerne og derfor flere gange var på hospitalet.

Men det er ikke det eneste, som den lille familie kæmper med. På Instagram afslører Maria Brask Mainz, at sønnen i denne uge er blevet diagnosticeret med autisme.

– Han har fået en spædbarns diagnose for det, fordi han er under 2 år. Når han bliver 2 år, skal han ind og have sin “rigtige” diagnose, som er infantil autisme, skriver Maria Brask Mainz og fortsætter:

– Vi har grædt, grint, skændes og krammet – været alle følelser igennem, og det havde vi brug for. Det er hårdt, men vi er også meget taknemmelige for, at vi nu kan få al den hjælp vi har brug for – og som de sagde på psyk. “Når I går ud af denne her dør, så er Louie stadig præcis den samme skønne dreng, som han var inden i gik ind” og det har det bare SÅ ret i.

De nye programmer af ‘Årgang 20’ vises efter planen til januar på TV 2.

 

Læs mere om...